Jagten på den flotte, sunde, fugtige hud har stået på fra barns ben af for mit vedkommende. Jeg
Se næste indlæg >
Patrick – uden filter: Her er min historie!
Patrick, 20 år
HOWDY KÆRE LÆSERE AF FAG AND FAB,
For nylig spurgte Daniel, om jeg kunne have lyst til at dele min historie om, hvordan jeg sprang ud som homoseksuel, og samtidig prøve at sætte ord på nogle af de følelser og tanker, jeg havde før og efter.
Inden jeg starter på fortællingen, tænker jeg, at det er på sin plads at introducere mig selv for de af jer, som ikke kender mig i forvejen. Mit navn er Patrick Pankalla og til daglig arbejder jeg som selvstændig modeblogger, freelance fotograf og pædagogmedhjælper i min gamle børnehave.
JEG ER HOMOSEKSUEL
… hvilket jeg valgte at offentliggøre omkring efteråret 2012. Egentlig har jeg nok altid vidst, at jeg var til det samme køn. Jeg har i hvert fald altid følt, at jeg var lidt anderledes fra de andre drenge omkring mig. Fra jeg var helt lille, har jeg altid været yderst kreativ, og har altid været åben overfor alle former for opgaver og aktiviteter, som jeg fik tilbudt i børnehaven. Så vidt jeg selv kan huske, hvilket ikke er særlig meget, fungerede alt helt fint indtil jeg startede i folkeskole.
Som årene i skolen skred frem, begyndte jeg at blive klassens og resten af skolens idioters syndebuk. Jeg blev mobbet fra omkring tredje klasse og helt frem til den dag, jeg stoppede og skiftede skole i efterårsferien i syvende klasse – det foregik både psykisk og fysisk. Omdrejningspunktet var seksualitet, hvilket ingen rigtig vidste helt præcist, hvad var dengang – vi var trods alt kun børn. Jeg fik ofte frasen “din fucking bøsse” smidt efter mig på gangen og i klasselokalet. Dengang havde jeg ingen anelse om, at de faktisk havde ret, og jeg i sidste ende ville finde ud af, at jeg er homoseksuel og vælge at stå ved det og springe ud.
Jeg flyttede til en skole i et andet distrikt i København og slap endelig for den daglige mobning, hvilket føltes helt fantastisk og befriende. Jeg følte stadig ikke, at jeg var helt ligesom alle de andre drenge i klassen og hang automatisk næsten udelukkende ud med pigerne. Piger er sgu på nogle punkter meget rarere at omgås med – de har en mindre tendens til at dømme folk. Jeg ved udmærket, at det er at generalisere, men det var sådan, jeg havde det, og sådan set stadig sådan jeg har det nu.
I årene fra syvende til jeg dimitterede i niende klasse, peakede tankerne om, om de faktisk havde ret, om jeg nu var homoseksuel. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke var sandt og indlod mig selv i et par flirtende situationer med et par piger, som jo selvfølgelig aldrig blev til noget seriøst. Jeg fandt ud af, at jeg ikke følte mig seksuelt tiltrukket af piger og vidste samtidig godt, at jeg ikke så det samme porno, som de andre drenge.
Som tiden gik, blev jeg mere og mere åben over for det mulige udfald af den indre kamp og alle de tilhørende frustrationer. Jeg begyndte at lege med tanken om, at jeg faktisk var homoseksuel, hvordan det ville være at springe ud, og hvordan folk ville reagere. Jeg var bange.
EFTER NIENDE KLASSE
…da jeg i efteråret 2012, var i New York for første gang med min far, brugte jeg en masse tid på at tænke over livet og alle de frustrationer og følelser, som jeg gik med. På et tidspunkt befandt jeg mig i en kirke på 5th Avenue. Min far ville derind for at mindes hans mormor og farmor, mine afdøde oldemødre. Vi sad dér side om side og kiggede op på korset med hænderne foldet, placeret på skødet. Jeg fik en åbenbaring, og fra dét øjeblik tog mit liv en drejning. Det slog mig som et lyn fra en klar himmel, at livet er for kort til at lægge skjul på hvem og hvad, man er, for kort til ikke at kunne føle, at man kan være sig selv. Sidenhen fandt jeg ud af, at kirken jeg befandt mig i dén dag, var St. Patrick’s Cathedral, hvilket er ret skræmmende og alligevel helt igennem magisk – der var en mening med, at jeg dén dag, på netop dét tidspunkt af mit liv, skulle træde ind i dén kirke.
Da vi var vendt tilbage til hotellet den pågældende dag, valgte jeg at skrive til mine tætteste veninder og fortælle dem, at jeg var homoseksuel, og at jeg endelig var klar til at stå frem og stå ved det. Jeg vidste, at jeg ikke havde nosser nok til at skulle stå ansigt til ansigt med dem og fortælle dem det, hvorfor jeg valgte den lette udvej – at skrive til dem. Jeg var bange, bange for deres reaktion. Til mit held har jeg de mest fantastiske veninder omkring mig, som på ingen måder er dømmende. De var forstående, støttende og gav deres dybeste lykønskninger. Jeg var overvældet og begyndte at græde af ren lykke. Min far lå i samme rum og sov, så jeg prøvede at være så diskret som overhovedet muligt. Sagen er nemlig den, at min far altid har været noget hen af en homofob – han var uoplyst og meget uforstående. Af netop denne årsag valgte jeg ikke at fortælle ham det, før vi var kommet hjem til Danmark, og der var gået noget tid.
Der gik et par måneder, hvor jeg ikke følte, at jeg havde mig selv med i noget af det, jeg lavede på min blog, fordi jeg stadig skjulte min seksualitet for en masse mennesker. Jeg valgte derfor at skrive et langt indlæg, hvor jeg stod frem og fortalte min historie. Det tog mig flere dage at skrive indlægget, eftersom det var et meget skrøbeligt emne for mig, og jeg samtidig havde svært ved at sætte ord på dét. Til at starte med valgte jeg ikke at udgive indlægget, fordi jeg var bange for, hvordan reaktionen fra min læsere ville være. Heldigvis kom jeg på rette tanker og valgte at trykke “udgiv”. Jeg delte indlægget på min Facebook side og min private profil, og forventede egentlig ikke, at der var særlig mange, der ville klikke ind og læse det.
JEG VAR BANGE
… og var ret interesseret i at vide, hvor mange der var inde på min blog i tidsrummet lige efter udgivelsen. Da jeg åbnede Google Analytics, kunne jeg ikke tro mine egne øjne – tallet var højere end nogensinde før og var stadig stigende. Til sidst blev jeg nødt til at lukke min computer ned af ren overvældethed. Jeg lagde mig til at sove, men min telefon begyndte at vibrere uafbrudt. Min familie, alle mine venner, mine bekendte og mine læsere skrev og ringede for at ønske mig tillykke og gøre mig opmærksom på, at de havde læst indlægget, var der for mig og støttede mig. Jeg havde ingen ord, jeg var mundlam. Det føltes fantastisk og lettende, men samtidigt utrolig uvirkeligt og yderst overvældende.
Efter et par dage, valgte jeg at sende linket til min far og samtidigt spørge ham, om han havde læst det. Hans svar var “Ja”. Fra det tidspunkt og et år frem hørte jeg ikke fra ham og turde ikke selv opsøge ham. Jeg vidste udmærket godt, hvorfor han ikke havde taget kontakt til mig. Da der var gået omtrent et år, tog han kontakt til mig og inviterede mig på middag i København. Det var super akavet, og på intet tidspunkt blev min seksualitet bragt op. Der gik cirka et år før han spurgte ind til min daværende kæreste (gennem et år), hvor til jeg kunne svare: “Vi er ikke sammen længere, og det har vi ikke været længe”. Mere har vi ikke snakket om dét, men jeg er dog blevet bevidst om, at han har accepteret, at hans søn er homoseksuel, at jeg ikke er den søn, som han drømte om.
JEG HAR DET STADIG UTROLIGT SVÆRT MED HAM
… og ville ønske, at han gad at tage initiativ til at tage en snak om alt, ikke kun om min seksualitet, men alt. Jeg tror desværre ikke, at det bliver foreløbigt – han er ikke særlig snaksaglig og er ret gammeldags i hans væremåde og tankegang.
At jeg er homoseksuel, fortalte jeg min mor i New York, samtidig med mine veninder. Jeg sendte hende noget så upersonligt som en e-mail. Igen fordi jeg ikke havde nosser til at sige det til hende under fire øjne. Jeg var utrolig bange for, hvordan min egen mor ville reagere, men hun gjorde det yderst let for os begge. Hun fortalte, at hun godt havde det på fornemmelsen. Hun var forstående og støttende, og bød min daværende kæreste ind med åbne arme. Jeg har været utrolig heldig at have så mange forstående mennesker i mit liv, som har gjort dét at springe ud utroligt let for mig.
LIGE SIDEN JEG SPRANG UD
… har jeg ikke mødt ubehagelige typer i gadebilledet, som har valgt at svine mig til. Eller jo, der har måske været omtrent fem situationer i byen, hvor unge mænd har været nysgerrige, upassende og nogle kæmpe idioter. Jeg har absolut ingen tolerance for folk, der tager fat i så personlig en ting som seksualitet, når det ikke rager dem på nogen som helst måde. Jeg kan forstå, hvis man blot er nysgerrig og lige vil høre, om man er homoseksuel, men jeg er fuldstændig uforstående for, hvorfor nogle føler de har brug for at vide, om man er passiv eller aktiv, hvor mange fyre man har kneppet osv.. Det rager absolut intet individ! Jeg går sgu da heller ikke rundt og spørger fremmede piger, om de kan lide at få den i røven, eller fremmede drenge om de kan lide det hårdt eller blødt.
Generelt er jeg meget uforstående for folk, der ikke kan finde ud af at acceptere alle individer. Acceptere vores forskelligheder. I mine øjne er et menneske, et menneske. Om jeg synes om eller ikke synes om et bestemt individ, har intet at gøre med deres religion, hudfarve eller seksualitet. Og bare fordi jeg for eksempel kan føle, at det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår inde i en transkønnet persons indre, så betyder det ikke, at jeg ikke kan finde plads til at acceptere dem, præcis for den de er. Derudover kan jeg ikke forstå, hvorfor der stadig er en form for opdeling mellem mænd og kvinder, hvorfor alle køn ikke er ligestillet, og hvorfor vi for eksempel har lært, at at nogle farver er “pigefarver” og andre “drengefarver”.
Jeg vil ende indlægget nu, selvom jeg har meget mere på hjerte. Jeg arbejder i øjeblikket på en masse indlæg, hvor jeg tager fat om en masse personlige emner og erfaringer, indlæg af præcis samme art som dette. Denne serie af indlæg, vil gå online i slutningen af august, så hvis jeg har været så heldig at fange din opmærksomhed og du har læst her til, så ville det glæde mig, hvis du har lyst til at følge med og holde dig opdateret i mit univers på By Pankalla.
Tak fordi du læste med helt til ende.
xx Patrick Pankalla
Ingen kommentarer endnu...