Når Citybois giver flashback til at springe ud af skabet

I mine egne fortællinger om at springe ud som homoseksuel, men også i andres fortællinger, jeg har offentliggjort herinde, er der blevet skrevet meget om hele processen med at acceptere at være homoseksuel og det her med at, man prøver at ‘tvinge’ sig til at være heteroseksuel. Måske en rimelig vild sammenligning, men ikke desto mindre sand nok; jeg har det nøjagtig lige sådan med Citybois… og jeg havde det præcis sådan med Justin Bieber!

Da Justin Bieber kom frem ville jeg ikke indrømme, at jeg måske godt kunne lide hans musik, så jeg slukkede for det, når jeg hørte det, og jeg kom med negative kommentarer når andre hørte hans stemme brage ud af headsettet eller højtalerne. Jeg var fan. Men ikke offentligt. Jeg ville simpelthen ikke overgive mig. Det var først, da hans seneste album kom, at jeg ligesom lagde mig fladt ned og sagde HEY – JEG ELSKER BIEBER! Og heldigvis gjorde en masse andre det samme.

Sådan har jeg det med Citybois lige nu. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ikke kan lide dem, og jeg ikke vil høre deres musik – men samtidig tager jeg mig selv i at trykke ‘replay’ på ‘Bedre End Rihanna’, som er deres seneste hit. Jeg kan ikke stoppe. Og jeg kan ikke gøre for det. Undskyld, mor. Det er ligesom, da jeg var ved at indse, at jeg er homoseksuel, men jeg simpelthen ikke ville acceptere det overfor mig selv. Det var jo det værste, der kunne ske. Men altså, nu er det fremme. Og I må ikke hade mig, men jeg er kæmpe Citybois fan.