Mikkel – uden filter: Her er min historie!

---

Mikkel, 25 år

---

Som et nyt tiltag her på min blog, vil jeg invitere jer ind i andres liv, som også har taget springet ud af skabet. Vi kommer til at møde vidt forskellige mennesker og vidt forskellige historier. Alle meget gribende – nogen bringer smil og andre tårer. 

Her er første historie fra min ven, Mikkel:

Mit navn er Mikkel, jeg er meget snart 26 år og lever og arbejder til dagligt i Dubai. Dette er min spring ud historie.

Jeg er vokset op i en meget lille by i Nordjylland, Hirtshals. Byen har ikke særligt mange indbyggere, og er egentligt mest kendt for sin havn og sine mange fiskere. Jeg flyttede senere til Hjørring ca. 30 km derfra, men det var ikke meget bedre.
Nå, men i Hjørring fandt jeg mig en kæreste. Lad og kalde hende ‘Hanne’. Jeg var 14 år på dette tidspunkt, og indtil da, havde jeg kun haft ungdomskærester, som jeg hang ud sammen med og kyssede med. Det var ikke det helt vilde, og eftersom trenden ikke var til at så unge folk gik i byen eller festede på daværende tidspunkt, hang vi egentligt mest ud sammen hjemme. ‘Hanne’ blev jeg kærester med igennem venner som kendte venner, og vi havde det super dejligt. Hun var sjov, vi hyggede os og alt det der som unge kærester gør. Sex havde vi ikke. Nu er det jo mange år siden, og dengang ventede man – eller vi ventede – på at vi begge fyldte 15 år, for det var jo den seksuelle lavalder. Haha, der må gerne grines. Jeg husker tydeligt, at jeg løb de 4 km. ud til ‘Hanne’ på mit løbehjul. Alt var normalt for os, og som tiden gik, eksperimenterede vi også med sex. Det sagde mig intet. Jeg anede ikke hvorfor, og det irriterede mig egentligt lidt. Vi snakkede aldrig om det, og nåede kun at være intime sammen 2-3 gange på de 9 måneder, vi var kærester.

Jeg flyttede af mange årsager til en anden by, flere timer fra Hjørring, pludseligt og lidt kaotisk. Vi fortsatte med at være kærester, men i samme periode begyndte jeg at tænke. Jeg tror egentligt ikke, at jeg tænkte så meget over om jeg måske var homoseksuel eller noget i den stil, men jeg kunne mærke at der var noget i mig som ikke var, som ’det skulle være’. Jeg begyndte som mange andre at eksperimentere med internettet, og meget hurtigt fandt jeg ud af, at jeg hvert fald ikke skulle være kærester med ‘Hanne’. Jeg slog op med hende, uden at fortælle en præcis årsag. Jeg blev mere og mere sikker på, hvad det var, der var galt med mig. Jeg var homoseksuel. Måske biseksuel? Jeg vidste det ikke, og havde absolut intet kendskab til, hvad det egentligt var. Kendte ingen i min omgangskreds som var det, og havde vist aldrig mødt en. Jeg gik på nettet. Som stort set alle andre unge mennesker med disse tanker gør. Internettet er et sindssygt godt redskab for unge homoseksuelle, for her findes tusindvis af informationer, spring ud historier og ikke mindst hjemmesider hvor man kan komme i kontakt med andre fyre. På dette tidspunkt havde jeg ikke erkendt overfor mig selv, hvad det hele egentligt handlede om. Jeg ville jo bare være normal. Ligesom alle de andre.

Tiden gik, og jeg blev mere og mere sikker på, hvad der var galt. Det bundede nok mest ud i, at jeg mødte en fyr. Han var overhovedet ikke noget for mig egentligt, men vi mødtes en del gange og var vist ’kærester’ en lille måned. Her blev jeg bekræftet i, at jeg ikke var unormal. Jeg følte mig ulækker hver gang vi havde været intime, for det var jo ikke normalt. Jeg væmmedes ved tanken om at skulle se ham igen, men samtidigt var der en tiltrækning, jeg ikke kunne forklare. Mit hoved var ved at eksplodere. Kunne slet ikke finde hoved eller hale i noget som helst. Ville bare gerne være som alle de andre.
Én ting var sikkert: INGEN skulle nogensinde finde ud af det. Og slet ikke min familie.

Jeg havde i flere år chattet med en fyr på Arto. Han var hetero, men virkede meget interesseret i, hvad jeg var for en. Vi hjalp hinanden og igennem daglige telefonsamtaler og chats, byggede vi et venskab op, som jeg aldrig vil glemme. Han hjalp mig med at finde ud af hvem jeg var, hvad jeg skulle gøre og hvordan det hele kunne klares. Jeg aner ikke hvor han vidste det fra, og tror egentligt heller ikke, at han selv vidste det. Men den dag i dag, er vi stadig bedste venner på 11. år, har rejst verden tynd sammen, og har haft oplevelser sammen som folk ikke ville tro på, hvis vi fortalte dem. Shout-out til ham – jeg er ham evigt taknemmelig for at have været der for mig i alle de mange år.

Jeg havde det i samme periode meget svært. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og vidste da slet ikke hvordan jeg skulle fortælle folk det. Jeg havde skabt et netværk online med en del drenge, men aldrig nogen jeg havde mødt. Havde mødt en smule folk igennem fyren jeg så, men dem snakkede jeg ikke med efterfølgende. Det vigtigste var, at jeg så småt var ved at acceptere mig selv. Det er sindssygt svært i hele sådan en process at skulle acceptere sig selv. Man kan ikke komme videre før man accepterer sig selv først. Det er nærmest det sværeste i hele den her periode man går igennem. Jeg tror det er super vigtigt at man sørger for at finde en form for socialt netværk online, for her kan man skjule sig og ingen behøver at vide hvem du egentligt er.

Mit store gennembrud kom da jeg var 15 år. Jeg boede stadig i den her meget lille by ved Limfjorden, ufrivilligt og forvirret. Hvorfor jeg boede der, er sagen uvedkommende. Jeg boede dog ikke sammen med mine forældre, hvilket er en vigtig detajle i hele min spring ud historie. Jeg arbejdede i den lokale kiosk, gik i skole og alt var som det plejer. Pludselig en dag mødte jeg en fyr. Han kom fra samme lille by, var ikke sprunget ud og var meget ny i alt det her. Lad os kalde ham ‘Lasse’. Vi mødtes et sted i byen, og jeg blev stormende forelsket. Fuldstændig. Han slog mine unge ben væk under mig, og det gav mig styrke til at blive sikker på mig selv og mine omgivelser. Vi datede lang tid. Vi blev kærester, og jeg var stadig stormende forelsket. Vi mødtes ofte. Enkelte gange hos mig, men primært hos ham. ‘Lasse’ var heller ikke sprunget ud, og var selv i gang med en bearbejdelse af alle de følelser, han havde ved at være homoseksuel og det faktum, at han nu havde fundet en han synes om. Vi havde det så sjovt sammen, hyggede os og jeg nød hvert øjeblik sammen med ham.

I den her periode sprang jeg ud. Jeg følte mig på toppen af hele verden, kunne overkomme alt og selvfølgelig kunne jeg også klare at springe ud. Jeg var dog skrækslagen for reaktionerne fra min familie. Jeg husker det så tydeligt. Jeg ringede til min mor. Vi boede jo ikke sammen, så telefonopkaldet var en nødvendighed, hvis det skulle fortælles. Jeg kunne ikke vente længere. Jeg var ved at eksplodere hver dag og kunne slet ikke klare at skulle gå én dag mere uden, at jeg fik det fortalt.

Jeg ringede op. Hun svarede. Og jeg begyndte at stortude. Hun blev helt forvirret. Hun anede ikke, hvad der skete, og jeg havde svært ved at sige noget som helst. Jeg fik fremstammet, at jeg skulle fortælle hende noget. Jeg fik fremstammet, at jeg ikke længere var kærester med ‘Hanne’, og hun spurgte som forventet, hvorfor. Jeg fik fremstammet, at det var fordi jeg var i tvivl om, at jeg var til fyre. Eller. Jeg var ikke i tvivl. Fortalte at jeg havde vidst det længe, men ikke havde turde fortælle nogen det. Hun blev overrasket, men alligevel ikke. Hun vidste det udmærket godt. Det er jeg ikke i tvivl om. Alligevel spurgte hun om det ikke bare var en periode. Det er den klassiske.
Jeg er 110% sikker på, at når man endelig får sig nosset sammen til at fortælle en SÅ stor ting, så er det altså noget som er velovervejet. Jeg forklarede hende det, og hun var egentligt lidt forvirret. Hun sagde at hun elskede mig, og at det ikke ville ændre noget for vores forhold. Mine forældre er skilt, men jeg bad min mor om at fortælle min far det. Jeg ved faktisk aldrig om hun har gjort det, men han ved besked hvert fald.
Da jeg lagde røret på, var jeg ved at kaste op af lettelse. Jeg har aldrig følt mig så befriet som jeg gjorde den dag. Jeg græd, rystede, grinte. Hele følelsesregistret kom brusende ind over mig.

Vi snakkede ikke mere om det i den tid. ‘Lasse’ og jeg stoppede med at se hinanden. Jeg var fuldstændig ødelagt og har aldrig haft hjertesorger, som jeg havde dengang. Han var jo min første store kærlighed. Han var ikke klar. Han kunne ikke finde ud af sig selv, og nu var jeg sprunget ud og var mere åben, så han var ret nervøs for at nogen skulle finde ud af det. Han sagde ikke længere hej til mig, når han mødte mig rundt i byen, for tænkt hvis folk spurgte hvor han kendte mig fra. Vi kunne selvfølgelig ikke undvære at være sammen, så vi fortsatte lidt løst og fast, men det ødelagde mig egentligt mere end det gavnede mig.

Endelig var jeg sprunget ud. Jeg begyndte at skabe et netværk i Aalborg hvor jeg kom en del. Hang ud med en del andre homoseksuelle og havde det skide sjovt. Hér hørte jeg til. Jeg elskede det, var meget social og var altid omkring folk. Jeg flyttede til Aalborg i samme periode, og her var jeg 16 år gammel. Startede på handelsskolen, fandt nye kærester og nød livet.
Min mor var dog ikke helt så glad ved situationen. Inden jeg flyttede til Aalborg og blot kom der for at feste, forsøgte hun at forbyde mig at tage hen til mine nye venner. Jeg blev rasende og kunne slet ikke forstå det. Efterfølgende har jeg så forstået at hun var usikker. Usikker på hvem mine venner var, og hvad de mon gjorde ved mig og var for nogen. Generel usikkerhed. Men da jeg flyttede dertil, kunne hun ikke rigtigt gøre andet. Hun mødte ikke mine venner og folk jeg kom sammen med.

På nær én dag. Jeg havde fundet en kæreste. Jeg var 18 år. Han var på daværende tidspunkt i medierne, og i forbindelse med hans arbejde, var vi i Hjørring, hvor min familie boede. Pludselig backstage kunne jeg se min mor. Jeg benyttede chancen. Nu skulle det være. Jeg skyndte mig hen til hende, og sagde at jeg havde en hun skulle møde. Det var første gang hun mødte en kæreste. Lige siden, har der aldrig været problemer. Jeg har været i to lange forhold de sidste 7 år, og hun har begge gange taget imod min kæreste med åbne arme. Det samme har min far, bedsteforældre og søskende. Der har aldrig været problemer af nogen art, og efter er par år, vidste hele familien besked. Det har dog aldrig rigtigt været noget vi har snakket om, og i begyndelse omtalte mine bedsteforældre mine kæreste som min ven. Små detaljer som jeg overhovedet ikke tænkte mere over – for de skulle jo også have tid til at vænne sig til tanken.

I dag er jeg voksen. Snart 26 år. Har et liv jeg elsker. Bosat i udlandet, har de absolut bedste venner man kunne ønske sig, verdens dejligste kæreste som jeg er stormende forelsket i, har tusinde planer for fremtiden sammen med ham, og er generelt lykkelig. Min familie accepterer mig som jeg er, og vi taler åbent om mit liv og hvad jeg oplever. De har mødt flere af mine venner, og selvfølgelig min kæreste. Jeg kunne ikke bede om andet.

Hvad er mit råd så til dig som stadig ikke er ude af skabet?
Accepter dig selv før du overhovedet tænker på at springe ud. Du hverken kan eller skal gøre det ordentligt, hvis du ikke har accepteret dig selv 100%. Du springer jo ud for din egen skyld, og ikke for nogen andens. Så det er helt klart første skridt. For mig var det også det hårdeste. Det gode ved dagens Danmark, er at der findes utallige medier man kan bruge til at kontakte andre, som er i samme båd. Skriv med folk. Vær social online. På den måde bliver du mere og mere sikker på dig selv, og når du en dag er klar – mød en af dine onlinevenner. Ikke for sex. Men som venner. Så får du en følelse af at det er helt normalt. Det virkede for mig hvert fald. Når du så endelig er 100% sikker på dig selv, skal du bare gøre det. Start måske med enkelte venner, en søster eller en person er dig nært. Du behøver ikke starte med forældrene. Små skridt af gangen. På den måde har du flere til at bakke dig op, når du tager det sidste skridt. Der er ingen forkert eller rigtig måde at springe ud på. Mange skriver et langt brev for at sætte ord på følelserne, andre ringer som mig, nogen fortæller det ansigt til ansigt eller noget helt fjerde. Du skal gøre det på din måde. Hvad der føles godt for dig.
Husk på 99,9% af alle forældre vil elske deres børn ubetinget uanset hvad. Mange bliver endda nysgerrige på, hvad det er for en verden du nu skal begive dig ud i. Tal sammen. Fortæl om dit liv og dine tanker. Det hjælper. Når først du har fået det fortalt, vil du føle en lettelse som du aldrig ville kunne beskrive med ord. Det er det hele værd. Hvis dine venner er rigtige venner, så bakker de dig op og accepterer dig for den du er. For du er jo ikke nogen anden bare fordi du fortæller dem at du er homoseksuel. Du er jo den selv samme person som altid. Held og lykke!

Mikkel Rasmussen