Jeg er ikke den eneste…

Nå, men altså. Hvad er der egentlig snart at fortælle? Jeg er sprunget ud online igennem min blog. Jeg har brugt jer som støtte. Jeg har vist jer beskeden til min mor, som jeg skrev, da jeg sprang ud. Min mor har fortalt sin historie. Jeg har fortalt om alt, hvad jeg føler jeg kan give af mig selv omkring min seksualitet. Min seksualitet er en åben bog herinde, og jeg har det så cool med det. Jeg har jo selv skrevet ordene, og jeg ville sådan ønske, at der var sider, som jeg ikke havde skrevet endnu, men jeg føler ikke, jeg kan give flere historier af mig selv uden at skulle gå i ring.

Derfor har jeg – for jeg er jo ikke den eneste – taget fat i en masse bekendte, som med tiden vil fortælle deres historie; deres spring-ud historie. Det bliver følelsesladet. I kommer til at sidde grine, smile og blive glade på andres vegne. I vil måske få mavepustere, få tårer der presser på og føle medlidenhed. Nogen af jer homoseksuelle, der læser med, vil formentlig kunne nikke genkende til mange ting; både de af jer, som er sprunget ud – og som ikke er.

Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere jer for en række af mine venner og bekendte, som gerne vil krænge hele sit hjerte ud offentligt for jer og fortælle jer deres historie uden filter. Allerede i morgen kommer første historie; jeg kan næsten ikke vente!

Håber I vil tage godt imod de mange rørende historier :)