Huerne bliver sat på mange hoveder i disse dage. Både de røde og blå i alverdens afskygninger. L
Se næste indlæg >
Mikkel – uden filter: Her er min historie!
Mikkel, 19 år
Min historie har taget mange drejninger gennem tiden. Flere drej end regnet med, og mange andre ruter end hvad jeg havde sat mig for. Jeg har stået ved skilleveje mange gange, valgt den forkerte sti endnu flere gange. Men altid kæmpet for at bevare mig selv og stå ved hvem jeg er, selvom det ikke altid har været lige nemt.
Man kan vel godt finde spor af min seksualitet helt tilbage til børnehavestadiet. Jeg har altid været en glad, men stille dreng. Jeg har aldrig fundet det interessant at indordne mig efter de kvoter samfundet havde bygget op for mig. Mens de andre drenge gjorde præcis som en dreng i børnehave skulle gøre, lege med Actionman, slås med rollespilssværd og spise ulækre ting og drille pigerne. Så var jeg ham der hellere ville bygge et sandslot end at trampe det ned, ham der hellere ville bruge 3 timer på at tegne. Ham der gik i kjoler fra ”klædudtøjskassen”, og ham der ville være mor, når vi legede ”far, mor og børn”.
Psykologisk set er der sikkert nogle sammenhænge, som kan have forklaret mine små tendenser, som kunne hæftes med en seksuel orientering, jeg på daværende tidspunkt ikke vidste eksisterede. Men personligt bemærkede jeg det først i starten af puberteten.
Jeg voksede op i Måløv, lidt vest for København. Jeg gik i den eneste lokale folkeskole og havde, som mange, en relativt neutral skolegang der. Men én ting var sikkert. Jeg følte ikke jeg hørte til. Jeg følte ikke jeg passede ind. Klassen var opdelt i mindre grupper. Nogle af dem var jeg ikke velkomne i, andre af dem ønskede jeg ikke selv at være en del af. Man kan sige jeg rendte lidt rundt i en konstant søgen efter at blive accepteret og inddraget i andres verden. Jeg passede ikke ind. Folk var for ens, og jeg kunne ikke relatere til deres måde at være på. Det var en ting jeg hurtigt lærte at tolke på. Jeg accepterede at jeg var anderledes, og begyndte at danne min egen identitet ubevist. Jeg fortsatte min dagligdag i min egen verden. Der var mange fra skolen der kærestede rundt. Selvfølgelig også mig selv inkluderet. Jeg føler ikke at vi kærestede rundt fordi nogen af os vidste hvordan det fungerede. Men mere fordi vi gerne ville prøve at gøre ligesom ens forældre og ældre søskende. De har en kæreste, de kysser hinanden på munden, de holder om hinanden og siger at de holder af hinanden. Helt uden at sige ‘ad’! Jeg forbandt altid kærlighed med et makkerskab mellem to personer, som var hinandens bedre halvdel. Et makkerskab som var bygget på holde makkerens humør i top. Det virkede udadtil meget simpelt. Jeg har stået længe og betragtet min storebror og hans kæreste. Hvordan de netop løftede hinandens humør op. Hvordan de konstant smilede til hinanden og nød at sidde og flette fingre og sige ting, kun de to kunne høre. Jeg husker selv, hvordan jeg kærestede rundt med flere piger på min skole. Men selvom jeg nød mine ”kærester”, så forbandt jeg aldrig et forhold, eller det at have en kæreste, med et specifikt køn. Det var for mig ligegyldigt, om det var en dreng eller en pige. Så længe vi kunne løfte hinandens humør op, var kønnet for mig slet ikke noget jeg overvejede.
I 2007 flytter jeg, med mine forældre, længere vest på. Det var lige inden krisen for alvor slog til, og mine forældre troede derfor at, det at købe et dyrt hus var den ideelle ide. Jeg begyndte i 5. klasse på en skole lige ved siden af, hvor vi boede, og jeg glædede mig til en ny start, med nye mennesker, nye chancer og nye muligheder. Der var her jeg for alvor blev isoleret. Jeg kom ind i en klasse som jo allerede var meget opdelt og meget grupperet. Der blev ikke taget hånd om os, hvilket betød at det var den, der kunne råbe højest, der fik ordet. Den mest dominerende var personen, der havde mindst respekt overfor andre og specielt overfor læreren, men samtidig også personen med mest magt. Det smittede meget af på os andre, vi var ærligt talt en forfærdelig klasse. Jeg kom dertil som værende ”ham den nye”. Jeg var både ny, og anderledes. Derfor var jeg også et let offer. Det var en rigtig ubehagelig tid for mig.Jeg var ufrivilligt den ideelle boksepude. Der var et voldsomt tegn på dominans blandt drengene fra klassen. Drengene var oftest udelukkende ude efter at vise, hvem af dem der var stærkest, vildest eller noget helt tredje (intet nyt siden børnehaven). De skulle alle helst have det samme tøj på og skulle alle helst have de samme interesser. Det virkede så intetsigende og kedeligt. Jeg ville hellere tegne, jeg ville hellere gå i grønne bukser og mors hjemmelavede kasket. Jeg ville hellere bare være mig selv. Jeg prøvede at være som de fleste andre. At være en del af gruppen, men kunne ikke finde ro i en rolle, som de andre ønskede jeg spillede. Jeg kunne ikke finde mig selv og det betød så, at der var masser af ting at pege fingre af. Det er svært at tænke tilbage på den tid fordi jeg har så få positive minder derfra. 5. – 6. klasse kan jeg stort set ikke huske. Det er fortrængt fordi det er fyldt med så meget ligegyldighed og had til ham ”den nye dreng”.
Selve min ”spring ud” historie startede ret tidligt da jeg i en alder af 11-12 år begynder at se porno. Ser jeg tilbage på dengang var det skræmmende at tænke på hvor let det var for en lille dreng at rode sig ud i den slags. Jeg så ikke de her ting fordi jeg fandt det frækt, men fordi jeg fik et kick af at se de her billeder og videoer, fordi det var forbudt. Det var ikke frækt. Det var spændende. Det var dragende og man blev afhængig. Jeg fik et kick af at ikke at blive opdaget. Jeg gik ubevist efter den form for porno som var, for mig, det mest forbudte at se. Nemlig sex mellem mænd. Det tog flere år før det for alvor gik op for mig hvad det var jeg havde gang i, og at sex mellem mænd var en normal ting, og at der fandtes mænd i den virkelig verden som var tiltrukket til andre mænd, også udenfor pornoen.
Da jeg er 14 bliver jeg introduceret til den lokale ungdomskolde, deres hjemmeside og deres brevkasse, som indeholdt vejledning og hjælp til alle former for problemer unge gik igennem. Derfra fandt jeg adgang til ”sexlininien.dk” og derfra tog det for alvor fart. Det var her jeg for første gang læste hvad ”homoseksualitet” betød. Det gik op for mig at den porno jeg af og til så, var baseret på homoseksualitet, og det kick jeg førhen fik for at blive opdaget, blev gradvist mere en indvendig følelse af seksuel ophidselse og tiltrækning til hvad disse videoer kastede op på skærmen. Jeg begyndte at opfatte hvad det var jeg havde gang i. Det endte op i at jeg blev i tvivl om min egen seksualitet. Jeg slukkede computeren, stillede mig op foran spejlet, så mig selv i øjnene og spurgte direkte: ”Mikkel, er du til drenge?”.
De første mange gange blev jeg hårdt ramt af en følelse af angst, svedeture, kvalme og så kunne jeg ligge der på sengen og råbe ”NEJ NEJ NEJ!” ned i puden, så mine forældre ikke hørte mig. Men jeg blev ved med at vågne op fra en trance og opdage, at jeg igen sad og så på de her videoer. Jeg gentog min lille ordveksling med mig selv foran spejlet og fik samme resultat. Jeg blev enig med mig selv om at det skulle høre op, og at jeg skulle tage mig sammen og ”få mig et liv”. Men episoden gentog sig mange gange, og gradvist blev min reaktion mildere og mildere. Efter et lille halvt år stod jeg tilbage med en tom fornemmelse i maven og et ubesvaret spørgsmål som jeg, uden det mindste tegn på usikkerhed, åbenhjertet kunne sige ja til. Det begyndte stille og roligt at blive en realitet for mig, og fordi jeg netop ikke kendte nogen, eller havde nogen at kunne snakke med det om, valgte jeg at læse sexlinjen, tynd for emner omkring seksualitet, følelser, og personlig udvikling. Jeg fandt links til andre sider mere specificeret for homoseksuelle, links til datingsider, events, parader vice versa. Jeg læste en masse noveller og som her, personlige fortællinger fra andre homoseksuelle, om hvordan det var at være homoseksuel i det senmoderne samfund.
Jeg blev bange. Jeg blev oprigtigt bange og følte en ubehag ved tanken om at en af de helt store fællesnævnere ved netop at være ung homoseksuel, var at rigtig mange havde følt sig ekstremt alene med denne erfaring. At mange af historierne omhandlede det at være alene med tanken om ikke at have nogen steder at gå hen med den. At de gemte på deres seksualitet og hvor ubehageligt det var for dem. Derfor besluttede jeg mig for at det ikke skulle ske for mig. Jeg ville springe ud for mine venner og familie hurtigt, så jeg netop endte ud i at sidde inde med en følelse af at være alene og ensom, så kort tid som muligt.
Så det var hvad jeg gjorde. Jeg gik en tur med min daværende bedste ven, lad os kalde ham Kevin, og fortalte ham om min situation. Kevin er nok en af de mest heteroseksuelle mennesker jeg kender. Han gjorde netop alt for at passe ind, gå i det samme tøj, være dominerende, flabet og stille i klassen, sammen med de andre drenge. Men sammen med mig var han en helt anden. Han var en social kamæleon. En person i klassen, en person med sine forældre, og en 3. person sammen med mig. Hvor han følte sig mest hjemme, fandt jeg aldrig rigtig ud af, men han var en af de eneste nære venner jeg havde på daværende tidspunkt, og derfor var det også ham der skulle have det af vide først. Det tog mig lang tid, og det var en kæmpe udfordring at få det sagt til en anden person. Jeg rystede, svedte og var pisse bange for hans reaktion, og for hvordan jeg selv ville tage det. Efter et stykke tid fik jeg fik det fremstammet. Det var så grænseoverskridende at sige, og han forstod det slet ikke til at starte med. Han var overbevist om at jeg jokede, og hans reaktion var langt fra hvad jeg havde håbet på. Men i det moment var jeg helt ligeglad. Jeg blev så ovenud lykkelig. Jeg fik det sagt, og det føltes så rigtigt. Jeg blev let, jeg fik det fantastisk og jeg kunne ikke lade være med at grine og smile. Det kunne Kevin sjovt nok heller ikke. Vi gik bare og grinte sammen. Det var en meget voldsom reaktion fra min side af. Men det føltes så rart at få det sagt. Jeg gik hjem med den overbevisning at det var helt rigtigt for mig at få det sagt, og nu kunne det kun gå for langsomt. Jeg blev enig med mig selv om, at hvis det var sådan det føltes ikke at lyve overfor sig selv, så var der slet ingen grund til at holde det inde.
Dagen efter ville jeg sige det til mine forældre. Jeg vidste med mig selv, at resultatet ville ende ud i samme personlige følelse, så lige meget hvad, så var det ikke et problem for mig at få det sagt. Det var en stor løgn. Det var mindst lige så svært for mig at få det sagt til mine forældre. Jeg havde det endnu værre end lige inden, jeg sagde det til Kevin. Men fik det dog alligevel fremstammet. ”Sådan Mikkel, du fik det sagt! Du er helt fri nu! Intet kan stoppe dig, du får den rare følelse tilbage i kroppen igen, som du gjorde dagen før!…ikke?” Tænkte jeg til mig selv efter jeg fik det sagt til mine forældre. Problemet var bare, at den rare følelse ikke dukkede op igen. Jeg følte ingenting. Jeg følte at jeg stod på det absolutte nulpunkt mellem noget der var rart, og noget der var ubehageligt. Men denne gang var det også meget mine forældres reaktion der påvirkede. Min far var glad for, at jeg sagde det, og at det ikke ændrede sit syn på mig. Men min mor sagde indirekte til mig, at det var en fase. Hun forstod det ikke, og det var det, der gjorde at mit følelsesmæssige nulpunkt, endte over i en overvægt af ubehag. Jeg bebrejder hende ikke den dag i dag. Jeg var 14. Jeg var meget ung, og det er jo ikke unormalt at være i tvivl om sine seksuelle præferencer, når man er der i starten af sin pubertet. Jeg gik op på mit værelse med en følelse af, at jeg havde skuffet mine forældre. Det var meget ubehageligt at tænke på. Og slet ikke noget jeg havde overvejet. Jeg så dengang det at springe ud som det at stå i vinduet på 1. sal. Bag én står huset i flammer, og jeg ville ikke tilbage ind i det hus, jeg ville ikke tilbage til min fortid, hvor jeg stadig rendte rundt i skabet. Jeg ville videre og mine forældre var dem, der skulle gribe mig, når jeg nu sprang i sikkerhed. Jeg forventede lidt at de stod klar med armene åbne og tog imod mig, når jeg sprang. Men min forventning var ikke helt det jeg fik. Vi snakkede ikke om min seksualitet i lang tid derefter. De spurgte af og til ind til, om min veninde var en kæreste, eller om jeg var seksuelt aktiv. Den slags spørgsmål man bliver stillet når man ikke selv kommer med nogle facts.
Stille og roligt blev jeg mere og mere åben omkring min seksualitet overfor min omgangskreds og mine venner. Der var ikke nogen der tog det ilde op. De var alle støttende omkring det og gjorde ikke noget ud af det. Præcis som jeg helst ville have det. Havde jeg vidst hvordan mine forældre havde reageret, og havde jeg vist hvordan jeg selv havde det med den reaktion, havde jeg gjort anderledes. Jeg var alt i alt ikke klar på at springe ud. Det var ikke noget jeg reelt havde et behov for at gøre, mere en angst for ikke at gøre det. Jeg følte, jeg pressede mig selv til at sige de her ting, selvom jeg ikke havde nået at tænke det igennem selv. Jeg tolkede udelukkende på hvad andre havde skrevet om i artikler, noveller, statistikker etc. og fandt frem til at det bedste jeg kunne gøre, var at få det sagt. Selvom det er en del år siden, så har jeg ikke ændret mening. Giver mine forældre ret ved det faktum, at det godt kunne have været en fase, og at jeg måske bare var forvirret. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke var forvirret, og vidste også dengang at det ikke var en fase. Men jeg var stadig purung, og uerfaren.
Min mor var som sagt meget tavs omkring emnet. Det var først 3 år efter det rigtigt gik op for hende. Jeg havde heller ikke gjort noget for at minde hende om det. Vi undgik egentlig bare emnet. I dag er min mor og jeg tættere end nogensinde. Vi snakker om det, når det helt naturligt bliver en del af samtalen.
Tror min slutning på min egen historie må være, at seksualitet er noget du selv finder frem til. Det er ikke hvad der er årsag til en erektion, men hvad du selv føler psykisk tiltrukket af. Er man i tvivl så giv det lidt tid. Men mærk efter og tag dig den tid, det tager. Du skal ikke gøre dette for andre end dig selv. For nogle kræver det meget tid og megen eksperimentering, for andre kræver det en samtale med spejlet. Men forhastede konklusioner er det dummeste man kan gøre for sig selv, når det omhandler seksualitet, og sex generelt.
Mikkel.
Ingen kommentarer endnu...