Nok om ‘superstudenter’. Hvad med dem, der knap bestod?

Huerne bliver sat på mange hoveder i disse dage. Både de røde og blå i alverdens afskygninger. Lige siden dag ét, hvor studenter udklækkede i år, har jeg hver dag set artikler fra diverse nyhedsmedier, der hylder de mange såkaldte ‘superstudenter’. Hvornår man helt præcist er superstudent, findes der vist ingen direkte definition på, men fællesnævneren er, at de alle har klaret det med bravour, u.g. med slange og hvad man ellers siger om den slags præstationer. Vi hører om gennemsnit, der springer skalaen, om rene 12-taller og dem, der ærger sig over de enkelte 10-taller. Men hvor er alle artiklerne om de studenter, der knap nok nåede over målstregen?

Da jeg blev HHX-student for 2 år siden, kom jeg ud med et gennemsnit på ca. 10. Det var jeg naturligvis stolt af. Jeg synes, det var flot klaret af mig – dog velvidende om, at jeg sagtens kunne have gjort mere. Men jeg var tilfreds, og det var trods alt det vigtigste. Jeg har dog heller ikke haft særlig svært ved skolen; det har faldet mig naturligt ind, og jeg har syntes, at det var sjovt at gå i skole.

Med mit gennemsnit på ca. 10 i gymnasiet kan jeg formentlig ikke kaldes for en superstudent. Og det har jeg det helt fint med. Mit snit lå omkring midt imellem af de såkaldte superstudenter og 4-tallerne, som vi – åbenbart – ikke snakker om. Så jeg er hverken eller, hvorfor jeg heller ikke synes, at jeg har et farvet syn på hele denne debat om superstudenterne. Superstudenterne er en god historie, det skal der ikke herske nogen tvivl om, og jeg tager også hatten af for dem alle – det gør jeg virkelig. Men jeg synes, det er ærgerligt, at vi glemmer at hylde dem, som bestod med sved på panden, som var faldet mange gange inden målstregen. Dem der blev trampet ned bagfra, tog 1 skridt tilbage og så 2 frem. Dem der hele tiden har måtte kæmpe bare for at kunne følge med. Hvis jeg skal være helt ærlig – og det er jeg jo herinde på bloggen – så synes jeg faktisk, at det er flottere klaret af dem, som har kæmpet som arbejdsheste i tre lange år bare for at bestå, end dem der har høvlet det ene 12-tal efter det andet af.

Jeg er også godt klar over, at nogen af de personer, som ligger i den lavere ende i forhold til gennemsnittet, ikke selv har kæmpet nok. Der er nogen på alle gymnasier, der har en ‘alt over 02 er spildt arbejde’-attitude, og det synes jeg heller ikke skal honoreres på samme måde. For dem har det handlet om bare at komme videre i livet, og det synes jeg egentlig også er fair nok. Det er trods alt ens eget valg. Men dem der virkelig har kæmpet og prustet for at få de skide 4-taller. Dem der havde en hel lykkerus, når der stod 7 på karakterbladet, dem tager jeg sgu hatten af for! De fortjener en klapsalve. De fortjener at blive anerkendt for deres meget hårde arbejde, og det synes jeg desværre ikke de bliver i en stor nok grad.

Det ligger mig ‘tæt på livet’ det her med karakterer, at bestå eller ikke bestå, da min søster og jeg er diametrale modsætningen af hinanden, når det kommer til skole. For mig var alt i skolen naturligt. Jeg havde det nemt, det var en leg, og jeg blev skuffet, hvis jeg fik under 10. Det gjorde jeg virkelig. Et 12-tal for mig var ikke længere noget særligt, for der var gået inflation i dem. Og det er ikke for at skulle lyde højrøvet eller arrogant, men for at sætte tingene lidt i perspektiv. Min søster derimod har kæmpet en brag kamp. Det har været en opgave uden lige for hende bare at kunne følge med i nogle fag. Men første gang hun fik et 12-tal, der strålede hun mere, end jeg nogensinde har gjort i hele min skoletid. Det var kæmpestort for hende, at hun blev anerkendt for sit arbejde, og fik følelsen af, at hun godt kan. Og dén anerkendelse ville jeg ønske, at vi var bedre til at give til de mange nyudklækkede studenter (og nuværende studerende), som ikke springer skalaerne med de rene 12-taller eller har det nemt.

Om jeg er misundelig på superstudenterne og ikke anerkender deres arbejde? Jeg er slet ikke misundelig og jeg anerkender i den grad deres arbejde. Jeg kunne måske godt selv have været en ‘af dem’, hvis jeg havde givet den en ekstra skalle i gymnasiet, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg ikke gjorde det. Det havde ikke gjort mig hverken gladere eller givet mig muligheder i forhold til mine ambitioner, som jeg ikke har allerede nu ‘kun’ med 10 i gennemsnit. Og jeg siger heller ikke, at de er kommet sovende til det. Der er ingen, der kommer sovende til eksamensbevis gennemhullet af 12-taller. Det kræver naturligvis også en vis arbejdsmoral for at komme dertil, og alle superstudenter skal være mega stolte over deres arbejde. Men når det så er sagt, så savner jeg opmærksom til dem, der hang i det tyndeste hårstrå og kun lige akkurat ‘made it’ over målstregen.

Er jeg den eneste, der har haft de tanker, eller skal vi rent faktisk blive bedre til at hylde alle studenter i stedet for kun dem med de højeste karakterer?

Herfra skal der lyde et kæmpestort tillykke til alle studenter! :)