Patrick - uden filter: Her er min historie!

Lidt om lykke, ferie, hverdagsglimt og projekt #fagandfit

lykke

Nyder I søndagen? :) Jacob er på arbejde i dag, så jeg har bare brugt dagen hjemme, sovet lidt længe, fanget lidt Pokemons (ja, jeg er også faldet i!) og fået styr på lidt praktiske ting. Det er ved at være lidt tid siden, at jeg har tjekket ind her på bloggen med en lille update på, hvad jeg går og laver. Det er jo ikke fordi, jeg går og laver de helt vilde ting eller i gang med at skabe fred i hele verden, selvom jeg inderligt ville ønske, jeg kunne. Jeg går egentlig bare og nyder hvert et øjeblik. Det er nok en anelse cheasy, men som jeg også har nævnt lidt før, så har jeg fundet en helt anden indre ro hos mig selv, som jeg ikke rigtig har oplevet før, og jeg føler mig så afslappet omkring alting.

I sidste uge gik jeg onsdag eftermiddag på ferie. Ferien startede ud med en tur til Aarhus, hvor vi, Bloggers Delight, inviterede vores jyske bloggere til middag på KöD. Det gik helt fantastisk og var som altid smadderhyggeligt! J var taget hjem til sine forældre, som bor på ‘de kanter’. Han var lidt akavet med det i starten (altså middagen med en masse bloggere), men det virkede til han hyggede sig alligevel :) Og så var det rart for mig at vise, at jeg ikke er den eneste, der billededokumentere alt, haha! Efter middagen var det meningen vi skulle med tog til J’s forældre, men sødeste Camilla Julie kørte os helt til døren, da hun alligevel skulle samme vej. Sådanne mennesker sætter jeg ekstra pris på; dem der lige gør lidt ekstra for dem, de holder af :)

I Jylland var jeg virkelig off. Jeg nød for første gang sådan rigtigt min ferie, og tjekkede ikke rigtig mails eller Facebookgrupper. Det var rart og tiltrængt. Uanset hvor meget man nu end elsker sit job, tror jeg også, det er vigtigt, at man kan koble helt af og lægge ansvaret fra sig. Weekenden gik med en tur i Djurs Sommerland; sindssygt hyggeligt, og mange år siden jeg sidst havde været der, så det var ret sjovt med et lille gensyn, selvom intet så ud, som det plejer. De har godt nok lavet en masse nye spændende ting siden sidst, jeg var der.

Søndag tog vi retur til Sjælland og tog J’s ene søster med i baggagen. Mandag tog vi på Bakken. Her har jeg været en del på det seneste, da jeg har lavet lidt arbejde udenfor bloggen med dem, og så er der jo bare smadderhyggeligt og fint! :)

I onsdags var jeg så afsted på Köd igen – denne gang på Vesterbro i København. Men det er nok ikke gået mange af jer forbi, hvis I følger et par bloggere, hehe. Vi startede med lækker mad og vin, og tog videre til drinks i byen senere på aften. Jeg skulle starte på arbejde igen i torsdags, så jeg havde besluttet mig for ikke rigtig at drikke, så jeg kunne være frisk. Men det skulle vise sig at blive én stor, fed løgn, haha! Føj, jeg blev fuld. Jeg var dog (heldigvis) tidligt hjemme.

Sådan en uges ferie har sat træningen ned; og jeg begyndte at savne at komme af sted igen – dog ikke med dårlig samvittighed. Jeg har ikke omtalt det så forfærdelig tit herinde, men jeg har tabt over 20 kg henover nogle år, og har de sidste kilo, jeg gerne vil smide, så jeg er helt tilfreds med, hvad jeg ser spejlet. Jeg har nærmest været febrilsk i nogle perioder efter at tabe det sidste, og det er jo dumt; for det går det altså ikke væk af. Jeg kunne vælge at tage en kold tyrker de næste par måneder og gå all in med træning og kost, men jeg må indrømme, at sådan er jeg ikke. Jeg vil meget hellere have et afslappet og balanceret forhold til min træning og kost – og vægt for den sags skyld. Jeg skal træne, når jeg har lyst og føler for det, og det skal aldrig blive en sur pligt for mig. Jeg skal nok nå i mål – jeg er ganske godt på vej, men jeg vil også have lov at spise et stykke kage, blande slik om fredagen, spise hvidt brød til jeg får ondt i maven og føler mig gravid, og jeg vil også have lov at drikke drinks indimellem uden at skulle få det dårligt over det :) En af mine medbloggere, Mayadroem, har hjulpet mig rigtig meget med alt det her projekt #fagandfit, og selvom at jeg ikke altid har lyttet 100% til hende, så har hun givet mig nogle uvurderlige redskaber til at nå i mål og til at lære min krop bedre at kende. Tak for det, søde mus.

Så ja – det er sådan det står til! Apropos træningen skal jeg af sted igen senere med min veninde Sally – vi har ikke set hinanden i evigheder, så det bliver dejligt med lidt kvalitetstid. Jeg har det rigtig dejligt, og nyder virkelig at livet behandler mig godt. Det er med at nyde det, for med alle de forfærdelige ting, der sket rundt om i verden i disse dage, er det aldrig til at vide, hvornår skuden vender.

Har I det godt?

Psssst. Vinderen af min store beauty giveaway er også fundet. Vinderen blev Simone, som har fået en mail. Stort tillykke og tak til alle, der deltog! 

Ingen kommentarer endnu...

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Patrick - uden filter: Her er min historie!