FAG AND FAB taler ud #2: Kæreste, kirke og krapyler

Tak for jeres kig på mit indlæg i går om at tale Gustav’sk. Dejligt I synes lige så godt om initiativet, som jeg gør :)

Her til aften skal vi snakke lidt om kæreste, kirke og krapyler. For altså, hvad sker der med mit kærlighedsliv, skal jeg overhovedet giftes en dag og er børn noget, jeg gider?
Faktisk tænker jeg, at spørgsmålet omkring kærester får et helt indlæg for sig selv. Så lad os gemme de saftige detaljer til det indlæg ;) Dog kan jeg da fortælle, at jeg ikke har en kæreste for tiden – de hænger ikke på træerne, haha.

I forhold til at blive gift, så er det ikke noget, jeg skal. Det kan man jo undre sig over, når jeg er total forkæmper for ligestilling og også har jublet over homoers ret til at blive gift i Danmark. Årsagen er, at jeg både ser det som et commitment til en anden person, hvilken er rigtig fint, men også som noget religiøst, hvilket jeg er knap så vild med. Jeg er nemlig nok hen af at være ateist. Jeg tror ikke på guder og alt verdens sjove ting. Er sikker på, der er mere mellem himmel og jord, men en såkaldt Gud, Jesus og den slags tror jeg ikke på. Så ingen ring på min finger ;) Det har jeg så fået at vide er egoistisk. Men altså, bare fordi mulighederne er der, er jeg vel ikke tvunget til at tage imod dem.

De der søde krapyler skal jeg heller ingen have af. I hvert fald ikke som det ser ud nu. Man har jo set før, at folk har ændret mening lige pludselig, men som det ser ud nu, så er det altså ikke, hvad jeg hungrer mest efter. Jeg er god til børn (siger folk, haha), men jeg magter dem ikke rigtig i længere tid af gangen, og så vægter jeg bare karriere højere, så de små krapyler må blive i mit næste liv.

Er det egoistisk af mig ikke at tage imod mulighederne?