YOU ARE AN ASSHOLE

Det er ikke en hemmelighed, at jeg er homoseksuel. Gudskelov for det da, for hold kæft, hvor er det en frihed at være sprunget ud. Ej heller er det en hemmelighed, at jeg ikke lægger skjul på min seksualitet. Bemærk dog venligst her, at jeg ikke lægger skjul på min seksualitet og dermed bruger den som en beskrivelse af min identitet – jeg lægger ikke skjul på det, og snakker åbent om det. Men jeg er meget mere end det. Med tiden har I da nok også bemærket, at min seksualitet har været grunden til flere verbale lussinger, og det vil det nok altid have for sådan er det, når der er en del tomhjernede papidioter i dette land. Jeg er dum nok til at give personerne opmærksomhed, når de fyrer en bemærkning af sted – men jeg er samtidig af den overbevisning, at “jeg-lader-som-ingenting”-metoden ikke altid er den mest effektive. Sommetider er det nu meget godt at have sine talegaver i orden og kunne sætte folk på plads.

Så sent som for en time siden fik jeg beskeden “Klamme faggotunge, tag dig lige sammen og få en normal seksualitet”. Meget kan man sige om dén sætning, og de fleste ville nok sidde på mine skuldre og hviske til mig, at jeg skulle ignorere det. Det kan jeg også sagtens – men hvorfor gøre det, hvis jeg kan forsøge at ændre personens tankegang? Selvfølgelig ved jeg da godt, at beskeder som denne, som er totalt ikke-konstruktive og så langt ude på landet, at de bare burde slettes, er overfladiske ord fra en ensom sjæl, der keder sig.

Jeg har dog stadig en masse ting at sige til disse mennesker. Dét at være homoseksuel er ikke længere betegnet som en sygdom, som det var i gamle dage. Jeg er altså ikke psykisk syg af den grund, eller fejler noget andet bare fordi, jeg ikke lige tænder på de samme ting som dig. Man har afsluttet stenalderen for længst, og nu om dage er der skam plads til det, der ikke altid har været det normale. Heldigvis da.
Én ting er at være født som homoseksuel, en helt anden ting er at stå frem. Jeg har pladret om min spring-ud-historie en milliard gange, så det vil jeg ikke gøre det store nummer ud af. Nogen springer ud efter 15 år, nogen efter 18 år, andre efter 25 år, sågar er der nogen, der venter det meste af deres liv på at springe ud, mens nogen aldrig får modet til at springe ud og faktisk lever et falsk liv. Og det forstår jeg fandeme godt! Det er det sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Det er breathtaking at tage springet, og det er en “oplevelse”, man ikke kan sætte sig ind i, før man har prøvet det selv. Så når folk fortæller mig, at de ikke tør springe ud, fordi de er bange for folks reaktioner, så forstår jeg det fandemefløjtende godt, når der er så mange røvhuller rundt omkring, som synes det er så fandens morsomt at gøre grin med os.

Nogen vil måske sidde nu og krybe tæer, bide tænderne sammen og tænke, at jeg bare skal holde min kæft og lade være med hykle så meget over det. Men tænk lige over, hvordan du ville have det, hvis du hver dag reelt set skulle kæmpe for mere retfærdighed, hvis du skulle lægge øre til diverse skældsord, verbale – og til tider personlige – lussinger, frygten for at springe ud, frygten for accept, frygten for at dine egne venner og familie – de eneste, som virkelig elsker dig – ikke kan lide dig længere, og du til sidst står alene, de mange blikke, og ikke mindst de ufattelig mange ufrivillige fordomme. Det er bare nogle af de ting, som man går med før og efter, man er kommet ud af Narnia-skabet. Tænk på hvis det var dig? For når man så sender en besked i hovedet på mig med et verbal cirkelspark uden grund, så tænk lige over en ekstra gang; hvem er det egentlig, der burde tage sig sammen? Dig eller mig?