Yesterday, today and …

… det virkelig komiske øjeblik, hvor du smiler til to hatere i bussen, der sidder og sviner dig til, og som faktisk ikke anede, at jeg også sad i bussen.

Gårdagens monster freaking enorme travle dag
I går havde jeg en virkelig travl dag, som I nok kan forstå på det hele, og fuck hvor jeg hader sådanne dage, hvor der ikke lige er 5 minutter til hyggesnak eller noget som helst. Altså jeg vil gerne have noget at lave, men gider da heller ikke stresse – som jeg gjorde i går! Jeg var, sjovt nok, i skole.. Surprise for det – det var da i hvert fald en sindssyg lang dag, hvor jeg først slap fra de hvide, firkantede klasselokaler 15:20 – sharp! Derefter skulle jeg på stationen, eftersom at jeg skulle hjem.. Eller det vil sige, at jeg bare skulle hjem, stikke hovedet ind af døren også af sted igen med lynets hast! Tilbage til stationen – jeg stod der i min megakoger og frustration over at jeg var så stresset. Om det så var skæbnen eller rent tilfældigt, vælger at tro på sidstnævnte, eftersom at kære DSB for det meste aldrig kører til tiden, så kørte mit tog først fem minutter senere end det skulle.. Og ja – de fem minutter var gyldne for mig i går!
Jeg kom så omsider hjem og stak hovedet ind af døren for at hente min arbejdstrøje og var på arbejdet inden man kunne nå at sige farvel til mig – eller, vent. Ikke helt måske, men det gik i hvert fald stærkt!

En stresset dag som med tiden blev mere stressende. Skæbnen eller mit held gjorde dog at dagen afsluttede mindre stressende – eller det troede jeg. Men i al fald kom der en læser op på mit job og sagde til mig, at hun synes min blog var megafed. Jihau, julelys i mine øjne og det største smil blev sendt fra mig af til dig min kære læser (Kunne være topnice, hvis du kommenterede dette indlæg)..

Timerne på jobbet gik og stressen havde lagt sig. Vi fik lukket af og jeg var på vej hjem, da jeg pludselig kom i tanke om at min superdejlige bus/tog-altmuligt-kort lå inde på tanken, og jeg skulle uheldigvis bruge det morgenen efter. Mig tilbage og hente det forbandede kort også ellers på hovedet i seng, da jeg endelig kom hjem

 

I dag har til gengæld været ganske morsom og på ingen måder stressende
Kender I det, når I sidder i bussen i sin egen lille verden og høre nogle tale svagt. Man ligger ikke rigtig mærke til, hvad folk siger, for det vedkommer sikkert en af alligevel, og så gider man sgu ikke rigtig lytte? Jeg gør i hvert fald. I dag på vej hjem i bussen fra skole, som desuden stank langt væk af.. ja, jeg ved ikke hvad – men i hvert fald klamt!, sad der to yderst velbegavede unge herre (ironisk). Men de hersens fyre sidder så og begynder at snakke om blogs, hvor mine lyttelapper automatisk folder sig ud for at lytte efter. Jeg hører så, at de begynder at snakke om en vis Hr. Ishøj, som skulle have en blog, “hvor han skriver om sit liv som psykisk syg”. Jeg sidder bagerst i bussen og bare tænker what the fuck? Men pyt, jeg ville høre mere! Den anden meget begavede fyre svarer så, at “ja, at være homo-fagg (noget i den stil) er fandma’ det samme som at være skingrende sindssyg”. Well, jeg sad bare og hyggede mig nede i bussen med lidt Medina i det andet øre. De snakkede videre om, at de havde set mig i Holbæk, jeg var klam.. Ja, so on! Lige pludselig vender den ene af disse fyre sig, kigger sig over skulderen og får øjenkontakt med ham. Og hvad gør jeg? Jo, jeg smiler bare til ham som om ingenting er sket. Sådan et af de rigtig store og (en lille smule) falske smil. Haha – hans ansigtsudtryk made my day!!

Nå ja – drengene steg forresten af ved nærmeste stoppested. Held eller skæbnen? Haha..

 

Jeg håber, I har det fantastisk allesammen. I øjeblikket har jeg mega optur på, og jeg håber I har det samme! (Pssst. Husk at følg med på min facebookside (klik her) og på instagram – @danielishojdk)