What if?

Sidst på denne måned er det et år siden, at jeg for første gang følte at jeg var mig selv, og at jeg var blevet hel. Det var nemlig på dette tidspunkt sidste år, at jeg sprang ud for min familie. Og jeg husker det som var det i går; jeg var alene hjemme. Utallige af gange havde jeg prøvet at fortælle specielt min mor, hvem hendes søn faktisk var. Men det var umuligt for mig at få ordene ud af munden. Der var gået mange søvnløse nætter og triste stunder før jeg for alvor fik taget mig sammen til at skrive sms’en som fuldendte mig og gjorde at jeg følte mig hel indeni.
Jeg kan huske at jeg brød sammen, græd som næsten aldrig før da jeg sendte beskeden afsted til min mor. Jeg vidste jo godt at, hun ville acceptere mig, men alligevel var jeg fandens nervøs for hendes reaktion. Jeg glemmer ikke minutter bagefter – de føltes som hundrede år.. Men efter lidt over en halv times tid, fik jeg sms fra mor. Hun accepterede mig, og var stolt af mig, som jeg er. Det lettede!

Her sidder jeg så i dag, et år efter. Mange ting er sket, mange mennesker er kommet, og et par stykker er gået. Det har kostet mig blod, sved og tåre at nå dertil, hvor jeg er i dag, og ikke mindst at fuldende mig selv.
I dag er det faktisk præcis 5 måneder siden, at jeg startede med at blogge, og hold nu fast, hvor er det bare gået stærkt! Der er sket så mange fantastiske ting siden. Jeg er glad – jeg er lykkelig!