Vi ses på Paradise Hotel

Sådan kunne overskriften i hvert fald komme til at lyde en dag. På nuværende tidspunkt gør den ikke, da jeg er i fuld sving med min uddannelse. Men hvem ved? Efter 3.g tager jeg et sabbatår, som muligvis kunne bruges på sjov og spas… i et andet land?

Uanset hvad mine fremtidige valg kommer til at lyde, så vil jeg blot komme med mine overvejelser omkring dét at deltage i et realityprogram i Danmark, men også om jeg selv har planer om det – for det er rent faktisk noget, som har været sindssyg efterspurgt af mange af mine læsere. Så nu får I, hvad I beder om!

Jeg har lige siden vi fik alle de fancy kanaler – altså alle kanaler udover DR, TV2 og de mange kanaler med ren flimmer – siddet klistret til skærmen hver evig eneste aften fra mandag til torsdag og set Paradise Hotel. Jeg har siddet klistret til skærmen og set hver eneste afsnit af Familien fra Bryggen, Sommer i Sunny Beach, Divaer i Junglen, Fristet, Big Brother (dog ikke hele tiden), For Lækker Til Love og hvad der nu ellers ikke er af realityprogrammer. Jeg er en sand realityfreak – måske en realitynørd? I don’t care. Det underholder mig!

Hvorfor jeg ser reality er et spørgsmål, jeg har fået mange gange, men som jeg aldrig helt har kunne svare hundrede procent på, og nok heller ikke kommer til. Jeg tror faktisk bare, det er en blanding af en masse forskellige ting; underholdning, folk der dummer sig, spændingen – alt. Nogen siger, at folk der ser reality er folk, der har brug for at se andre dumme sig og være ynkelige for selv at få det bedre. Det er jeg stærkt uenig i! Jeg har det helt fint med mig selv, og jeg har intet behov overhovedet for at se andre dumme sig, før jeg kan more mig. Derudover er det heller ikke kun dumme og ynkelige folk, som stiller op i realityprogrammer. Selvfølgelig er der nogen hist og her som er definitionen af dum og ynkelig – nævner ingen navne, så det vil jeg lade være op til jer at vurdere, hvem er – men det er langt fra alle som er det.

Vil I nogensinde kunne se mig på skærmen?
Svaret er ret kort og præcist – ja. Hvis jeg selvfølgelig kommer igennem castings og alt det der, men hvis jeg selv kunne vælge om, jeg skulle med i et realityprogram, så er svaret klart og sikkert ja. Jeg har som sagt altid haft en helt speciel kærlighed til realityprogrammer, og jeg synes det er ufattelig underholdende. Jeg tror måske også, at det er derfor, jeg selv gerne kunne tænke mig at være med i et en dag, når alderen er til det (Mor – hvorfor tænkte du ikke på mig noget før?), og når muligheden byder sig.
Jeg er også ret sikker på, hvad jeg kunne tænke mig at deltage i, og hvad jeg ikke kunne. Jeg synes Paradise Hotel er det bedste og mest underholdende realityprogram, man kan se, men umiddelbart vil jeg ikke selv stille op i netop dét program. Muligheden er der selvfølgelig, men på nuværende tidspunkt er det bare ikke mig. Jeg vil hellere noget andet end hvor man skal ligge vil poolen og få det hele til at se luksus ud – jeg er udemærket klar over, at det ikke er lutter og lagkage at være på Paradise. Jeg har hørt fra mange tidligere deltagere, at det er et sindssygt hårdt spil psykisk.

Der er dog tre andre programmer, som klart kunne være lige noget for mig! Fristet, Divaer i Junglen og Big Brother. Alle programmer er nogen, jeg godt kunne tænke mig at medvirke i for at prøve nogle grænser af. Divaer i Junglen er måske ikke det mest grænseoverskridende program udad til, men når først man er i junglen, tror jeg det er en helt anden snak. Jeg er overbevist om, at man godt kan blive lidt mentalt idiotisk af at være dernede på grund af omgivelserne og fordi, det typisk er kæmpe personligheder man omgås døgnet rundt. Og så tror jeg bare, at jeg ville passe perfekt ind i et program som Divaer.
Big Brother tror jeg bare ville være fucking sjovt på en eller anden måde – noget hvor man skal afprøve sig selv og sine grænser på måder, som man nok ikke føler særlig grænseoverskridende (okay – gav det mening?)..

Anyway.. Fristet er nok det program, som jeg mest kunne tænke mig at medvirke i. Man kommer til at overskride nogle helt sindssyge grænser og kommer til at opleve de vildeste ting samt skulle være kold og kynisk overfor sine medmennesker for at komme langt. Ikke at jeg siger, jeg ønsker at være kold og kynisk over for dem. Men jeg synes programmet er så langt ude og så langt over mine grænser, at jeg bliver interesseret i at prøve det af.

Hvis jeg nogensinde kommer til at medvirke i et program, og om det bliver med lyserødt pandebånd, kaninkostume eller med en kæmpe nål i låret omgivet af slanger, så er det primært for oplevelsens skyld at jeg ville melde mig. Selvfølgelig trækker pengene også lidt – men chancen for at man vinder er ikke særlig stor, og hvis man så er så heldig, at man hiver alle disse penge med hjem, skal man også lige betale skat af det. Og ja, så er det jo “næsten” lig nul.

Hvad med bagsiden af medaljen?
Dem jeg har snakket med omkring mine overvejelser har ikke ligefrem haft ja-hatten på – men jeg vil ikke holde mig tilbage af den grund. På dét punkt er jeg lidt hardcore og tænker “Mit liv – mine regler”.. Haha – forstå mig ret. For det lød bare så meget ikke mig i mine ører.
Mange har spurgt om jeg har tænkt over konsekvenserne ved at medvirke, og ja – det har jeg. Jeg er udemærket godt klar over, at jobmuligheder kan blive problematiske efter. Jeg er klar over, at jeg vil have en masse som vil sende mig ulækre og hadefulde beskeder. Jeg er klar over, at jeg vil blive udstillet som en idiot på fjernsyn, fordi det er sjovere for den pågældende kanal at udstille mig som dum og naiv. Det er jeg fuldt ud indstillet på. Men sådan er det med alle ting i livet; handlinger har konsekvenser. Og spørgsmålet er om man kan leve med konsekvenserne?

For mig er dét med jobmulighederne egentlig lidt ligegyldigt, da jeg har planer om at blive selvstændig. Og hvis jeg nu skulle arbejde for en anden, hvilket ikke passer mig – men kan blive nødvendigt – så tror jeg nu at ens talegaver har en stor ting at sige i forhold til om, man kan blive ansat eller ej. Det rør mig også en høstblomst at ikke alle vil bryde sig om dét, jeg vil lave i fjernsynet, og at jeg bliver udstillet som en Amalie (ups, nu nævnte jeg navn alligevel), der har en IQ som er i minus. Men det er, hvad det er. Folk må tænke, hvad de vil.

Det var nu ikke meningen at dette skulle blive en helt livshistorie næsten, men nu har I da i hvert fald fået svar på jeres spørgsmål.

Vi ses lige pludselig en dag, når jeg enten står med lyserødt pandebånd i en jungle eller sidder i et bur fyldt med slanger i Adams Villa ;)