Tomhed

Det her bliver én stor gang volapyk, rod, tanker, og hvad jeg nu ellers lige har at sige. Ud i en lang smøre, uden at tænke så meget over, hvad jeg skriver eller hvorfor. Jeg har altid brugt bloggen som mit frirum og det sted, hvor jeg kan udtrykke mig og være mig selv. Bloggen får mig til en helt anden verden, hvor det kun er mine tanker og jeg selv som spiller bold. Alt andet er ligegyldigt.

“Du ved ikke, hvad du har. Før du mister det” – et ordsprog som jeg altid har lyttet meget til og prøvet at finde den helt præcise betydning af. Selvfølgelig ved jeg godt, hvad ordene i sætningen betyder, og hvordan det hele skal forstås. Men psykisk har jeg aldrig rigtig følt det. I 3. klasse, da min veninde Kristine gik bort, havde jeg selvfølgelig denne følelse af tomhed. Men det var langt fra det samme, som den følelse jeg sidder med nu. Kristine var en klassekammerat og en veninde, men ikke noget særlig tæt.
Det har været en helt vild fed weekend. Fredagen stod på lidt afslapning, mens lørdagen stod på Stephanies fødselsdag, som i den grad gik ud over alle forventninger. Det kunne mærkes søndag, hvor jeg havde de vildeste tømmermænd og ikke var meget for at bevæge mig ud af sengen. Ud kom jeg dog. I går aftes lå jeg så i min seng, og underligt nok, så lå jeg med en tomhed. Der manglede et eller andet. Ikke noget jeg tænkte yderligere over som sådan, men det holdt mig i hvert fald vågen, og jeg faldt først i søvn ved tre tiden. Jeg var naturligvis træt, da jeg stod op i morges. Jeg vågnede til den flotteste røde himmel, aldrig har jeg set noget så smukt og vinden rasede for fulde gardiner. Jeg gjorde mig klar og lige i samme øjeblikket, som jeg var klar på at gå ned mod døren og tage af sted til en ny uge, får jeg at vide, at min farmor er død.

Jeg forstod det nok ikke helt i morges, og jeg forstår det stadig ikke, og der vil formentlig også gå lang tid, før det rent faktisk går hundrede procent op for mig, hvad det er som er sket. Hele dagen har jeg så været alene hjemme. Jeg har siddet i lyden af min egen stemme og Basse der har trisset forvirret rundt i hele huset. Jeg har siddet med lyden af stilhed og ensomhed. Følelsen af tomhed. Og jeg sidder stadig med den. Helt tom og uden ord. Jeg har som sådan ikke reageret på, hvad der er sket endnu. Måske fordi, det ikke er gået op for mig? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min farmor havde en speciel plads i mit hjerte, og jeg nok ikke var parat til at sige farvel så tidligt. Måske er det derfor, jeg ikke har reageret? Jeg er ikke klar til at vinke farvel til hende. Min tomhed er dog hele dagen blevet opvejet med min glæde om, at min kære farmor har fået fred. Hun har været igennem et længere forløb, hvor hun mildest talt har haft det elendigt. Hun var ellers begyndt at få det godt. Måske fordi hun vidste, at hun var på vej mod et bedre sted. Hvem ved?

Jeg tror på, at der er en mening med alt. Der er mening med, at jeg ikke kunne sove i nat. En mening med, at jeg vågnede til den flotteste blodrøde himmel, den vildeste storm og ikke mindst den mærkeligste tomhed. Det var ikke for sjov skyld. Jeg er også sikker på, at der er en grund til, at min farmor valgte at tage englene i hænderne i dag og tage af sted. Jeg er sikker på, at der er en mening med, at jeg sidder og skriver det her, og du læser det her. Der er en mening med, at vi er blevet født. Den forkortede begrundelse af, hvorfor vi er blevet født er, at vi er kommet til for at videreføre vores slægt. Jeg tror, livet har så meget mere mening end det. Der er en dybere begrundelse til, at jeg er blevet sat på jorden. Jeg skal ikke bare videreføre min slægt, hvilket jeg i øvrigt ikke kommer til alligevel. Og er jeg så ubrugelig? Nej. Jeg kan stadig udrette en masse her på jorden, som giver mening.

Jeg er glad på min elskede farmors vegne over, at hun er kommet et bedre sted hen. For jeg er sikker på, at hun har det godt nu. Hun har givet slip på alt smerten og fået fred. Det havde hun fortjent. Hun har kæmpet en kamp, en kamp som hun desværre tabte. Men ikke fordi, hun var svag. Fordi hun havde været stærk for længe. Det er stadig ikke gået op for mig, at jeg ikke skal høre hendes stemme, høre hendes grin eller hende og min farfars søde mand-og-kone-diskussioner, som altid har været med et glimt i øjet. Jeg lovede engang min farmor, at jeg skulle være stolt af mig selv og aldrig give op, selvom hele verden var imod mig. Dette holder jeg fast i. En dag kommer jeg op til dig famse, og viser dig hvor stolt, jeg er. Vi ses på den anden side. Jeg elsker dig! ♥

Tak fordi du læste med.