TELL THE WORLD: IT’S NOT OKAY

Brug lidt over to minutter på at se ovenstående video

Godt nok er mit ego måske lidt større end normalt, hvilket jeg heller aldrig har lagt skjul på. Og med de ord skrevet ned, ved jeg også, at I er klar over min ego-snak af og til er mega sarkastisk og overdrevet. En anden ting I også ved er min kamp for retfærdighed. Jeg kunne i grunden blive siddende her på min flade røv, lade ordene strømme ind i det ene døve øre og lade dem flyde lige så hurtigt ud af det andet og være ligeglad. Men dette emne berører mig, det gør mig aggressiv, meget emotionel, ikke mindst gør det mig faktisk ked af det.

I Danmark har vi retten til at sige, at man er homoseksuel. Du har lov til at snakke så tosset om det, som du overhovedet har lyst til. Andet ville være absurd, right? Andet havde i al fald været grotesk i min optik. Det er trods alt bare en seksualitet, noget man ikke kan ændre ved. Men sådan er det desværre ikke i alle lande. Jeg vidste godt (det tror jeg, vi alle gør), at verden ligger lidt på hovedet i forhold til accepten af homoseksualitet alt efter, hvor man er henne. Men om ikke andet, så går det i det mindste fremad. Vi er på vej mod et mere retfærdigt og ligestillet samfund. Eller er vi nu det? Ikke i Rusland. Her går det den stik modsatte vej! Den nye propagandalov, som gør det strafbart (!) at ytre sig positivt, skrive om, debatere eller på andre måder “fremme” homoseksualitet, blev vedtaget for et par måneder siden, og den 30. juni blev det en realitet; det er ulovligt at være homoseksuel og/eller snakke herom.

Jeg har respekt for andre kulturer, livsstil, og hvad det nu ellers skulle være, så længe der er en logik, og såfremt det er retfærdigt. Jeg ser på ingen måde retfærdigheden i dette. Jeg ser ikke, hvordan det kan være retfærdigt, at et menneske, som ikke selv har valgt at blive født, og som ikke selv har valgt at være homoseksuel, skal straffes for det. Jeg ser virkelig ikke logikken. Det er så meningsløst og så forfærdeligt, at det er til at brække sig over. Bare tanken om, hvordan det var for mig at springe ud for 2 år siden; nervøsitet, hjernevaskning og forfalskning af min egen identitet. Det giver mig kvalme. Jeg havde gået med min hemmelighed, hvor jeg var afklaret med det, i adskillelige år, og tanken om at folk i Rusland ikke må komme ud med det på noget som helst tidspunkt i deres liv, det næsten piner mig. Jeg føler sgu med dem!

Jeg sidder her i en alder af blot 17 år, kan hverken kalde mig Statsminister, konge, formand for EU eller noget som helst i den retning, som kunne have indflydelse på denne sindssyge og umenneskelige lov. Derimod sidder jeg med modet til at åbne munden, snakke om et emne (for det må man godt her i Danmark!), og prøve at gøre et forsøg. Derudover sidder jeg også med de mest trofaste læsere, de mest retfærdige læsere (det ved jeg!), og jeg sidder med en viden om, at de sociale medier kan skabe mirakler. Vi kan gøre en forskel, hvis vi ønsker det. Der er lang vej endnu til en mere retfærdig verden, men jeg giver ikke op på forhånd. Som et gammelt ordsprog siger, så er vi langt fra mål – men vi er længere end før!

#Equal Love, Equal Rights