Tatoveringer og kræft

For et par måneder siden, nærmere bestemt 14. juni, delte jeg Emilies historie med jer. Emilies mor havde fået konstateret kræft. Emilie fortalte om forløbet og fortalte om hendes nye tatovering, som var hendes mors kys. I kan læse hele historien i indlægget her. Få dage efter mit indlæg tabte Emilies mor desværre kampen.

Emilie har med sin historie inspireret ufattelig mange mennesker til at gøre det samme. Og jeg er fucking stolt af hende. Jeg synes, det er så stort, at hun giver mig lov til at dele hendes privatliv, hendes tanker, følelser, magtesløshed og alt andet i denne forbindelse med mine mange tusinde læsere. Det er virkelig stort og flot. Tilmed er jeg pissestolt over hendes tatovering; jeg synes, det er den perfekte tatovering. I mit hoved får du ikke en tatovering, som siger mere end sådan en. Den er så personlig, fortæller så utrolig mange ting og så skaber den minder forevigt.

Simone – min veninde og blogger hos Bloggers Delight – blev også inspireret af Emilie og hendes historie efter at have læst den på min blog. Simones mor er kræftramt og desværre står det ikke så godt til. Hun var derfor heller ikke i tvivl om, at det var den perfekte tatovering at få lavet sammen med sin søster, og det skulle gøres hurtigst muligt. Det er faktisk den I kan se på billedet her øverst i indlægget. I kan læse Simones tanker omkring den her.

Jeg kan ikke udtrykke mig nok eller med præcise ord nok til at fortælle, hvor fantastisk en ide, jeg synes, det er. Og jeg synes, at man burde få lavet dette eller noget lignende, hvis man føler for det. Jeg er sikker på, at det ikke er noget, man vil fortryde, fordi det jo netop giver et evigt minde. Faktisk har min nye tatovering også en relation til dette. Ikke i forhold til kræft, men i forhold til et evigt minde; min tatovering er nemlig ikke færdig endnu. Det kræver en del tekst at få forklaret det, så det kommer i et helt andet indlæg, når jeg lige føler for det :)