Stress: Er det okay at sige højt, hvis man ikke har det så godt?

Jeg har stress. Bum, kortene på bordet. Front up og helt ærligt, selvom det sgu lidt kribler i fingrene på mig, når jeg skal fortælle det. Det er heller ikke noget, jeg skal, men jeg kan godt mærke, at jeg har brug for at dele lidt tanker omkring det – ikke nødvendigvis fordi folk skal forstå mig eller have medlidenhed, men fordi det er som terapi for mig at skrive ting ned. Og så er der måske nogen bag skærmen, der sidder i samme situation som mig.

Hvis der er noget, jeg altid har sagt til mig selv – og andre – så er det, at man skal lytte til sin krop. Hvis noget føles underligt, forandret eller på anden vis afviger fra, hvad du føler er det optimale og rigtige for dig, så skal du råbe op og bede om hjælp. Hjælp er ikke en dårlig ting; det viser du er i stand til at gøre det bedste for dig selv. Og så har jeg altid haft det sådan, at det er 100 gange bedre at gå til lægen en gang for meget end en gang for lidt. Til hver en tid. Og det var netop lægen, som sagde til mig, at nu skulle jeg kun gøre de ting, som jeg fandt glæde ved og komme ‘over på den anden side’, da jeg for et par måneder siden greb knoglen og sagde ‘Hey. Jeg har det sgu ikke helt godt.’

Det er nok kommet lidt snigende hen ad vejen, for det der stress er jo ikke noget, der kommer fra det ene øjeblik til det andet, som var jeg faldet ned ad trappen. Det ligger og lurer indtil det vælger at komme til syne, og du for alvor kan mærke det. Jeg har altid arbejdet i højt tempo, jeg hader at kede mig og helt fra gymnasietiden af, har jeg været vant til, at en arbejdsuge på 37 timer ikke er særlig meget. Og det har jo egentlig sådan set fungeret fint for mig. Det var først indtil for 2 måneder siden, da jeg trak stikket 110%. Jeg kiggede ikke min mail, jeg bloggede ikke og Future Planner tog andre sig af, for jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for luft og jeg havde brug for at koble fuldstændig af uden at skulle tænke på andre og føle ansvar. Og hold kæft, det var rart. Lige indtil bagefter.

Hverdagen kom i gang igen og den der skide hjertebanken, som havde luret lidt i overfladen de seneste måneder blev mere og mere aggressiv. Til tider så voldsom, at jeg faktisk følte, at jeg ikke kunne være i min egen krop. Røv, fucking ubehageligt skulle jeg hilse at sige! Men jeg tænkte, at det var naturligt nok, for jeg skulle jo bare lige i gang igen efter lidt ferie (den første ferie i flere år, hvor jeg absolut ingenting havde brudt mit hoved med). Men da J og jeg sad i biografen for noget tid siden og så den nye Tarzan-film, der gik det op for mig, at noget var galt, og det ikke var helt normalt. Jeg så kun bidder af filmen, fordi mit hjerte galoperede derudaf – og så spændende var filmen altså heller ikke. Jeg havde følelsen af, at jeg lidt skulle besvime – selvom jeg ikke ved, hvordan følelsen er. Med andre ord, så havde jeg det rigtig utilpas.

Jeg var så i kontakt med min mor, som slog alarm. Ikke fordi hun er min mor og er pylleret, men fordi hun ved, hvordan kroppen reagerer på stress. Jeg fik streng ordre på at tage den med ro og arbejde mig langsomt op igen og tage kontakt til lægen, hvis det ikke blev bedre. Bedre blev det, men hjertebanken forsvandt altså ikke, så jeg måtte gribe knoglen og ringe til lægen. Her fik jeg en lidt anderledes melding, end jeg havde forventet. For jeg havde jo lidt forventet – og frygtet – at jeg ville få besked på at lægge mig som en død grøntsag i sengen og ikke røre en finger i nogle dage til jeg ligesom var helt afslappet igen. Men sådan blev det ikke. Og heldigvis for det da. Jeg fik besked på, at jeg skulle arbejde, som jeg havde lyst; jeg skulle gøre det, jeg fandt en glæde i, og så skulle jeg lytte efter, når min krop sagde stop. Tilmed fik jeg at vide, at grunden til, min krop reagerede som den gjorde, formentlig var fordi, jeg faktisk havde slappet af, da jeg havde ferie. Dér stod jeg dog som ét stort spørgsmålstegn og forstod ikke helt, hvordan der kunne sættes lighedstegn mellem stress og afslapning.

Og hvordan kunne der så det? Spurgte jeg. Jeg fik at vide, at det simpelthen var fordi min krop havde været vant til at arbejde i så højt et tempo i flere år, at når jeg så trak stikket fra den ene dag til den anden, så bliver min krop (eller nok mere min hjerne) helt rundt på gulvet, og så er det, at kroppen reagerer. Dermed ikke sagt, at min krop ikke holder til at slappe af, for selvfølgelig gør den det; jeg skal bare blive bedre til at trappe ned, når jeg skal til at slappe af end at gøre det fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg fortalte det her til J, min ene kollega og min chef. Og det var ligesom det. Jeg så ikke behov for at andre skulle vide, hvad der gemte sig bag facaden. Så længe jeg kunne opretholde min daglige arbejdsgang og stadig se glad og overskudsagtig ud, så skulle det nok gå over someday. Og jo – det går også meget bedre! Men hold kæft, det er ikke nemt altså. I dag har jeg taget en sygedag fra arbejde, fordi mit hjerte galoperede som en anden hest på væddeløbsbanen, da jeg vågnede i morges. Og nu har jeg besluttet mig for, at det er OK at sige højt, at det hele ikke er lutter og lagkage hele tiden – og det skal man ikke gå og holde inde.

Men Daniel – så slap dog lidt af og lad være med at hav så mange bolde i luften. Sådan tænkte jeg også selv, men efter at have snakket med min læge om, at jeg skal huske at gøre de ting, jeg finder en glæde ved, så er jeg også overbevist om, at det er sådan, det skal være. Jeg skal blogge, når jeg har lyst, fordi jeg synes det er sjovt. Jeg skal stadig tage på arbejde hver morgen, fordi jeg elsker mit job og ikke ser det som en sur pligt. Og jo – jeg skal starte endnu et nyt projekt op inden længe, fordi det kilder i maven, når jeg tænker over, hvor meget jeg glæder mig.
Det er lige dét, der skal til for at jeg får det 100% godt igen; at jeg gør de ting, jeg elsker – og jeg skærer nogle af de sure ting fra. Og ikke mindst, at jeg lære at slappe af indimellem, så jeg ikke forvirrer min krop.

Så. Nu er det ude. Jeg har lagt kortene på bordet; det havde ingen bedt mig om – udover min egen krop. Jeg sidder med en lettende følelse nu, og tænker det var fandeme rart at få sagt højt. Om lidt trykker jeg ‘Udgiv’ på dette indlæg i håb om, at der sidder nogen derude, som kan nikke genkende til denne følelse og så at banke ind i hovederne på dem, at det er helt OK ikke at være den bedste side af sig selv hele tiden. Men hvis bare du gør dit bedste og holder fast i de ting, du finder en naturlig glæde ved, så skal det hele nok gå :)