Annonce
Haha. Overskriften var nok lidt et dårligt forsøg på at være sjov :D Jeg elsk
Se næste indlæg >
Simon – uden filter: Her er min historie!
Simon, 20 år
Hej. Mit navn er Simon, jeg 20 år gammel og til dagligt lever og studerer jeg i Sverige. Jeg vil nu fortælle hvordan jeg ‘kom ud af skabet’.
Det hele startede i folkeskolen, da jeg indså i en meget tidlig alder, at drengene fra min klasse var meget umodne i forhold til jeg selv, så derfor søgte jeg pigernes selskab. Jeg hang ud sammen med pigerne helt op til 8. klasse, og med tiden var drengene fra min klasse kommet i puberteten, hvilket resulterede i, at de syntes det var sjovt at kalde mig homo, fordi jeg hang ud med pigerne i stedet for dem.
I 9. klasse besluttede jeg at starte på efterskole i håb om, at det var en ny start – og et “nyt” liv. En af de primære årsager til, at jeg startede på efterskole var, at jeg håbede på at skille mig af med det stempel, jeg havde fået som homo – men jeg tog fejl. Der gik ikke lang tid før stemplet kom frem igen. Hele efterskolen så mig som homo-Simon, og jeg forstod virkelig ikke hvorfor, eller gjorde jeg?
Jeg mener, og har altid ment, at man ikke kan sige “Det kan jeg ikke lide” eller “Det er jeg ikke”, hvis man ikke har prøvet det af. Derfor vidste jeg jo egentlig heller ikke, om jeg var til fyre eller ej. Jeg havde en rigtig god veninde på efterskolen som kendte en fyr som allerede var sprunget ud, hvilket gjorde ham interessant for mig. På en eller anden måde kom vi i kontakt med hinanden; vi skrev meget sammen og snakkede i telefon sammen, men vi havde aldrig mødt hinanden. Hvis jeg husker helt rigtigt, så blev det dog aldrig til noget imellem ham og jeg, på grund af vores alder og distancen. Og så var jeg jo heller ikke sikker på, om jeg var til fyre endnu.
Tiden efter jeg havde skrevet med ham fyren, gik mine tanker på om, hvordan jeg kunne finde ud af, om jeg faktisk var til fyre. Som mange andre bi- og homoseksuelle fandt jeg en datingside til bi- og homoseksuelle og der startede hele min rejse. Hjemmesiden gjorde at jeg fik eksperimenteret med min seksualitet, mine grænser og finde ud af hvem og hvad jeg faktisk var til – men der var ingen der vidste, at jeg gjorde det.
En torsdag eftermiddag i en sommerferie for omkring 4-5 år siden fik jeg en besked fra en bruger på samme hjemmeside, jeg beskrev tidligere og beskeden lød på, om jeg var frisk på at have sex for penge. Tanken var da sjov, det jo altid er fedt at have lidt flere penge i pungen, så efter jeg havde tænkt og overvejede det, sagde jeg ja, på trods af jeg ikke kendte manden på nogen måde.
Efter jeg havde gjort det der skulle gøres, gik jeg derfra med blandede følelser. Jeg følte mig beskidt og alligevel ikke, fordi jeg følte ikke, at det var forkert. Så jeg gjorde det igen. Op til flere gange. Priserne kunne være alt fra 400 til 2500 kroner, og hvis det ikke var kontanter, kunne det være rejser, tøj, dyre ure eller andre ting. Når jeg tænker tilbage, følte jeg mig egentlig lidt som Anastasia Steele fra ’50 Shades of Grey’ – alt var en spændende leg!
Jeg følte at alle ville have mig, og jeg nød jo at leve i det vilde luksus, men med tiden blev jeg mere og mere uinteressant og mit luksusliv blev mindre og mindre. Frustrationen kom op i mig; er jeg ikke perfekt? Er der ingen der vil have mig? Og kan jeg leve uden luksus? I min frustration valgte jeg at blive en gigolo – med andre ord en sugarboy eller trækkerdreng. Jeg var simpelthen blevet afhængig af alt den luksus. På dette tidspunkt var jeg stadig ikke sprunget ud og gjorde derfor alt dette i diskretion. Med tiden kunne jeg dog godt se, at jeg var nået til et stort sort hul, og lyset blev mindre og mindre – men hvad skulle jeg gøre for at komme op igen? Ville det mon hjælpe mig at tage springet nu og komme ud af skabet? Jeg var så forvirret omkring min egen seksualitet, at jeg simpelthen begyndte at sælge mig selv, fordi det gav mig den lykke og bekræftelse, som jeg ikke kunne finde andre steder.
Med tiden fik jeg en kæreste. Lad os kalde ham Rasmus. På dette tidspunkt gik jeg i 1. G på et kostgymnasium og samme sted var der en højskole, hvor Rasmus gik. Vores forhold var hemmeligt, da jeg stadig ikke var sprunget ud. Rasmus var dog sprunget ud et halvt år inden, så det var en smule svært for ham at forholde sig til, da jeg var hans første kæreste, og han forståligt nok gerne ville stå frem med det og ikke skjule det, men ikke kunne, fordi jeg stadig ikke var sprunget ud. Han var en rigtig god kæreste, som faktisk accepterede det i den lange ende, men som I ved, så kan man aldrig styre ens følelser og i en weekend kom Rasmus til at tale lidt for højt om sit kærlighedsliv i en brandert og hurtigt vidste alle det på gymnasiet og højskolen. Vi havde kun et forhold on and off på et lille halvt år, da jeg var bange, ikke klar og stadig solgte mig selv for sex – sidstenævnte vidste Rasmus intet om, dengang.
Senere samme år kom en af mine daværende gode venner, som jeg havde kendt gennem 3 år, som også gik på kostgymnasiet, hen til mig for at fortælle mig en kæmpe hemmelighed. Lad os kalde ham Patrick. Patrick fortalte mig, at han havde kysset med en fyr i en brandert og at han faktisk godt kunne lide det. Det syntes jeg var vældig sjovt, og jeg var selvfølgelig glad på hans vegne.
Dagene efter han havde fortalt hans hemmelighed begyndte vi at være mere og mere sammen, og stemningen mellem os begyndte at blive mere og mere intim. Vi søgte hele tiden hinandens selskab og kunne ikke holde øjnene fra hinanden. Efter 2 ugers flirteri ende vi i samme seng – begge ædru. Vi endte med at kysse, putte og være intime hele weekeden – ingen af os forlod rummet. Det var ligesom en amerikansk film, haha, alt var sukkersødt og vi var i vores egen lille lyserøde verden kun Patrick og jeg. Det eneste problem var så lige, at når man går på en kostskole kender alle jo alle, hvilket gjorde at vi som sådan ikke kunne holde det hemmeligt, så Patrick og min egen omgangskreds var begyndt at drille os en smule med, at vi havde noget.
Fra at være på den lyserøde sky til at komme tilbage til den virkelig verden, blev vi nødt til at snakke om, hvad vi skulle gøre, da vi begge havde roomies og ikke rigtig kunne holde det som en hemmelighed, og folk lige så stille havde begyndt at få mistanke om der var noget mellem os. Jeg husker tydeligt den aften, vi fik ingen søvn og mange smøger blev røget den nat. Vi snakkede frem og tilbage og fordi vi allerede havde kendt hinanden gennem 3 år vidste vi begge, hvad vi vægtede i et venskab og parforhold: det at kunne være ærlige overfor hinanden. Imens tankerne fløj om vi skulle fortælle, at vi havde noget og samtidig springe ud af skabet, begyndte jeg også og tænke om jeg også skulle fortælle ham om min fortid. Var det en god idé? Var jeg klar? Og hvordan ville han reagere?
Den 20. oktober 2014 valgte jeg sammen med Patrick at springe ud og fortælle ham om min fortid. Vores omgangskredse var glade på vores vegne, det var vores familier også og Patrick reagerede som den bedste ven og kæreste man kunne ønske sig – af hjertet tak for det, det har jeg aldrig fået sagt til dig.
Hvad er der så sket efterfølgende, var det den rigtige måde at komme ud på, og hvad er mit råd til dem der har brug hjælp til at komme ud?
Først og fremmest vil jeg helt klart sige at det var en befrielse at kunne komme ud med det og selv acceptere det, hvilket man først rigtigt forstår, når man har gjort det! For som Mikkel skrev i det tideligere indlæg her på Daniels blog, så springer du jo ud for din egen skyld, og ikke andres. Jeg siger ikke, at den måde jeg sprang ud på var den rigtige, da der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at springe ud på, men jeg var 110% klar, og så var Patrick og jeg vel et godt springbræt for hinanden, så vi tog springet sammen, så vi ikke var alene om det. Du er aldrig alene om det, selvom den følelse godt komme op en gang imellem. Vi lever i 2016 og takket være teknologien er der en masse hjemmesider og apps der kan hjælpe dig stile og rolig godt på vej. Udnyt det, tag et skridt af gangen og husk nu vær klar, når du tager hvert skridt. Og for Guds skyld være så ærlig over for dig selv som muligt, vær ikke bange for at sige du ny eller at du bare kigger rundt. Folk vil forstå dig da alle på en eller anden måde har været igennem det du er igennem lige nu.
Angående min fortid, så efter jeg havde fortalt Patrick om det begyndte jeg lige så stille at snakke med de nærmeste og ende med at holde et lille forelæg om det på min højskole, hvilket var en stor succes. Samtidig stoppede jeg også med at sælge mig selv, hvilket var overraskende let, da jeg indså at det ikke var en nydelse på den rigtige måde, som det er blive elsket og værnet om af dem der rigtig holde af dig.
Jeg håber det var til inspiration på en eller anden måde, og mange gange held og lykke!
Simon Larsen
Ingen kommentarer endnu...