Min bekendelse: Jeg er egoistisk

Vi snakker tit om det. Vi snakker om at andre er det. Men vi er det aldrig selv. For det er åbenbart et tabu at være lidt egoistisk og iscenesætte sig selv. Men hvorfor?

Hvis jeg spurgte jer, om I er lidt egoistiske og iscenesætter jer selv? Om I er glade for at få mange likes på Facebook? Om I er ligeglade med, om jeres medmennesker kan lide det tøj I går i. Så er jeg ret sikker på, at størstedelen af jer ville have svaret, at I er ligeglad med folks meninger og I aldrig bliver glade for bekræftelse i form af likes. Men ærlig talt – størstedelen af jer, vil jeg gerne vædde med, tænker rigtig meget over, hvad andre synes om jer. Og I elsker bekræftelse. Jeg gør det selv. Det er jo nok heller ikke en tilfældighed, at mange på Facebook vælger at fjerne tags på billeder, hvor man ligner noget, der er løgn. Og de færreste har et profilbillede, hvor de ligner løgn. Vi tænker over, hvad vi deler med andre. Og når man skal have et nyt profilbillede, er det næsten umuligt at undgå tanken: Hvad synes andre om det? Er jeg pæn nok?

Jeg ved godt, at I nu nok stiller spørgsmålstegn ved, om jeg mener, at jeg er likehunter. Og nej. Slet ikke. Jeg fortæller blot, at vi siger (inklusive mig selv), vi ikke ønsker den bekræftelse, vi får, fordi det ikke burde være nødvendigt at få den her form for bekræftelse, og det lyder så “pænt”, når man siger det. Men let’s face it. Vi er alle nogle bekræftelsessøgende væsener. Og sidder du lige nu og protesterer totalt i mod og er ved at fare helt op i det røde felt, fordi du slet ikke mener, at jeg har ret. Så er det da også muligt, at der sidder en enkelt eller to i blandt jer, som ikke gør, hvad resten af Danmarks unge; søger opmærksomhed og bekræftelse. Der må jo ligesom være en grund til, at vi lægger billeder på Facebook, skriver poetiske tekste, eller sågar har en blog.

Hov, hvad var nu det? Fortæller jeg, at min blog er en måde for mig at blive bekræftet og iscenesætte mig selv på? Delvist. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl eller stiller det mindste spørgsmålstegn ved, at os bloggere er en smule mere egoistiske og iscenesættende i forhold til så mange andre. Om vi søger bekræftelse gennem bloggen, vil jeg nu ikke sige. Jeg ser bloggen som et sted, hvor jeg underholder og inspirerer. Men jeg er heller ikke blank for at indrømme, at en blog er egoistisk. A kind of i hvert fald. Og måske er det heller ikke for sjov, at mine veninder og jeg tit joker med, at jeg burde hedde ego til mellemnavn. Dog synes jeg, at jeg finder en meget hårdfin balance mellem at tænke på andre og være egoistisk. Det er ikke forkert, i mit hoved, at tænke på sig selv frem for andre ind i mellem. Om det så etisk korrekt eller ej, vil jeg lade være op til jer.

Hvad vil jeg med alt det her? Ikke en skid. Blot komme med endnu et af mine indlæg, hvor jeg fortæller, hvad JEG har på hjertet. Det er nemlig skide egoistisk. Jeg fortæller, hvad JEG har på hjertet, og i grunden – så handler det her jo ikke om andet end mig selv? Pisse arrogant. Ja! Men lad os bare indse, at vi alle har en eller anden form for trang til bekræftelse og status blandt veninderne.

Er vores ungdom fucked up? Eller søger vi bare opmærksomhed på en anden måde end for en generation tilbage?