“Sæt pris på livet, og dem, som står dig nær. I morgen er det hele måske forsvundet.”

I går da jeg havde været ude og spise med Line og Daniella gik vi også en tur og satte os til sidst ned og bare snakkede om alt og ingenting. Jeg kan egentlig ikke huske, hvad det startede ud med. Men på et eller andet tidspunkt viser Daniella en video med et eller andet spøgelseslignende halløj på.

Anyways, fra den video af gik snakken så videre på lidt overnaturlige ting, nogle skræmmende og lidt uvirkelige ting, som vi alle havde oplevet. Uanset hvad, så gik der ikke længe før vi alle klart kunne konstatere, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi lige går og ser til hverdag. Ud af snakken om det overnaturlige kom vi ind på et ret alvorligt og seriøst emne, som er et ømt punkt for rigtig mange – også for mig selv: døden.

Vi snakkede om, at vi virkelig frygtede for den dag. Nok ikke fordi vi selv skulle forlade verden, men fordi vi ikke ønsker at påføre vores medmennesker den sorg og smerte som det giver, når en man har kær går bort. Det er et lidt brutalt emne at snakke om, hvis jeg selv skal sige det. Og egentlig prøver jeg at lade være med at tænke på det til daglig. Men ind i mellem skal man også bare se sin frygt i øjnene og snakke om det. Det gjorde vi i går.

Heldigvis har jeg ikke selv mistet noget familiemedlem, mens jeg kan huske det. Jeg har mistet nogle oldeforældre da jeg var mindre, men igen – det er ikke noget jeg erindrer. Jeg har kun oplevet at miste én person, af hvad jeg kan huske, nemlig Kristine min veninde. Jeg har skrevet et indlæg om hende, som I kan læse her.

Derfor er det også en forfærdelig tanke, når man tænker på at ens kære og dem man virkelig elsker over alt på jorden også en dag forlader os, og man skal sige farvel.. Eller vent! Jeg vil hellere sige på gensyn, for jeg tror vi alle mødes på den anden side. Det håber jeg i hvert fald!

Det er selvfølgelig gået op for mig før, hvor meget mine medmennesker egentlig betyder for mig, ingen tvivl der. Men i går, åbnede endnu en verden sig bare for mig. Hvorfor går vi så tit og skal være uvenner med alle mulige? Det er jo totalt latterligt. Det kan være at personen er væk dagen efter. Med alt, hvad man siger er der også et lille men. Det er selvfølgelig ikke alle, som man bare kan være venner med, uanset fortiden. Nogen mennesker har bare budt en så meget i livet, at det er utilgiveligt. Jeg ved hvad jeg snakker om, når jeg selv siger, at der er nogen mennesker jeg bare ikke kan tilgive, efter den smerte personen har påført mig. Jeg ved til gengæld også, hvem der altid vil være der for mig, og hvem jeg virkelig elsker. Og det er specielt disse mennesker i vores liv, som vi skal passe ekstra godt på og være ekstra glade for. For ingen ved, om de måske ikke er der i morgen. Vi lever sgu i en verden, hvor alting kan ske, intet er sikkert! Kun én ting; nemlig døden. Jeg håber at I sætter pris på dem I har kær, og at I måske lige giver dem et ekstra stort kram næste gang I ser dem, så de også kan føle, selvom de måske godt ve det, hvor højt i elsker dem og hvor stor en betydning de har for jer.

Jeg vil i hvert fald prøve at virkelig sætte pris på mine nærmeste hver evig eneste dag. De fortjener uden tvivl at vide, hvor meget jeg elsker dem!
Er der noget, som virkelig har givet dig en øjenåbner igennem livet?