R.I.P!

Hej bloggen! 


Jeg sidder nu i bussen på vej hjem, efter en ellers ret langtrukken dag, hvor jeg endda har formået at fare vild i Holbæk. Til trods for at det er den by, jeg næsten tilbringer det meste af min tid i. 


Men jeg sidder her i bussen og kom til at tænke på en ting, som jeg tit tænker på. Nemlig Kristine. Kristine var en rigtig sød pige, som jeg gik i folkeskole med. Det gjorde desværre ikke i særlig mange år. 


Jeg glemmer aldrig den dag for snart 7 år siden. Det var et helvede. Aftenen forinden havde jeg været sammen med Ali. Vi havde spillet lidt fodbold og bygget en eller anden sød lille hule – vi gik jo i tredje klasse ;-) Jeg havde aftalt med pigerne fra klassen, at vi skulle bytte Diddl-papir den dag. Haha – tænk man gad bruge penge på det. Jeg kom i skole med favnen fuld af Diddl, min Eastpak på ryggen og gående i et par udjokkede Nike-sko. Min klasselærer stod og tog i mod mig da jeg kom. Han var helt fjern i blikket og sagde, at han ville snakke med mig. Jeg fik en klump i halsen og troede jeg havde gjort noget forkert. Men så let var det ikke. Morten, min klasselærer, kiggede mig i øjnene og sagde ordret til mig: Daniel, Kristine er død. 
 Havde jeg fået den besked den dag i dag var jeg brudt sammen. Det gjorde jeg ikke i dét øjeblik dengang. For jeg tror ikke rigtig det var gået op for mig hvad der var sket. Derfor gik jeg ind mod klassen, stadig smilende med mit Diddl i favnen. Jeg trådte ind af døren og så hele klassen sad der – men de var ikke alene. Alle min klassekammeraters forældre var der. Jeg kiggede rundt og så brød min verden sammen. Det gik op for mig at jeg ikke længere skulle se Kristine smile igen. Jeg skulle ikke være sammen med hende i SFO. Aldrig mere diskutere, grine eller græde sammen. Det var et kæmpe tab for mig. Vi fik at vide at Kristine havde været ude og ride på en ny hest. Men det var desværre endt gruelig galt :'( 


 Dagene efter var vi alle meget mærkede af hvad der var sket. Kristine var alles veninde. Hende kunne man ikke blive rigtig sur på. Det var forfærdeligt. 


 Jeg tror på, at der er tegn på at døden indtræffer. Små, ubetydelige ting – men jeg tror de er der. Det skete også i Kristines tilfælde; hun fortalte altid at hun skulle ud og ride efter skole – men lige denne dag. Denne ene dag snakkede hun slet ikke om det i skolen. Dagen forinden havde hendes bedste veninde, Louise været sammen med hende. Den dag løb hendes røde tus ud. Og rød symboliserer i mange tilfælde blod. Og værst af alt havde hun leget ‘slåskamp’ med papsværd med en fra klassen inden hun skulle til ridning. Vores klammekammerat havde ramt hende og hun råbte, at hun var ikke død – for hun var udødelig. Alle disse småting ligger man mærke til bagefter. 


 Et par dage efter skulle vi til Kristines begravelse. Puha. Aldrig har jeg set en så fyldt kirke. Der var mennesker over alt. Blomsterne gik ned af gangene, og selv uden for kirken. Jeg husker tydeligt, og det er ord jeg stadig husker på, at præsten sagde: Gud har ikke taget Kristine fra os. Gud har taget hende til sig. Jeg synes det er nogle rigtig smukke ord. Jeg fik stukket en rose i hånden og smed den ned i Kristines grav, mens jeg sagde vi ses. Jeg ville ikke sige farvel. For jeg ved at vi ses igen. Det var simpelthen en så smuk begravelse! 


 Kristine, jeg håber du hviler i fred. Det fortjener du. Du var en pige med hjertet på det rette sted. Og ingen fortjener hvad du og din familie har været igennem. Sov sødt min søde – vi ses en dag. 


 Lov mig at I passer godt på hinanden. Vi må være her for hinanden.
En masse tanker, knus, kys og tændte lys


  – Daniel