Om at skulle holde sin kæft og overraske!

For ca. to måneder siden skrev jeg til to af J’s veninder og spurgte, om de var friske på at holde surpriseparty for ham i år, da han fyldte 25, hvilket jo er en ‘milepæl’. Det var de klar på, og lige siden har vi planlagt ned til mindste detalje, hvad der skulle ske – OG JO, DET ER PISSE SVÆRT AT HOLDE KÆFT! Jeg har virkelig været ved at afsløre overraskelsen mange gange overfor ham, men har heldigvis kunne holde mund, så han intet vidste!

Uden J har anet noget som helst, har vi fået hans familie til at komme fra Jylland, jeg har lånt nøgler til hans lejlighed, så jeg kunne låse mig ind, planlagt balloner, fundet arbejdstider fra hans arbejde og jeg ved ikke hvad. For at det ikke skulle være nok, så har jeg i sidste uge taget et selfie i toget på vejen hjem til min mor, som jeg havde gemt til i går, hvor jeg havde bildt J ind, at jeg skulle på landet og besøge min familie. Jeg sendte ham et selfie, “mens jeg sad i toget”, og pladask faldt han i med begge ben ;) Foruden det har vi selvfølgelig bagt kanelkage; kanel hører sig jo til, når man bliver 25 år, og så har vi kørt København tyndt efter et helium 5-tal, da det første sprang 3 timer inden J kom hjem! (PANIK!)

Da han låste døren op, og vi allesammen stod på den anden side af en skydedør i lejligheden, hamrede mit hjerte pretty much; jeg glædede mig simpelthen så meget til at se hans reaktion. Først troede han, der havde været indbrud, men da han åbnede døren, fik flag og balloner i hovedet, mens vi aldrig råbte SURPRISE, så vidste han vist godt, at det ikke var indbrud, men bare mig og sine veninder, der havde lavet løjer! Hø hø.

Jeg er yderst glad for at alt gik som det skulle. Det har været en kamp at slette messenger-beskeder, hele tiden passe på med at tale over sig og gemme ens nøglebundt væk for at skulle bevare hemmeligheden. Mon I har prøvet at holde surpriseparty, hvor noget gik galt? Jeg gad godt høre jeres historier :D