Om homoseksualitet er et valg? Ja.

Man kan sige meget om mig, men mine holdninger holder jeg fast ved, og det er yderst sjældent, at nogen får mig til at ændre holdning – også selvom, jeg godt ved, at de har ret. Jeg er stædig. For stædig. Det er dog sket en enkelt gang, at I fik mig til at skifte mening i forhold til Copenhagen Gay Parade.

Jeg har flere gange sagt herinde, at man på ingen måde selv er herre over sin seksualitet – men er det nu sandt? Kan man i virkeligheden godt selv kontrollere det lidt?
Min overskrift til dette indlæg er ret modsigende, for umiddelbart er mit svar, at nej – man vælger ikke selv, hvad man vil tænde på. Ganske enkelt. Dog tror jeg på, at hvis noget i ens omgangskreds og liv presser en tilpas nok til at tænde på noget bestemt, så kan man godt presse sig selv til hele tiden at lyve overfor sig selv, og dermed blive i tvivl om, hvad man faktisk er til.

Med det rigtige – eller det forkerte om man vil – pres tror jeg på, at man kan bilde sig selv så meget ind, at man faktisk bliver i tvivl om, det faktisk er sandt eller ej. Jeg husker da også fra de små klasser i folkeskolen, at man på et tidspunkt har strittet helt imod omkring én specifik ting, at jeg faktisk har været i tvivl, om hvad der er rigtigt eller forkert.

Og det er sgu da brandærgerligt. Når alt kommer til alt, så er man ikke herre over sine egne følelser eller seksualitet. Man vælger ikke, hvad man er til og ikke er til. It’s all natural. Så alle de indspiste idioter, der sidder derude og siger, at jeg og så mange andre har valgt at være homoseksuelle, skrot min finger langt op og belær mig aldrig igen om min seksualitet. Havde jeg haft valget, så var jeg ikke homoseksuel. Bom! Mere om den snak en anden dag.