Nu kan jeg kalde mig en ægte homo!

Som I måske ved, så på Instagram eller sågar mødte mig, så var jeg i forrige uge til Pride for første gang i mit liv. Hvordan var det så? Nu kan jeg jo egentlig kalde mig for ægte homo ;)

Jeg har tidligere proklameret, at jeg var meget imod priden, og jeg virkelig ikke synes, det gjorde noget godt for nogen, fordi jeg mente, det var med til at genrejse de fordomme, som der er om os homoseksuelle. De selvsamme fordomme, som jeg har forsøgt at nedbryde herinde. Men efter en masse konstruktiv debat med alle jer læsere i mit kommentar på det pågældende indlæg, så skiftede jeg lidt holdning. Det var måske slet ikke så slemt, som jeg troede – men inderst inde havde jeg egentlig nok stadig ikke planer om at deltage.

Og egentlig så var det heller ikke planen, at jeg deltage i år – det hele skete meget tilfældigt! Faktisk skulle jeg på kontoret og hente min cykel idet paraden kommer kørende, og så står man der midt på Vesterbrogade og kan hverken komme frem eller tilbage. Derfor valgte jeg at se paraden, og fuck hvor var det da også hyggeligt og en fest – så meget, at jeg fik flashback til studentertiden og gerne vil med på en vogn næste år!

Jeg kørte hjem og mødtes med min veninde, som gerne ville ind og bare kigge, så vi tog ind på Rådhuspladsen med forventningen om at tage forholdsvis tidligt hjem igen – specielt, da hun fik det dårligt pludseligt, var det ikke meningen, det skulle blive en lang aften. Men lige så pludseligt hun fik det dårligt, lige så pludseligt fik hun det godt igen. En af mine venner kom og mødtes med os, og vi mødte et random par, som var sygt søde, og så fulgtes vi egentlig rundt med dem, som var vi på en anden pop crawl. Jeg var hjemme klokken 5 om morgenen og kan hermed skrive under på (og sige offentligt): Priden er fedt – og jeg fortryder ikke et sekund, jeg tog af sted! :)