Når en mor kysser farvel

Inden de opererede, scannede de hende, og gjorde hende opmærksom på, at det var kræft. De sagde, at hvis der var mere, end den svulst i munden, ville de tage hendes lymfekirtel. Da hun var blevet opereret, havde de ikke taget lymfekirtlen, fordi de mente, at de havde fået det hele med. De sendte svulsten rundt til undersøgelser, og de ringede flere gange og sagde, at de havde sendt den videre, fordi de ikke kunne finde ud af, præcis hvilken celle det var. De erklærede min mor rask.

Kort tid efter ringede de og sagde, at det var en meget sjælden og meget aggressiv celle, som spredtes hurtigt, og de ville derfor give hende stråling for at være på den sikre side. Allerede et par dage efter min mors operation, fik min mor ondt i kroppen. Hun forklarede det med, at det var abstinenser, fordi hun var stoppet med at tage morfin. Min mor fik mere og mere ondt, og når hun kontaktede vores læge, eller Rigshospitalet, sagde de, at hun skulle bare gå en tur, og at hun havde ligget for meget ned. Efter 1 måneds smertehelvede, hvor hun vågnede flere gange om natten og græd, og næsten ikke kunne rejse sig fra sengen, tvang min far en indlæggelse igennem til hende på Herlev. Det var den 3. April. 

Et par dage efter indlæggelsen, ringer min far til mig, og fortæller mig, at min mor har det der hedder knogle metastaser i hele rygsøjlen, i benet, i hoften og kræft i en lymfekirtel (den kirtel de skulle have opereret væk på riget). Min verden brød helt sammen. Jeg vidste SLET ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg græd hver gang jeg så et ældre menneske, fordi jeg var bange for, at min mor ikke ville nå dertil.
Jeg endte med at tage på Bakken med min veninde Sidsel og min mindste lillesøster Olivia, på 8 år, den dag.

Dagen efter tog jeg ud og besøgte min mor. Hun sad i kørestol pga. alle smerterne. Jeg krammede hende, og græd. Jeg græd i al den tid, jeg var på hospitalet, og tog hjem til min mors kusine, og min veninde Catja (som har været lidt som en storesøster for mig) og græd. Jeg græd hele natten og græd mig selv i søvn.

De første 3 uger, skete der ikke så meget, udover at min mor stadig var indlagt og fik kemo og stråling. Hun fik mere og mere ondt i sin ene hofte. De undersøgte den, og fandt så ud af, at den af en eller anden underlig grund var brækket. Det var selvfølgelig en kæmpe trøst, for så regnede vi jo med, at de fleste af smerterne, skyldtes bruddet. De opererede hende, og skiftede hoften ud, med en kunstig.

Min mor gik i fysioterapi og kæmpede sin røv i laser, for at få det hele til at fungere. 2 uger efter operationen, da min mor havde været indlagt halvanden måned, skete der noget forfærdeligt; Min mors 6. nakkehvirvel kollapsede. Knoglen var udhulet og ødelagt, pga. canceren, og det gjorde min mor lam fra halsen og nedefter. De kunne derfor ikke give min mor kemo, da det ville være dødeligt for hende, eftersom knoglen jo var hul. Det fortalte min far mig i sidste uge. Der var ikke mere at gøre. Han fortalte mig også, at den type cancer hun har, er så sjælden, at man ikke kender til den på verdensplan, og at hun er den eneste i Danmark der har den. Den er så aggressiv, at hvis man ikke kommer hurtigt i behandling, er alt håb ude. Det er selvfølgelig Rigshospitalets skyld, at hun ikke kom i behandling til tiden, og vi kører i øjeblikket 3 sager mod dem.

Min mor kaldte hele familien ind for en uge siden, fordi hun godt vidste, hvad der skulle ske, og hun ville gerne nå at sige farvel, imens hun stadig var frisk. Jeg vil ikke fortælle, hvad vi snakkede om inde på stuen, da det er meget personlige ting, men jeg vil gerne fortælle, at jeg sagde til hende, at det var okay, at hun ikke kunne mere. At hun ikke fortjente at have det dårligt mere, og at hun skulle have fred.
Hun var selvfølgelig ikke sådan.. frisk, i sidste uge, men hun fik sagt en masse gode ting, og hun vidste, hvad hun sagde til mig. Jeg var også ude hos hende i lørdags, hvor vi jokede, snakkede og hyggede. Hun sagde, at mit nye hår, var super lækkert, og jeg svarede kækt: “i lige måde, mor”, hvilket hun syntes var enormt skægt, fordi hun har fået verdens grimmestes frisure, efter kemoen, haha. Hun er så sød.

Jeg var så ude hos hende i dag. Ca. 3 måneder efter hendes indlæggelse, hvor hun var helt frisk i hovedet. Hun ligger nu som en grøntsag, der ikke kan bevæge sig. Hun taler i tåger, og lægger imellem at være vågen og drømme, og derfor hallucinerer hun også en del, og snakker i “søvne”. Hun forstår ikke, hvad man siger til hende sådan rigtigt. Hun svarer på nogle sjove måder. Min lillesøster Alberte, på 13 år, sagde til hende, at hun elskede hende, og hun svarede bare tilbage med et “okay”. Hun forstår godt, hvis man spørg hende om hun vil have noget at drikke og sådan. Så svarer hun (som det høflige menneske hun er, selv på sit dødsleje) pænt “ja tak” eller “nej tak”, hæhæ. Hun er så sødt og dejligt et menneske.
Men altså… Det er svært at forklare… Hun åbner øjnene, når man siger hej til hende, eller siger hendes navn. Eller hvis man siger “mor” selvfølgelig. Men så lukker hun øjnene igen, og det er som om, at hun ikke har hørt, hvad man har sagt.

Jeg kan blive ringet op af min far i dette sekund, og få at vide, at min mor er død. Men jeg er egentlig okay med det. Jeg har bearbejdet min mors dødsfald i 3 måneder nu, for siden hun fik konstateret kræft, har hun ikke været sig selv. Min mor ‘er’ død. Nu ligger der en syg krop på hospitalet, som skal have fred fra alle sine smerter. Hun fortjener at få fred, og jeg er okay med det. Ingen tvivl om at jeg bliver knust, når hun dør, men det er okay. Vi går bare og venter på det nu, og det lyder måske mærkeligt, men jeg vil bare gerne have det overstået, så vi alle kan komme ovenpå igen, og så min far kan komme hjem, og så jeg kan bo med mine søskende igen.

Hele vores lille familie har været splittet ad de sidste 3 måneder. Min far og mor har været på hospitalet. Olivia og Alberte har været hos diverse familie. Jeg har boet alene i vores lejlighed. Jeg glæder mig til at vi kan blive samlet, igen.