Når bekymringen kammer over og folk dolker dig..

Når man er blogger er der mange ting man skal tage hensyn til. Ikke blot at tage hensyn til sine læsere, men også til sig selv. For mig handler det om at finde en balance – en balance mellem, hvad jeg deler med folk, og hvad jeg ikke har lyst til at dele.

I kender mig efterhånden ret godt. Ikke sådan personligt, men ud fra alle de facts og historier, jeg har givet jer. Jeg har tvivlet lidt på, om det jeg fortæller jer i dette indlæg, overhovedet er noget, som jeg har brug for at fortælle. Samtidig synes jeg, at jeg skylder jer en forklaring på min ringe blogging den sidste stykke tid, og min manglende interesse og inspiration til at skrive indlæg. I og med at det har været en lidt svære beslutning end normalt, at træffe dette valg, så håber jeg, at I tager godt imod mit indlæg. I kommer helt ind under huden på mig, og får mine tanker om den seneste tid – specielt de to sidste dage – at vide.

Til at starte med vil jeg gerne lige slå fast, at jeg ikke er ved at stoppe som blogger. Jeg synes stadig det er sjovt at blogge, og jeg er ved at genvinde den manglende gnist, idet en masse ting er faldet på plads i dag. Jeg tror egentlig bare at bloggen er blevet skubbet til side, fordi en masse andre ting hang mig over hovedet.

 

Jeg er et unaturligt homosvin
I går delte jeg et link på min facebook (som I meget gerne må abonnere på). Linket var Gustavs video om en flok indvandrere der sviner ham og homoseksualiteten til. Jeg delte linket med ordene:

Personligt har jeg samme holdning som Gustav. Jeg accepterer alle som de er, og der skal være plads til os alle. At personerne i denne video måske har haft en dårlig oplevelse med en homoseksuel, synes jeg stadig ikke giver dem ret til at svine Gustav til, og os andre homoseksuelle for den sags skyld. Ja, jeg har også haft dårlige oplevelser med indvandrere og andre befolkningsgrupper, men det gør jo ikke, at jeg ikke kan lide dem alle. Jeg har skam også mange indvandre-venner.. Igen, ungdommen nu til dags er fandeme blevet sørgelig!

 

Dette førte til en kæmpe debat på over hundrede kommentarer, som desværre endte ud i en debat om hvorvidt homoseksualitet er naturligt eller ej. Men den debat, kan I selv gå ind og se – klik her. Jeg var på daværende tidspunkt hjemme hos en veninde, hvilket jo betød, at jeg skulle hjem på et tidspunkt. Jeg tog hjem hen ad aftenen. På vejen hjem går jeg ned ad gågaden her i byen. I en gyde står der så 3 fyre med kæmpe jakker og hætten på, så jeg ikke kunne se dem. De råber efter mig “Unaturlige homosvin. Skyd dig selv!”. Om disse personer havde set mit link på facebook, kan jeg kun gisne om. Men en ting er helt sikkert, det var langt over min grænse og jeg fik det meget ubehageligt.

 

Jeg vil ikke løbe risikoen
Jeg har fortalt jer lidt, om mine ændrede skønhedspletter efter min hjemkost fra Mallorca. Jeg har været ret urolig for, at der har været noget galt – muligvis cancer. Jeg har simpelthen ikke turde løbe risikoen og bare se bort fra det. Hvilket jeg heller ikke synes man skal. Cancer er en forfærdelig sygdom, som man på ingen måde skal spøge med. Efter samtale med min læge har jeg i dag været ved lægen og få fjernet de irriterende brune pletter. De havde forandret sig meget siden Mallorca – og jeg så det derfor nødvendigt. Nu render jeg altså rundt med 6 sting i armen og kan se frem til 2 mindre ar i fremtiden. Men det er det hele værd.

Dette er samtidig et opråb til jer. Hvis noget ændre dig, irriterer dig med hensyn til din krop, eller du bare føler ubehag, så opsøg din læge. Det er bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt!

 

Jeg er bare en falsk kælling, som kun søger opmærksomhed
De seneste par dage har jeg også fået smidt lidt kommentarer i hovedet fra nogle personer, jeg faktisk troede, at jeg kunne stole på. Ifølge dem er jeg bare blevet en højrøvet kælling, som kun tænker på opmærksomheden ved min blog og tilsidesætter alt andet. Jeg har ventet på disse reaktioner. Det lyder måske lidt mystisk, men jeg har forberedt mig på, at øjeblikket skulle komme. Dengang jeg startede op som blogger, fortalte Fie mig, at jeg en dag ville blive en stor blogger – det var hun sikker på. Og med det fulgte der nogle gode råd. For Fie har om nogen mærket hvordan det er at gå fra bekendt til kendt. Hun har fortalt mig, hvordan folk i hendes omgangskreds begyndte at vende hende ryggen og snakke i krogene.

Det er hvad jeg oplever nu og har ventet på. Min blog er blevet stor på kort tid, og det har medfulgt konsekvenser, om man vil. Nogen mennesker i området mener, at jeg kun søger opmærksomhed og bliver høj af min opmærksomhed. Jeg synes det er ærgerligt. Det er rigtig ærgerligt, at folk man har delt fede minder med, skal komme og beskylde en for sådan noget. Jeg har hele tiden passet på med at lade mig rive med af opmærksomheden. For når alt kommer til alt, så er mine venner det bedste jeg ved. Så kan bloggen intet stille op. Jeg prøver egentlig bare at fortælle, at jeg ikke blogger for opmærksomhedens skyld. Og det har aldrig været min hensigt. Egentlig tror jeg bare, at alle disse beskyldninger bunder i ren misundelse.

 

Jeg håber, I forstår min seneste tids frustrationer og manglende interesse for blogging. Jeg har genvundet gnisten – og jeg vender stærkt tilbage. Tak fordi, I er her til hver en tid, xoxo