Når man er lidt for pengegrisk og gerne vil være den bedste

I har savnet personligt indhold, så det skal I få!

Jeg kan umuligt være den eneste, der sidder med tanken om, at man gerne vil være den bedste, men man bare ikke er det. Derimod føler man sig bare som én ud af mange. Man bliver helt desperat for at gøre noget, der virker anderledes, så man skiller sig ud og ikke længere bare er “en af dem” – men alligevel fejler det, og man er stadig “en af dem”. Nu taler jeg både som blogger og som “almindelig person” (vi bloggere er nu også almindelige mennesker, der bare vil have lidt ekstra opmærksomhed).

Der skal på ingen måde lægges skjul på, at tanken om, hvordan jeg kan forbedre mig blogmæssigt strejfer mig flere gange dagligt. Hvad ville der sker, hvis jeg gjorde sådan? Hvordan mon det ville tages, hvis jeg skrev om det her? Og hvad nu hvis ham der kom på banen? Der ligger flere overvejelser end som så bag en blog – i hvert fald min. Og jeg håber da også, at det kan mærkes og kvaliteten er herefter?
Jeg skal også blankt indrømme, at jeg for en måneds tid tilbage og 3 måneder før her havde en decideret blogkrise. Jeg gik og tænkte så meget over, hvordan jeg kunne vippe alle de store blogkolleger (og i virkeligheden også konkurrenter) af pinden, så jeg kunne eje tronen og være konge af blogland, at alt det originale ved min blog langsomt smuldrede, og jeg begyndte at skrive om så ligegyldige ting, at det ikke engang interesserede mig selv. Ærgerligt, ikke? Tænk man kan bliver så pisse liderlig efter tronen, at man går på kompromis med sig selv.

Den potentielle indtjening ved bloggen og tanken om, at jeg – hvis jeg blev stor nok – kunne hive flere penge fra det samme marketingsbudget, som vi alle kæmper om, var fristende. Så fristende at jeg lod det gå udover mig selv, jer og ikke mindst hele det brand og image, jeg har forsøgt at bygge op om mig selv og mit navn. Det ærger jeg mig stadig over. Især fordi jeg ikke hev de knaster hjem, som jeg hungrede efter. Det var mildest talt en lose-lose situation med den tankegang.

Jeg fik et wakeupcall lige pludselig. Ikke fordi nogen sagde noget eller agerede anderledes. Eller jo, I agerede jo faktisk anderledes, for det var mine læsertal, der fik mig til at vågne op; de styrtdykkede og jeg gennemgik nærmest en mindre blogdespression. Hold nu kæft, hvor kan jeg få det til at lyde tragisk. Men i en tid, hvor pengene desværre overskyggede lysten, så var besøgstallene jo altafgørende. Jeg fandt ud af med mig selv, hvad der var vigtigst, og det er troværdigheden sgu. Både troværdigheden på bloggen i sig selv men fandeme også overfor jer og ikke mindst mig selv.

Den er på vej tilbage, og det håber jeg I kan mærke. Jeg er ikke så shoppenlysten længere og lige så pengegrisk som tidligere. Det er sgu lysten, der driver værket igen (heldigvis!), og jeg kan også se det på mine besøg; I er på vej tilbage. Thanks God for that! Dermed sagt vil jeg heller ikke lægge skjul på, at jeg selvfølgelig tager den potentielle indtjening, der er på min blog og det spændende medie som blogs som jo er, for det gør jeg – så længe jeg er tro mod mig selv og jer. Man kan da lige så godt hive penge på sin hobby, hvis det er muligt.

Nu sidder jeg ikke længere tilbage med tanken om, at jeg vil være den bedste men ikke er det. Derimod sidder jeg tilbage med tanken om, at jeg er den bedste inde for mit felt. Jeg kan sgu mit kram, det er jeg sikker på – ellers ville I jo ikke sidde og læse med. Og dét er jeg glad for. Det er nemlig dét som betyder noget. Om jeg så tjener 1.000 kroner mere eller mindre om måneden. Fuck det. Min troværdighed og samvittighed overfor jer og mig selv er mere end 1.000 kroner værd. For den sags skyld næsten uvurderlig. Bum.

Tak fordi I læser med <3