My “father”

Hej bloggen.

Jeg har lige været i bad, lagt mig til at slappe lidt af, og har fået noget ro på. Dette her blogindlæg har mange af jer efterspurgt. Grunden til, at jeg ikke har lagt noget ud om dette emne før nu, er egentlig fordi, at jeg har følt det var lidt for personligt, samt at mine følelser ville sidde helt ude på tøjet. Men guys – jeg føler selv, at det er godt for mig, at komme ud med det, så nu får I, hvad I har bedt om ;-)
Det er hvad, godt og vel 10 år siden, tror jeg, siden mine forældre blev skilt. Fra tiden, hvor mine forældre boede sammen, har jeg ikke mange erindringer. Men af, hvad jeg har hørt og set på gamle optagelser og sådan, så havde jeg det rigtig godt.
Men for ti år siden blev mine forældre skilt. De blev skilt, fordi forholdet mellem dem, ikke var som det skulle det være. Min far havde fundet sig en anden.
Jeg husker klart den dag vi flyttede, mig, min søster og min mor. Hvorfor jeg husker den så klart, det ved jeg faktisk ikke. For dagene, ugerne og månederne efter husker jeg ikke.
Jeg har fået fortalt, at jeg ikke så min far det første stykke tid efter vi var flyttet.
Så jeg vil fortælle jer om de 8-9 år, som jeg kan huske.
Der er så mange steder at tage fat, så mange ting at fortælle, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg vil prøve – og hvis det bliver lidt indviklet, så ved I hvorfor.
Af hvad jeg husker, så har min far og jeg aldrig rigtig haft et så godt forhold til hinanden. Det har altid været mig og min mor, som har været uadskillelige.
Men som sagt. Min far havde fundet sig en anden. Jeg var begyndt at komme derover igen og besøge dem. I en meget und alder startede hele den psykiske terror på mig. I hans, og sågar også hans kærestes øjne, var jeg altid den der gik i det forkerte tøj. Havde den forkerte frisure. Den forkerte hårfarve. Så var jeg for tyk, så var jeg ikke god nok i skole, så var jeg ikke dit, og så var jeg ikke dat. Det var med få ord altid mig, der var noget galt med.
Der gik nok aldrig en eneste weekend, hvor jeg ikke kom ked af det hjem til min mor. Han (min far) hakkede altid ned på mig, og gjorde mig altid ked af det. Jeg fortalte altid min mor, hvad der var sket. Hun blev selvfølgelig oprørt og meget ked af det, men samtidig gal – hver gang, selvfølgelig. Derfor konfronterede hun min far med, hvad der var sket. Dette gik så altid ud over mig næste gang jeg skulle på weekend hos ham. Så fik jeg nemlig at vide, at han ikke kunne stole på mig, og at jeg altid skulle fortælle tingene til min mor.
I mine tidlige teenage-år har det været aller slemmest. Der er så mange ting, at tage fat på, så jeg vil egentlig fortælle nogle af de episoder, som er sket.

Jeg var aldrig god nok:
Jeg var aldrig god nok i mine fars øjne, jeg var – som sagt – altid problembarnet. Der var altid noget galt med mig. Jeg blev rigtig ked af det hver gang han sagde disse ting til mig, og jeg brød altid sammen. Til sidst endte det for det meste med en diskussion. Han har det med at hæve stemmen og blive rigtig modbydelig, at høre på, når vi diskutere. Derfor tror jeg også, at jeg aldrig sagde fra overfor ham. Jeg var simpelthen blevet så svag overfor ham – måske endda bange.
Det hele blev en dag for meget for mig. Jeg kunne ikke rumme mere af alt den had fra hans side. Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg aldrig var god nok. At jeg altid var problemet. Det blev simpelthen nok!
I fællesskab med min mor, besluttede vi os for, at kontakte Statsforvaltningen. Statsforvaltningen er dem, som bl.a. tager sig af skilmissebørn og finder ud af aftaler om samkvem.

Konfrontering:
Jeg kom til samtale hos Statsforvaltningen. Vi snakkede en masse ting igennem. Både om min mor, min søster, min far, hans kæreste og samvær. Hende jeg var til samtale med spurgte mig inden samtalens ende, om hvor meget jeg ville have, at min far og hans kæreste skulle vide, af alt det jeg havde sagt. Jeg sagde til hende, at de skulle have det hele at vide. Jeg var stærk nu, og jeg følte mig klar til, at tage kampen op med dem.
Jeg kom over til min far fordi han bad om det. Han ville nu konfrontere mig med det jeg havde sagt til mødet. Han mente nemlig at jeg havde løjet og at alle de ting jeg havde sagt, slet ikke passede. Jeg havde faktisk digtet det hele, i hans øjne.  Hver gang jeg prøvede, at argumentere for hvad jeg havde sagt til psykologen til mødet, blev jeg pillet ned. Han sagde til mig, at det ikke passede det jeg sagde – og så var samtalen lukket! Vi “snakkede” videre om tingene, som jeg havde sagt. Og det hele blev meget værre.
Jeg ønskede at jeg kun skulle se ham hver anden weekend fra lørdag-søndag. Og ingen tid ud over det. Jeg følte selv, at jeg havde behov for at mindske samværet med ham.
Men nu tog min fars kæreste straks sine psykologbriller på, og fortalte mig, at det var bestemt ikke løsningen og dit og dat.. Til sidst endte det med, at jeg følte mig presset til at sige ja til en samværsaftale, som løs hver anden weekend fra fredag-søndag. Plus hver anden onsdag til spisning. Jeg havde altså nu fået mere samvær med ham end før.

Den 2. konfrontation:
Da jeg kom hjem til min mor efter konfrontationen og fortalte hende om tingene brød jeg sammen. Jeg fortalte hende, at jeg følte mig presset til at sige ja. Hun sagde, at hun synes jeg skulle ringe til ham og sige det. Det gjorde jeg så. Han flippede max ud i telefonen.
Jeg aftale at tage hjem til ham igen, så vi igen kunne snakke om tingene. Denne her gang vidste jeg, at jeg blev nødt til at være stærk. Efter lang tid, hvor jeg var brudt sammen fik jeg endelig min ret! Jeg fik lov til at det blev til en samværsaftale som hed lørdag-søndag og hver anden onsdag til aftensmad.

Onsdag d. 1. juni 2011:
Vi havde været nede i motonscentret og træne sammen, hvilket vi plejede at gøre inden vi skulle hjem til ham at spise om onsdagen. Det var faktisk på dette tidspunkt begyndt, at fungere godt igen. Men denne dag tog det hele overhånd.
Næsten inden jeg havde sat mig ind i bilen, begyndte han at hidse sig op over, noget fuldstændig latterligt omkring min sidste skoledag – nemlig, hvorfor jeg ikke havde spurgt ham, om vi ville køre i vognen hjem til sidste skoledag. Jeg fortalte ham, at det var hans eget ansvar at skulle finde ud af sådan en ting. Og at jeg ikke gad diskutere det med ham. Men han blev ved. Han brokkede sig hele tiden. Jeg blev ret sur på ham, så da vi kom hjem til ham, valgte jeg at sætte mig for mig selv i haven og rase lidt af. Han kom ud til mig og begyndte igen, at brokke sig. Jeg fortalte ham, at hvis han skulle blive ved med at brokke sig, i stedet for at være glad for, at jeg var der. Så ville jeg tage hjem. Jeg fik klar besked, det kunne jeg nemlig bare gøre.
Jeg skrev til min mor og spurgte om de ikek ville komme og hente mig. Det ville de gerne, men der gik en halv time før de var der.
Jeg gik ind til min far, pakkede mine ting, og sagde at jeg gik op til vejen og ventede på, at de kom og hentede mig. Jeg fik at vide, ta det skulle jeg i hvert fald ikke gøre. Jeg var under 18 år og han bestemte over mig – det mente han i hvert fald. Så i følge ham, hvade jeg bare at blive inde i stuen. Jeg gad ikke blive derinde, så jeg bevægede mig ud mod hoveddøren. Men inden jeg nærmest havde taget dte første skridt, tog han hårdt fat i min arm og rev mig ind i stuen, hvor han tvang mig til at sætte mig ned. Jeg brød sammen!
Minutter efter er væk for mig, og jeg kan ikke helt huske hvad vi snakkede om, men jeg kan huske, at han på en eller anden måde fik lokket mig ud i udstuen, hvor vi nu stod og diskuterede højlydt. Han havde trængt mig op i en krog. Jeg var bange..
Han stod og pegede mig ned i ansigtet, med kulsorte øjne og ubehagelige ord ud af hans mund. Min mor ringede. Heldigvis.. Hun sagde, at jeg skulle komme ud, hvortil, at jeg bare svarede: Det må jeg ikke for far.
Hun lagde på og inden 5 sekunder stod hun i stuen bag min far. Min far blev chokeret over, at se hun stod der, så han råbte efter hende, at hun skulle fucke af. Han vendte sig om, og begyndte at skubbe hende ud af huset. Min fars kæreste var på daværende tidspunkt på toilettet, så jeg stod nu alene i udstuen.
Jeg fik låst døren op ud til. Jeg var fri – eller, næsten. Jeg spurtede igennem haven, gennem indkørslen og ud til min mor og min papfar som holdt og ventede på mig i bilen. Jeg var fri nu. Det var slut. Men jeg var utrolig bange.
Jeg har aldrig følt mig så bange, som i dét øjeblik. Men jeg vidste, at jeg vari trygge hænder nu, og at jeg aldrig skulle se de idioter igen. Jeg var glad!

Hvordan har jeg det nu?
Jeg har det rigtig godt nu. Jeg er lykkelig og jeg har aldrig været lykkeligere. Min mor passer på mig og jeg ved, at hun altid er der for mig.
Mange af jer tænker sikkert nu, om min far ved, at jeg er homoseksuel. Ærlig talt, så ved jeg faktisk ikke om han ved det. Og jeg er faktisk også bedøvende ligeglad. Men jeg er glad for, at jeg nu ikke længere har kontakten til ham – da jeg aldrig tror, at jeg ville kunne tage springet, hvis jeg havde kontakten med ham.

Jeg håber, at I nu har fået et indblik i hele situationen omkring mig og min biologiske fars forhold.
Det har været nogle svære tider for mig, men jeg er ovenpå igen. Og jeg er lykkelig.

Lov mig, at I passer godt på hinanden og husker, at elske hinanden – det er vigtigt!
Kys og kram fra mig!