Mit vægttab, tanker om træning og et sundt kropsforhold

Her ser I så mig. Fra 2010 til i dag. Sikke en forskel! Det eneste, der ærger mig ved billederne og min udvikling er, at jeg ikke trådte ind noget før. Men bagklog kan man jo altid være, og man kan altid skrive stolpe op og stolpe ned om, hvad man kunne have gjort anderledes – du kan bare ikke gøre noget ved det. Så hvis du er ked af noget, så træd i karakter. Ikke over for andre, men overfor dig selv. Og gør det nu. Ikke i morgen. Det her er egentlig et ret følsomt emne for mig, fordi jeg hele mit liv har kæmpet med min vægt og hele tiden ikke kunne identificere mig med min egen krop, så jeg håber I vil tage godt imod det og det måske kan inspirere nogen af jer :)

Jeg er lykkelig. Jeg er lykkelig hele vejen igennem kroppen. Det var jeg ikke på det første billede af mig herover for 6 år siden. Jeg skammede mig – og jeg synes faktisk man kan se min skam i øjnene på mig bag det polerede smil. Jeg var ikke sådan rigtig glad. Overhovedet ikke. Nok har jeg ikke en sixpack – overhovedet – og ej heller har jeg 10 cm luft mellem lårene. Jeg har ikke markerede rygmuskler og mit kæbeparti kunne også stå skarpere. Men et ideal kan man jo altid have, og det synes jeg også er fint – bare man stadig er realistisk. Og dét har været mit problem hele vejen igennem det her projekt vægttab – eller nærmere sund livsstil; jeg har haft et helt forskruet billede af, hvad jeg ville – og ikke mindst hvordan jeg kom derhen. Jeg har altid håbet på, at jeg kunne blive fuldstændig fit, stå som en anden baywatch-fyr og have en krop, der ligner en million på 7 dage. Men det sker jo bare ikke. Det kræver sgu hårdt arbejde og dedikation, det gør det virkelig. Jeg havde så svært ved at tage mig sammen dengang, og gjorde jeg det endelig, så gik der ikke lang tid før jeg faldt ned igen og måtte sande endnu et nederlag. Det var et helvede. Jeg var så ked af det, og jeg skammede mig helt vildt. Jeg ville så gerne have en enkelt sejr, bare en lille en og opleve noget positivt på den front, men det skete bare ikke – og det værste af det hele var, at jeg var jo var den eneste, der kunne gøre noget ved det. Jeg kunne være nok så ked af det om aftenen og have lyst til at slå mig selv hårdt i hovedet for ikke at tage mig sammen, men jeg kunne ikke få andre til at ændre situationen uanset hvor ked af det, jeg blev. Om det var fordi, jeg generelt var usikker på mig selv, var igennem en masse ting og i den dur, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at jeg var frygtelig ked af det og følte mig magtesløst. Og det var jo fjollet – for ingen andre kunne give mig det, jeg ønskede.

Nederlagene fortsatte en del år efter det første billede herover fra 2010. Da jeg var på mit allerværste i mit liv, vejede jeg intet mindre end 119 kilo. Det er sateme meget! Når jeg fortæller det til folk siger de altid, at de godt kunne se, jeg var overvægtig, men at de aldrig havde gættet, jeg vejede så meget. Jeg tror blot, at jeg var rigtig god til at skjule det, og med (falsk) udstråling kommer man langt. Triste, tykke mennesker, virker bare mere overvægtige end (fake-)glade, tykke mennesker. As simple as that.

Hvad der så skete for halvandet års tid siden ved jeg ikke. Men lige pludselig fik jeg gnisten. Jeg ville gøre ord til handling, og jeg ville ikke længere være den kede af det og tykke dreng. Det skulle være slut, og jeg ville være den allerbedste udgave af mig selv. Den transformation er jeg nu i gang med. Jeg har snart tabt mig 30 kilo. 30 fucking kilo. That’s a lot. Jeg har stadig noget vej endnu – hvor langt ved jeg ikke præcist, for jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke gider at hænge mig op på et tal, der står på vægten. Jeg vil bare være glad for, hvad jeg ser i spejlet. Der er jeg ikke helt endnu. Men jeg er nået langt – og det mentale er langt mere vigtigt end det fysiske for mig i denne transformation. Det oprigtige smil i mine øjne er langt vigtigere for mig end hvilken størrelse, der står i nakken af min t-shirt.

Denne transformation har jeg dog hele tiden sagt til mig selv ikke skal blive fanatisk, og jeg vil stadig have det sjovt og godt, og ikke tænke for meget over tingene. Havde jeg trænet 4 gange om ugen det sidste år, været på diæt og været meget striks, så kunne jeg garanteret godt stå knivskarpt nu, og det kunne da også være meget lækkert, men så vil jeg også væde med, at det ikke havde været med det samme smil og glimt i øjet, som I ser herover på billedet fra i år. Jeg vil have lov at spise slik og kage. Jeg vil kunne spise en ostemad og komme smør på mit hvide brød i weekenden. Jeg vil kunne flade på sofaen en hel weekend efter en aften fyldt med drinks. Lige så meget jeg har lyst til.

Det gjorde jeg også før. Den eneste forskel er bare, at jeg nu har et realistisk billede omkring alting med et sundt forhold til min krop, og så kan jeg styre mig nu og gøre ting med måde. Jeg kunne slet ikke styre mig, da jeg var yngre. Mere ville have mere, og jeg kunne for eksempel ikke nøjes med at spise en halv plade Marabou eller tage 3 chokoladekiks. Var der en pakke af noget, så forsvandt den også. Hele pakken. Nu kan jeg sagtens bare tage et enkelt stykke for at stille fristen, jeg elsker at eksperimentere med sundere alternativer, og så ved jeg hvilke konsekvenser det har, hvis jeg ikke passer på. Jeg har lært ufattelig meget om mig selv og min krop den seneste tid. Og det er fantastisk!

Grunden til hele denne smøre om min krop, vægttab og motivation til dels, kommer sig faktisk af en lillebitte episode i dag. Jeg skulle træne efter arbejde, men jeg kunne VIRKELIG ikke overskue det. Jeg ville langt hellere bare hjem og ikke lave en skid. Jeg kunne ikke overskue tanken om at svede, bruge mine muskler, en masse mennesker i centeret – måske I kender følelsen? Jeg skrev til Maya, som har ageret en slags personlig træner for mig det sidste halv år, at jeg havde brug for en peptalk. Det gav hun mig. Hun fortalte mig, at det kunne godt være, at jeg ikke kunne overskue det, men hellere tage derned i 30 minutter og så tage hjem, hvis jeg stadig ikke kunne overskue det end at blive helt væk. Dét motiverede mig. Jeg behøvede jo ikke at dræbe mig selv fuldstændig. Jeg tog af sted, klædte om og da jeg stillede mig op på crosstraineren var jeg sådan lidt “Åh, jeg gider ikke!”. Men med ét så blev jeg nærmest draget, og jeg fik den fedeste træning længe. Hold kæft, det var skønt. Jeg drønede derudad, lavede mere end jeg plejer og hårdere end jeg plejer og havde bare så vildt meget overskud! Og følelsen bagefter kan ikke beskrives! :) Dén følelse vil jeg tænke tilbage på næste gang jeg ikke kan overskue træningen.

Hvis du selv sidder og har det, som jeg havde det dengang for 6 år siden – eller for blot 2 år siden – så har jeg ikke opskriften til dig. En bodybuilder har heller ikke opskriften. Og ej heller har dine tætteste venner eller familiemedlemmer. Den eneste, der har opskriften til at gøre dig gladere og til at blive den bedste udgave af dig selv er DIG. Ingen andre. Det er kun dig, der kan få din ben ud af døren for at svede. Det er kun dig, der kan sætte en stoppe for overspisning og sætte grænser for dig selv. Ingen andre. Du kan håbe nok så meget, at der sker et mirakel, men det sker ikke. Det kræver hårdt arbejde og husk at for hver gang du giver dig selv en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget godt ved din krop, desto længere tid tager det før, du når dit mål!

Tak for jeres tid – jeg håber, at det kunne inspirere jer lidt, at jeg har skrevet mine tanker ned til jer. Rigtig god aften <3