mine tanker om dagen i går

Jeg sidder i skrivende stund, med en helt fantastisk lettende følelse. En følelse af at kunne gøre en forskel – både for andre, men også for mig selv. Samtidig sidder jeg med en mærkelig fornemmelse. En af de der ‘Hvad nu hvis?’-fornemmelser. Det er ikke rart.

I går sad jeg og så Knæk Cancer det meste af aftenen. Hold da op. Det var godt nok smukt, rørende og ikke mindst.. ufattelig barsk! Jeg må indrømme, at jeg ind i mellem sad med en lille tåre i øjenkrogen. Det er hjerteskærende at høre, når folk fortæller om, hvordan det er at have kræft og leve sammen med nogen som lider af denne dybt uretfærdige sygdom. Personligt har jeg aldrig haft nogen personer meget tætte på mig, som har kæmpet mod kræften. Derfor har jeg altid haft svært ved at sætte mig ind i situationen som pårørende til en kræftramt. Men uanset om jeg kan sætte mig i situationen eller ej – så vil jeg ikke se på, at folk bliver slået ihjel og taber kampen. Det er uretfærdigt af helvedes til, og jeg tror på, at vi sammen kan gøre en forskel. Derfor donerede jeg 500 kroner for en lille uges tid siden. Det var en utrolig rar og lettende fornemmelse!

En anden ting, og mere personlig grund til, hvorfor jeg kneb en lille tåre eller to til aftenens udsendelse i går aftes, var at jeg selv lever i uvished. Siden jeg kom hjem fra Mallorca for 3 uger siden har jeg observeret, at to af mine skønhedspletter har forandret sig og opført sig ualmindelig mærkeligt. Det har med det samme sat en masse tanker i gang hos mig. Hvad nu hvis? Hvad nu hvis, at jeg har forøget celleaktivitet? Hvad nu hvis, jeg faktisk har fået kræft? Hvad nu hvis, det har bredt sig? Tankerne kører hurtigt rundt, og man kan ikke rigtig stille noget op. Jeg tager derfor til lægen i morgen – jeg vil ingen chancer tage. De skal fjernes omgående og undersøges.
Jeg tror nemt, at jeg har tendens til at overreagere i sådanne situationer. Måske har mine skønhedspletter bare forandret sig lidt – naturligt. Men alligevel. I kender alle tanken; hvad nu hvis? Og jeg mener, at det er vigtigt at man reagere på sådanne ting og ikke undervurdere så stærk en sygdom. Dette har også været en af grundene til, at jeg donerede pengene. Til at alle, som i fremtiden sidder med den samme Hvad nu hvis-følelse i kroppen, som jeg gør, kan få en vaccine, så de ikke dør af kræft, men lærer at leve med det.

Har I mistet nogen på grund af kræft? Og hvad har det gjort ved jer? Er I blevet særligt opmærksomme på jer selv og jeres kroppe?
En masse kærlige tanker fra mig af xx