MIN BARNDOM. HJÆLP ANDRE I NØD.

Godmorgen ladies and gentlemen. Det er tid til noget lidt andet end lyserøde skyer, fint tøj, sukkersøde citater og champagne. For ja, sådan noget findes der skam også i mit liv. Det er tid til en lille snak om min barndom og tid til at være med til at gøre en forskel. Hvad siger I til det? Med et par klik, kan du måske være med til gøre livet bedre for en masse unge.

Jeg har ikke altid været så glad, som jeg er nu. Jeg har ikke altid været smilende stort set hele tiden. Jeg har ikke altid været sprudlende af energi (lige bortset fra om morgenen, selvfølgelig). Nej. Jeg har haft en intet mindre en forfærdelig barndom og opvækst. Tidligere delte jeg historien med jer, da flere og flere begyndte at spørge ind til min biologiske far. Aldrig blev han nævnt, aldrig blev der sagt så meget som et eneste ord om ham herinde. For jeg har ikke en far. I hvert fald ikke i mit hovede. Selvfølgelig ved jeg, hvem han er, og uanset om jeg ville det eller ej, så kan jeg ikke løbe fra, at han har været med til at sætte mig på jorden – den tak skal han dog have.

Min far og mor blev skilt, da jeg var forholdsvis ung. Jeg husker det ikke præcist, men omkring mit sjette leveår. De efterfølgende år – ikke bare to eller tre år, men de efterfølgende 8-9 år – var et helvede for mig. En psykisk magtkamp. En kamp som jeg på et tidspunkt var ved at opgive, og bare sige farvel til det hele. Til alt og alle. Men jeg kæmpede videre for min ret og min værdighed. I otte-ni år blev jeg hånet, svinet til, gjorde aldrig noget godt nok; jeg var grim, jeg var tyk, jeg havde noget grimt hår, min tøjstil var forfærdelig, jeg havde de forkerte venner. Og uanset hvad jeg gjorde, skulle jeg nedgøres, overfaldes med verbale møgfald.. Rent ud sagt, jeg havde det af helvedes til!

Dengang følte jeg ikke, at jeg havde noget at gøre. Jeg vidste ikke, at der var nogle mennesker, som kunne hjælpe. Jeg følte mig Palle-alene i verden og kun hos min mor, kunne jeg finde trøst. Hun har også været hele drivkraften til min kamp til at blive retfærdiggjort og accepteret – selvom jeg aldrig blev det. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at der rundt om i landet var utallige af hjælpeorganisationer for børn. Desværre.
Det ved jeg nu. Jeg ved, at der sidder en masse organisationer fyldt med kærlighedsfulde, omsorgsfulde og hjælpende mennesker. Heriblandt kan nævnes Børn, Unge og Sorgs projekt, der hedder Giv Håb, som hjælper børn og unge, der har mistet nogen i deres familie eller lever med alvorligt syge i familien. Selvom det er disse fokusområder organisationen har, så ved jeg, at Giv Håb også hjælper børn og unge, der på anden måde lever i sorg.

Det er sådan, at Giv Håb i år er nomineret til Årets Partnerskab for deres deltagelse til Frivillighedens Dag 2013. Det blev de, fordi Giv Håb består af frivillige kunstnere og erhvervsfolk. Man kan stemme på dem HER.

Jeg vil gerne understrege, at dette indlæg ikke er lavet for at få medlidenhed. Det har jeg ikke brug for overhovedet. Min barndom er et overstået kapitel og ikke noget, jeg længere går og sørger over, men jeg vil gerne fortælle min historie. Fortælle en masse unge mennesker, at der er utrolig mange rundt omkring, som faktisk ikke har det så godt, som det ser ud til. Og tilmed vil jeg gerne dele Giv Håb-projektet med jer, og dele deres nomineringsvideo med jer for at gøre opmærksom på, at der faktisk er en masse mennesker derude, som ønsker jer det bedste, selvom I har det rigtig svært. Den information manglede jeg i hvert fald, da jeg var yngre. Men samtidig også gøre opmærksom på Giv Håb, da projektet fortjener at komme frem i lyset og blive set af flere mennesker.

Min stemme er sat – er din?