Må man godt give sig selv en highfive?

Nu har jeg prøvet det der voksenliv af i 3 måneder (!), holy tiden går sgu stærkt, og jeg må indrømme, at jeg er ret meget fan. Det er måske tid til at gøre lidt status over job, karriere, bloggen og generelt bare, hvad jeg egentlig selv synes om alt dette.

First of all; jeg er lykkelig. Jeg svæver på en sky og vågner med et bredere smil end Kim Larsens hver morgen og føler mig så evigt taknemmelig og ydmyg over, hvad jeg har fået – men så sandelig også har kæmpet mig til. Jeg er glad. Og hvis der er noget, der er vigtigt for mig her i livet – vigtigere end at kunne købe sneakers, have pæn bryn og noget flot sengetøj, så er det fandeme at være glad.

Jeg har et job, jeg står op til hver morgen, som kun tilfører positive energier til mit liv. Et job som jeg ved en lettere tilfældighed fik for halvandet år siden, og som vitterligt har ændret mit liv totalt. Var det ikke for mig job, så havde jeg nok ikke boet i København nu. Jeg havde ikke været så selvstændig. Jeg havde ikke mødt så mange fantastiske mennesker, og jeg tvivler på, jeg havde været lige så glad. Tværtimod havde jeg stået på en rådden Shell-tank på tidspunkter, hvor normale mennesker sover for at bage brød. Great, ikke? For min skyld kunne jeg sidde ved mit skrivebord og på min kontorstol på Trommesalen resten af mit liv, som det ser ud lige nu. Hvor priviligeret er man lige at have et job, som interesserer en og inspirerer en så meget, som mit job gør?

Men det har sgu ikke været lutter og lagkage det hele. Successen er ikke faret i fjæset på mig, nærmere vil jeg sgu sige, den er flygtet fra mig det første stykke tid inden jeg blev ansat ved Bloggers Delight. Men jeg kæmpede benhårdt, jeg fik jobbet ved en tilfældighed, og jeg kæmper stadig benhårdt videre. For jeg har fandeme været sej, og det smider jeg ikke på jorden.

“Jamen Daniel, du skal vel også på universitetet?”. Måske, måske ikke. Jeg har ikke travlt, og som alting ser ud lige nu, så har jeg ikke brug for – eller lyst og tid til – at sidde og glo ned i en bog i 3 eller 5 år. Erhvervserfaringen er bare så meget vigtigere for mig, som det hele er nu. Jeg har gjort, hvad der gør mig glad, og det er en endnu mere voksen beslutning i mit hoved end at følge strømmen og tage tredive uddannelser, fordi det lyder godt.

Jantelovstanterne derude er jo ikke meget for, at jeg skriver det, for man skal jo være ydmyg, taknemmelig og ikke tale for højt eller have for høje tanker om sig selv – men jeg har fandeme været god! Jo, ydmyghed og taknemmelighed har jeg, men det er jo ikke kommet som et stjerneskud fra en klar himmel. Det er fandeme sejt, og jeg fortjener mig selv at fortælle hele verden, at jeg er stolt af mig og kan give mig selv et skulderklap med god samvittighed, for hvem havde troet, at jeg som 18 årig skulle stå her med så meget ansvar og have opnået så mange ting allerede? Ikke mig.

Så må folk brække sig, så meget de vil over min jantelovssnak, men så bunder det sgu nok bare i, at man godt selv ved, man ikke har været den sejeste til at sparke røv og springe ud i nogle ting her i livet. I såfald så kom i gang. Følelsen af stolthed og følelsen af “JEG gjorde det” er den bedste, og den kan jeg unde alle mennesker, hvis man kæmper for det :)

Så virtuel highfive til mig selv og alle andre, som gør hvad de føler for her i livet.