Love is a freaking sweet bitch

Mit kærlighedsliv. Et utrolig sårbart emne og alligevel så stærkt, at jeg bare vælger at holde kæft. Jeg kan kæfte op om, hvad som helst, have en holdning til alt og ingen problemer have med at sige den, men så snart folk spørger ind til mit kærlighedsliv lukker munden på mig eller også bliver jeg overfladisk og snakker mig let henover det. Hvorfor ved jeg ikke. Det er bare et ret personligt emne for mig, hvorfor I heller aldrig høre om fyre herinde. Det får I dog lidt at høre om i dette indlæg. Dog er det ikke så personligt, at jeg ikke kan snakke om det. Jeg tror bare, at jeg har vænnet mig selv til at holde kæft, når folk, jeg ikke rigtig kender, har spurgt ind til det.

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg nogensinde har haft en kæreste (altså en fyr), svaret er ja. Desværre var det dengang for to år siden hemmeligt, da han ikke var sprunget ud. Der var meget få, der vidste det, da jeg ikke ville have at for mange vidste det, nu hvor han ikke var sprunget ud. Dog holdt jeg ikke til det i længden. Jeg vil gerne vise min fyr frem og vise, at jeg er stolt af ham. Han skal ikke gemme sig og virke flov. Så det stoppede.

Det tog, overraskende nok, ikke særlig hårdt på mig og livet gik videre. Jeg var stadig lige så lykkelig, dog må jeg indrømme, at jeg mangler noget i min hverdag. Der er en del i mig, der er helt tom, og som kun én person vil kunne fylde ud. Hvem denne fyr er, som skal fylde det her tomrum ud, det må tiden vise. Siden dengang jeg brød med min daværende kæreste (eller hvad man nu skal kalde det her hemmelige forhold), har jeg haft det her tomrum, og jeg erkender blankt, at jeg ønsker mere end noget andet at få det udfyldt, for jeg savner inderligt en at dele min hverdag med. Men det bliver ikke Hr. Hvem-som-helst, og det har I vist også fundet ud af ;) Jeg skal ikke have en fyr bare for at have en. Jeg skal have en, som jeg er oprigtig forelsket i, og som jeg kan være hundrede procent mig selv med. Derfor skal han også have de værdier, som jeg sætter pris på. Ellers vil jeg hellere undvære. Jeg skal kunne være mig selv med ham, gøre mig lækker og tage i byen uden han bliver desperat og panisk over, at jeg er i selskab med andre, han skal have begge ben plantet solidt på jorden, og mest af alt vil jeg kunne sidde søndag aften sammen med ham med tømmermænd og være totalt grim. Først dér, ved jeg at det er ægte kærlighed. Dog har jeg mistet en lille del af mig selv siden ham – uden jeg egentlig selv har vidst det. Jeg er blevet lidt skræmt for at binde mig til en person, for hvad nu, hvis man bliver såret? Så vil jeg hellere gå og se stærk ud, uden nogen der holder min hånd. Men det er vel heller ikke holdbart i længden. Eller er det?

Om jeg nogensinde finder ham, ved jeg ikke. Jeg har kun levet i 17 år, jeg har et langt liv foran mig, og ingen siger, at jeg skal finde ham hverken i dag, i morgen eller om en måned
Men jeg er glad og mit kærlighedsliv er vel egentlig som alle jer andres; en kæmpe rutschebane, som evigt søger efter endestationen, hvor man kan slappe af med den, man elsker. Jeg ved, at den helt rette er derude et sted. Måske har jeg mødt ham, måske har jeg ikke.