Lige på grænsen til kræft

Der kommer tider i ens liv, hvor alting pludselig virker så sort og urimeligt. Et tidspunkt hvor alt det materielle, man var glad for pludselig bliver så pisse ligegyldigt, som noget overhovedet kan blive (og ja, det kom fra min mund!). Et tidspunkt hvor man ikke kan tillade sig at brokke sig over naboen, der knepper derudaf eller hunden hos underboen brokker sig natten lang. For ikke desto mindre, så kan man mærke liv.

Min familie (særligt min mor) har været igennem et halvandet år, som ikke kan måle sig med mange ting. Og det skal ikke siges for at lyde som en medlidenhedssøgende idiot men nærmere for at fortælle, at den ting går jeg også igennem. Så selvom jeg blogger om bobler og sneakers i stride strømme, så er jeg meget mere end det. Men det er jeg også sikker på I ved.

For cirka en måned siden fik mine kære mor en lungebetændelse, der viste sig at være lidt udover det sædvanlige; da den var ovre, var der pludselig noget på lungen, som ikke skulle være der. Min mor gik til lægen og inden længe fik hun beskeden: Du har 3 cyster. To af dem er gode. Den sidste ser ikke god ud.

Verden bryder et kort øjeblik sammen, men som altid slår jeg koldt vand i blodet og bliver nødt til at være optimistisk. For selvom min mor har røget i knap 30 år, så var der ikke sket noget med hende, hun skulle ikke være syg nu. Det var i hvert fald det, jeg sagde til mig selv for at være ovenpå. Dagene gik – og de gik langsomt. Hun fik undersøgt den “sorte” cyste ved lungen. Jeg fik skrevet med diverse mennesker, som kunne berolige mig. Det hjalp delvist, men frygten for at miste sidder ved. Man er så pissebange og uanset hvad, så frygter man jo altid det værste.

Hun skulle have svar på prøverne dagen før min fødselsdag, men som jeg ganske rigtigt gættede, så fik jeg ikke svaret, fordi hun ikke ville bekymre mig på min fødselsdag. Og netop min fødselsdag i år er og forbliver nok en af dem, der sidder bedst i erindringen. Jeg nød hvert et sekund; jeg nød liv, smil, grin og nærvær. Det lyder som en corny historie, men man mærker sgu lige pludselig, hvor meget folk betyder for en.
Lige for at tage spændingen, så havde min mor 3 godartede cyster, og jeg kunne ånde lettet op; nok den bedste fødselsdagsgave jeg kunne få.

Egentlig ønsker jeg lidt for alle, at de kommer igennem samme forløb som jeg; ikke fordi man skal mærke bekymringen og uvisheden, for det fortjener ingen, men fordi jeg ønsker at alle oplever noget i deres liv, som ændrer synet på alt omkring dem. Det gjorde dette. Og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg fik øjnene op for menneskene og de ting, jeg har omkring mig – og selvfølgelig lykkelig for, at jeg stadig har en sund og rask mor. Det er det vigtigste :)