Lidt om selvindsigt og at indse, man ikke er perfekt

For snart 14 år siden startede jeg i 1. klasse (ja, jeg er stadig kun 20 år nu, haha). Jeg fik en klasselærer som hedder Morten, der skulle vise sig at lære mig rigtig meget om livet i de efterfølgende år. Morten var en rigtig spasmager; det elskede vi alle, og jeg kan stadig høre ham sige nogle af de ting, han sagde. Én bestemt sætning husker jeg dog mere tydeligt end resten. Han stod ved tavlen, pegede ud på os med fingeren og sagde “Når jeg peger på dig – så peger der 3 fingre tilbage på mig”. Ja ja, tænkte jeg dengang. Men manden havde jo ret; det handlede vel dybeset om selvindsigt.

Og lige præcis selvindsigt og kunne se i øjnene, at man selv har sider, som ikke er de mest fantastiske, vil jeg snakke lidt om i dag.
Den seneste måneds tid, har jeg nemlig følt en lidt negativ aura omkring mig. Ikke af andre folk, men som om, jeg selv har været omgivet af en ubrydelig negativ bobbel. En bobbel jeg ikke selv har lagt mærke til direkte – men har haft indflydelse på andre, så de i mine øjne har virket negative, og jeg derfor har “skudt bolden” videre.

Jeg har bebrejdet andre for at være i dårligt humør, mens det i virkeligheden bare har været mig selv, der har været en sur kost. Hvad det har været, ved jeg ikke, men det kan jo også være så mange ting. Derfor har jeg her på det sidste prøvet at se lidt ind ad og prøve at iagttage mine egne udtalelser og min egen udstråling. Det har jeg lært meget af, men det har også været svært, for jeg er en person, der selv går meget op i, at andre gør deres ting ordentligt, er gode mennesker og viser den bedste side af sig selv, så det har været enormt svært at indse, at jeg ikke har været den bedste side af mig selv. Jeg har brokket mig helt vildt, været uoplagt og doven og sådan en rigtig nej-hat-type. Den der type, som jeg normalt selv ville bede om at flette næbet og tage en ja-hat på!

Det pudsige af det hele er, at jeg inden den “periode” har svævet på en sky og været hjernedødt glad og positiv, men BANG med ét så vendte det. Og det skræmmende er, jeg aner ikke, hvad der har gjort mig til “den person”. Det er kommet ud af det blå. Min kæreste har dog været ret god til at pointere det på en pæn måde overfor mig, og det er jeg faktisk utrolig glad for, for ellers tror jeg aldrig, jeg havde tænkt på at se ind ad og finde fejl ved mig selv i stedet for at hakke andre ned. Så var jeg nok bare blevet i den sammme dumme, negative bobbel og beskyldt alle andre – end mig selv – for at være nogle sure, gamle røvhuller ;)

Sætningen med de tre fingre, der peger på en selv, når man peger på andre, giver så meget mere mening for mig nu. Tak, Morten.

Kender I følelsen af dette? Og har I prøvet at se indad i nogle perioder for at “rette op” på jer selv? Jeg synes, det er en helt vildt god egenskab at have. Og en ting, som jeg selv fortsat vil og skal arbejde på at blive bedre til. Så bliver jeg nemlig et bedre menneske – og jeg vil kun være den bedste side af mig selv. Andet fortjener folk omkring mig ikke :)