Lidt om diskrimination og turde at sige fra

Meget kan man sige om mig, men at følge med i, hvad der sker ude i verden – og specielt indenfor homorettigheder med videre – vil jeg nu altid mene, at jeg har haft ret godt styr på det. Jeg må dog indrømme, at jeg følte mig en smule dum i dag, da jeg fandt ud af, at det er international dag mod homo-, bi- og transfobi. Hvorfor har jeg aldrig vidst det? Og findes der virkelig sådan en dag? Findes der virkelig én dag på året, hvor man går imod homofobi? Det troede jeg vi gjorde hver dag. Nå, men nok om mærkelige (homo)mærkedage; den snak kan vi altid tage ;)

Nu hvor det så alligevel er denne meget specielle dag; som jeg stadig er lige dele overrasket over, jeg ikke anede eksisterede og lige dele forarget over faktisk eksisterer, synes jeg da vi skal snakke om homofober, om diskrimination og det, der vedrører dette. For de af jer, der har fulgt med relativt længe herinde, ved at jeg har været udsat for lidt af hvert. Jeg har altid snakket åbent og højt om de episoder, jeg har oplevet, fordi det ikke er noget, der skal ties ihjel. Så kan det godt være, at jeg er blevet mødt af en “Du råber også bare, fordi du er homo”-attitude, men dén vil jeg langt hellere risikere at få smidt lige i fjæset, end jeg vil gå og have det dårligt med mig selv over, at jeg ikke råbte op og sagde stop i offentligheden, eller at jeg ikke føler jeg er med til at gøre mit. De episoder har aldrig været helt sjove, og det har ikke altid været lige nemt at komme sig efter, men jeg finder mig sgu ikke i noget.

Jeg synes ikke selv, at jeg har været udsat for de ekstreme ting, som man desværre af og til hører at andre gør. Det værste, jeg har oplevet er at blive overfaldet af en tidligere veninde, hvor jeg fik en masse knytnæveslag og en drink lidt midt i panden. Ellers er det småtrusler, tilråb og cyber-shaming. Det er heller ikke sjovt og burde slet ikke være noget, som man oplevede, men sådan er den store, modbydelige verden nu bare engang.

Det er ikke sjovt uanset, hvordan diskriminationen foregår. Særligt ikke sjovt, når det bliver fysisk, og derfor har jeg heller aldrig holdt min kæft så snart, der sker det mindste – og jeg er sikker på, det har hjulpet. For eksempel blev jeg engang kaldt for en (hold fast) ‘omvandrende bæskubber, der kun havde HIV og permanent klamydia på hjernen’ efterfulgt af et ‘typer som dig bør tæskes ihjel’. Alene det, at man kan komme med en så umoden sætning, gør mig flov på vedkommendes vegne, samtidig med, at jeg bliver enormt sur og faktisk vred over, at folk føler de kan tillade sig at opføre sig sådan. I dette tilfælde gik jeg direkte hen i snotkassen på vedkommende og fortalte ham meget tydeligt, at ‘Hvis der er nogen typer her, som bør tæskes ihjel, så er det dig’. Det var nok en lige så umoden sætning, som han fik sendt af sted igennem luften til mig, men ikke desto mindre så er jeg ret sikker på, at han forstod budskabet. Han klappede i hvert fald i og gik sin vej. Og generelt er det faktisk den måde folk reagerer på, når jeg siger noget igen og ikke bare bukker under og lader som ingenting. Nogengange spiller folk lidt op, men så får de tilbage af samme skuffe, og så holder de deres kæft. Og hold kæft, hvor ville jeg ønske at flere turde det!

Jeg tror virkelig på, at hvis vi allesammen, som får disse tilråb og bliver udsat for denne diskrimination, turde at åbne munden, når man står midt i det, så ville folk hurtigt finde ud af, at vi altså ikke bare er en flok ‘omvandrende bæskubbere’, der ikke tør åbne kæften og sige fra. Men samtidig forstår jeg i den grad også godt, at folk ikke tør med alle de skrækscenarier, man hører nu til dags om folk, der bliver stukket ned, skudt, får slået halvdelen af tænderne ud og i den dur. Det er sgu ubehagelige og grove løjer. Samtidig vil jeg også sige, at det aldrig har været så let for mig at sige fra, som det er nu. Det har taget mig tid at samle det mod det kræver at stå på en mørk gade midt i København en fredag nat og bede en rapkæftet, pumpet fyr om at holde sin kæft, men hold op, hvor har jeg hjulpet mig selv ved at gøre det. Jeg føler slet ikke i samme grad, at jeg bliver diskrimineret og når jeg så gør, så praller det fuldstændig af mig, hvor jeg tidligere tog det meget personligt, og nærmest bearbejdede det, som var det en hånlig kommentar fra en veninde.

Dét jeg egentlig bare ville sige med denne mega lange tekst er, at man ikke skal lade sig bukke under. Bliver du uretfærdigt behandlet – uanset om det er noget seksuelt orienteret eller ej – så åben munden og sig fra. Du skal ikke finde dig i hvad som helst. Folk er nogle røvhuller, og de finder kun ud af, at du ikke er sjov at være et røvhul overfor, hvis du åbner munden. Ellers bliver du hurtigt det lette offer – og det er der ingen, der har lyst til.

… og med det sagt, skal vi også hylde alle dem, som bakker op i offentligheden, når man oplever noget ubehageligt. Tak til jer! Skål for mangfoldigheden <3