Lidt om at skulle leve op til forventningerne

Lidt sjovt billede fra min 18 års fødselsdag. We are just friends, guys ;)

Lige for tiden går jeg i en forventningsbobbel, når det kommer til bloggen. I det moderne liv, bliver vi konstant målt på alle leder og kanter. Vi bliver slået ud mod hinanden, konkurrerer mere end vi samarbejder. Hele det her spil er bare én stor konkurrence. Og selvom det er rigtig hyggeligt, og jeg virkelig nyder det, så føler jeg snart at mine fordele for at vinde kampen er elimineret. Ikke at det skal handle om at vinde, for det skal jo bare være sjovt at være med. Er det ikke sådan, man siger?

Men det sjove ved bloggen, at skrive gloser ned til jer, inspirere og underholde, forsvinder lige så langsomt, når jeg ikke selv føler mig inspirationsrig og min blogs karakteristika ikke kan bevares, fordi der simpelthen ikke er mere at fortælle. Jeg har det bedre end nogensinde før, det skal der ikke slås nogen tvivl ved overhovedet. Jeg er glad. Godt job. Dejlig familie. Søde venner og en dejlig lejlighed. Jeg har kæmpet mig til toppen af mit eget liv, og fandeme hatten for det for mig selv. Hvis man må det her i Jantedanmark?

Mine personlige spor og min blogs omdrejningsemne og røde tråd; min seksualitet, er bare ved at uddø lidt. Der er snart ikke mere at fortælle, om det at være homoseksuel. Det er så fantastisk normalt og ikke særlig anderledes var “det normale liv”. Derfor har det i den seneste tid også været svært for mig at finde ud, hvad pokker jeg skal diske op med herinde. Jo bevares, jeg kan da godt blogge om tøj, pæne blomster og alt det andet opstillede crap, som det halve af blogland. Det gør jeg da også til tider, men jeg føler bare, jeg har mere at give af. Jeg har mere end opstillet crap. Alt det uden filter, uden perfektion, uden hæmninger – alt dét. Men I ved jo snart det hele for fanden da! Haha. Luksusproblem af en art, jeg ved det. Men det irriterer mig lidt, for jeg føler sådan, jeg går på kompromis med mig selv, når jeg slår det ene “ligegyldige” indlæg op efter det andet.

Det tager nok bare sin tid at komme tilbage på sporet. Jeg kan da også stadig brokke mig, ingen tvivl dér. Men det hele skulle jo meget gerne ikke gå hen og blive et stort, surt, trist og brokkende univers, vel? Vi vil have blomster, farver, regnbuer, store buler i bukserne, pæne bryn og irriterende mænd.. men også lidt de søde. I’ll be back.