Og det var så det!

Lad os lige tage den med farligt bøsseblod en gang for alle..

14054245_1255616584472556_8760692474827252664_n

.. sådan var Alternativets udmelding på Facebook for nogle dage siden i forbindelse med Copenhagen Pride.

De af jer, som læser med herinde regelmæssigt eller er gået tilbage i arkiverne, vil have set, at jeg flere gange har omtalt netop dette emne herinde før. For 4 år siden omtalte jeg homoseksuelles ret til at blive bloddonorer første gang. Her fortalte jeg jer, at homoseksuelle ikke må donere blod, og jeg var (og stadig er) ret forundret over dén regel – eller nærmere blokering. Indlægget kan I læse eller genlæse her.

For snart et år siden blev jeg så kontaktet af Radio24syv til et indslag i deres program ‘Reporterne’ i forbindelse med, at homoseksuelle mænd i USA netop havde fået muligheden for at blive bloddonorer, såfremt de kan bevise, de ikke har været seksuelle aktive i et år. Indslaget blev desværre en anelse vrøvlende fra min side af, fordi det gik ret hurtigt, og jeg skulle være med i indslaget en times tid efter jeg blev kontaktet. Du kan dog høre det her.

Hvorfor må homoseksuelle mænd i Danmark ikke donere blod?
I Danmark har visse ‘grupper’ af mennesker karantæne for at donere blod, heriblandt mænd, som på et tidspunkt i deres liv har været seksuelt aktiv med en anden mand. Dette begrundes med smittefaren for HIV/AIDS. Derudover må man ikke have været prostitueret eller stiknarkoman. Du kan se den fulde liste af karantæneregler her.
Når man er homoseksuel mand, mener man at smitterisikoen er 13 gange større end andre ‘grupper’ (Kilde: Sundshedsstyrelsen). Dette skyldes at HIV/AIDS smitter lettere ved for eksempel analsex end vaginalt samleje.

Et spørgsmål om ligestilling eller patienters sikkerhed
Du kan ikke stille lighedstegn mellem homoseksuelle og HIV/AIDS. Der er nogle homoseksuelle mænd, som er smittet, men der er i den grad også mange som ikke er. Lige så vel som, der er kvinder, der har HIV/AIDS og kvinder, der ikke har. Jeg går ud fra, at det er nogle mennesker, der ved, hvad de taler om, når de siger at smitterisikoen for HIV/AIDS er større ved homoseksuelle mænd og analsex and ved andre ‘typer’ af seksualitet og samleje. Men om det er den rigtige måde at gøre tingene på, er jeg ikke enig i.

Vi har et utrolig veludviklet og sikkert sundhedssystem i Danmark. Det er jeg stolt over, og vigtigst af alt tryg ved. Der sker naturligvis fejl i Danmark, som i andre lande, men vi kan ikke tage fra vores kære sundhedssystem, at du er i gode hænder. Jeg er ikke den mindste smule utryg over at skulle blive syg i Danmark, som jeg for eksempel ville være i et u-land, og dette ønsker jeg på ingen måde at spolere heller.

Derfor er hele dette emne omkring homoseksuelles rettigheder på ingen måde et spørgsmål om at gå på kompromis med patienternes sikkerhed heller. Overhovedet ikke. Alle patienter skal kunne føle sig trygge, når de modtager blod.

Når det så er sagt, så er det argumentet for, hvorfor homoseksuelle mænd ikke må donere blod, jeg synes, der er vagt. Jeg synes det er rigtig vagt – og ikke mindst diskriminerende, om end det ikke er hovedfokusset i denne sag – at skære alle homoseksuelle mænd (eller mænd der har haft sex med mænd på et tidspunkt i deres liv) over én kam og give alle karantæne. Det synes jeg fordi, man i Danmark screener alt blod, der kommer igennem blodbanken. Der er altså ikke én dråbe, som ikke bliver screenet – netop for patienternes sikkerhed. Og skulle der være blod, som man er usikker på, så bliver det kaseret. Og det er hammervigtigt!

Men, men, men.. Fælles for både mænd og kvinder uanset seksualitet er, at HIV/AIDS først fremtræder i blodet ca. 3 måneder efter smitte, og derfor kan man faktisk aldrig vide sig 100% sikker på, om blodet er smittet eller ej, og derfor udelukker man så de grupper, som udgør den største risiko for smitte. Fair enough. Men kan det måske gøres på andre måder?

Eksemplet med USA, hvor du nu kan donere blod som homoseksuel mand, hvis du ikke har haft sex i et år, synes jeg sagtens man kan tage udgangspunkt i. Man kunne for eksempel i Danmark sige, at hvis man ikke har haft sex i 3 måneder eller lever i fast forhold og har gjort det i mere end 3 måneder og begge parter er testet negativ for HIV/AIDS, så kan man donere blod. Dét synes jeg ville være en god måde at gøre det på.

Men Daniel, nu taler du jo igen om homoseksuelles rettigheder?
Ja.. og nej. Som sagt så synes jeg 100% det her handler om patienternes sikkerhed, og jeg synes vores system er intelligent indrettet. Det meste af vejen – der er plads til forbedringer. Og det siger jeg ikke, fordi jeg gerne vil kunne skrive på min to-do-liste at jeg skal have tappet blod, for det er ikke livsnødvendigt for mig. Men det kan det blive for andre. For få år siden varslede man, at der var mangel på bloddonorer, og her stod jeg klar med min 0RhD negativ blodtype, som kan give blod til alle mennesker, som den eneste blodtype, men jeg måtte ikke. Siden hen er der kommet flere donorer til, så der nu ikke længere er mangel, og det er helt fantastisk, men med den skæve udvikling mellem ældre og yngre i befolkningen samt udviklingen i antallet af mennesker generelt, spår jeg, at vi kommer til at mangle bloddonorer i fremtiden.

Derfor kære blodbank. Det kan godt være, jeg er homoseksuel mand, men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis har HIV/AIDS eller er et omvandrende sygdomstelt. Jeg har aldrig haft en sexsygdom, jeg har en speciel blodtype, så jeg kan give blod til hvem end det skulle være, og jeg står klar til at hjælpe, hvis behovet opstår.

Hvad mener du – kan du se mine pointer? 

Ingen kommentarer endnu...

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Og det var så det!