Kys i panden til kusinen og lidt om seksualitet

Jeg har glædet mig enormt til at kunne skrive dette indlæg. Faktisk lige fra bloggen opstod.  For jeg er glad – og stolt.

Da jeg var en lille bitte purk, som på billedet herover, fik min kære kusine Julie et kys i panden – og det gjorde en masse andre piger i ‘vuggeren’ også. Dengang var der nok ikke ligefrem de vildeste udsigter til, at Hr. Ishøj skulle springe ud som homo en dag. Ikke at der var noget galt i, hvis han gjorde, men dengang – i 1995, da jeg blev født – var det nok bare lidt mere normen, at man var hetero.

Godt nok legede jeg med dukker fra helt spæd – men samtidig var jeg også den vildeste håndværkertype, når jeg borede min mor i navlen med min legetøjs-skruemaskine, og specielt da min biologiske far sagde, da jeg var spæd, at han ville slå hånden af mig, hvis jeg nogensinde blev homoseksuel, så var der nok ikke så forfærdelig mange i familien, der havde regnet med, at jeg en dag ville tage springet ud af skabet, før jeg selv slog hånden af ham. 

Og lige det der med at springe ud, hvad folk forventer, andres reaktioner og alt i den dur, som typisk er relateret til at springe ud af skabet som homo, det har i den grad ændret sig i de år, jeg har været ‘ude af skabet’. Og det er altså kun 4 år siden, jeg sprang ud.

Rigtig mange mennesker tør tage springet nu og egentlig bare give hele verden fuck-fingeren, hvis folk har et problem med, hvem man er. Dét glæder mig – meget! Folk tør eksperimenterer mere med seksualitet, køn og hele ens identitet. Jeg elsker, at nogen har lyst – og tør – at eksperimentere så meget med sit køn, at man bliver i tvivl om hvorvidt, det er en mand eller en kvinde. Det er – og vil nok for altid – være mærkeligt for nogen, men det er et vigtigt slag for, at vi kan få et anderledes syn på mennesker, og alle ikke skal deles op i hetero og homo. Mænd og kvinder. Og så videre. Verden er så meget mere end det – om man vil det eller ej.

Jeg er stolt over, at minoriteterne i Danmark bliver accepteret mere end førhen. At vi ikke længere skal gå på listefødder i samme omfang som før. At folk er stolte over, at vi ikke giver en fuck for alle de snævertsynede røvhuller, som findes derude. At vi kan være os selv. Og ikke mindst at folk ikke har behov for at finde svar eller påpege om, man er homo eller ej. Det er faktisk en kæmpe befrielse, og det gør sgu, at man føler sig som et helt almindeligt menneske, der ikke skal særbehandles. Så tak for det!

Tak fordi I har været med til at kæmpe for det sammen med mig og resten af verden. Jeg er stolt over hver og en, som fortæller andre, at det er helt OK at skille sig ud. For det har vi fandeme brug for i samfundet. Tak :)