Konfirmation: Tradition eller tro?

TAK til søde læsere for lån af deres konfirmationsbilleder!

Det er lige for tiden højtid for konfirmationer landet over, og størstedelen af alle landets 13-14 årige (eller deromkring) har været igennem alle sine timer hos præst og de kedelige gudstjenester for at kunne blive konfirmeret. Men spørgsmålet er, hvorfor blev/bliver du konfirmeret?

For er det på grund af, at man rent faktisk tror på Gud Fader Den Almægtige, og hvad der nu ellers bliver sagt i kirken, eller er det ren og skær på grund af tradition og de typisk store medfølgende pengebeløb? Hvor meget vil vi ofre, hvis vi faktisk ikke tror på Gud?

Her kommer min mening. Da jeg i sin tid var på vej til at rykke op i 7. klasse og skulle til at have tysk, geografi og andre fag såsom præst, så vidste jeg med det samme, at jeg ville lukke mig ude af fællesskabet i klassen, hvad det angik konfirmationsdelen. Jeg var ikke interesseret. Jeg har aldrig troet på Gud. Og for mig var det ret simpelt, uanset om jeg fik en fest eller ej, så ville jeg ikke konfirmeres, fordi jeg så det udelukkende som et troende arrangement at blive konfirmeret. Det er så i den grad ikke alle, der ser det sådan. Og fred være med det! Det var dog heller ikke med lige stort smil på læben, da jeg fortalte min familie, at jeg ikke ville konfirmeres. Nogen af dem spærrede da øjnene op og insisterede på, at jeg da bare skulle prøve at gå til præst og se, hvordan det var. Men nej.

Nu holder jeg mig ikke selv hundrede procent væk fra kirken; jeg kommer til barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Ikke fordi, jeg tror på alt det (i mine øjne) mundlort som præsten lukker ud, men mere af ren respekt.

Det at blive konfirmeret var, som sagt, for mig udelukkende et troende arrangement og havde intet med fest og farver at gøre. Hvis jeg havde valgt at blive konfirmeret, fordi jeg var troende, så vil jeg faktisk vove at påstå, at jeg også godt ville gøre det og være med festen foruden, da jeg ikke synes det handler en bjælle om traditioner eller penge at blive konfirmeret.

I dag er der rigtig mange, der vælger at blive konfirmeret for traditionens skyld, eller også bare fordi resten af klassen gør det og ser det måske lidt som en fælles ting at gøre sammen, og så er jeg da et hundrede procent sikker på at festen, gaverne, maden, Blå Mandag og alle de andre ting i forbindelse med en konfirmation trækker rigtig meget i ens beslutning også. Der var sågar nogen fra min folkeskole, som sagde, at de kun blev konfirmeret for festens skyld, og hvis ikke de havde fået en fest, så havde de aldrig ladet sig konfirmere.

Udover at jeg ikke tror på Gud og ham der blev hængt på korset som et eller andet gidsel, så synes jeg også, det er et stort valg at sætte en nyudsprunget teenager over for; tror du på Gud? Konfirmationen og valget om man tror på Gud eller ej kan man ikke bruge til store i livet længere frem, men jeg synes stadig det fortæller lidt om, hvem man er som person og hvilke værdier, man indeholder.

Trods mit valg om at lade mig nonfirmere i stedet for konfirmere resulterede dog alligevel i en hyggeligt fest med spritstive mennesker over det hele. Om det er forkert at fejre en nonfirmation, synes jeg ikke, selvom mange mener det. Tværtimod vil jeg gerne citere min mor i denne sammenhæng, som dengang sagde: “Burde der ikke være mere grund til at holde en fest for en, som faktisk ved, hvad han tror og ikke tror på, end at holde en fest for en, som bare har fulgt strømmen og traditionerne?”

Mit søster skal konfirmeres næste år. Og ærligt, hun aner ikke en brik om, hvad man siger ja og nej til i forhold til en konfirmation. Ikke at, jeg selv ved det – men jeg blev jo heller ikke konfirmeret – men det siger bare lidt om, at mange mennesker ikke ser de kirkelige ting som en troende ting, men mere bare en tradition. På det område er jeg nok lidt gammeldags, og så alligevel ikke. Jeg blev døbt, det kunne jeg dog heller ikke selv vælge om jeg ville eller ej, og stod det til mig i dag, så havde jeg været helt og aldeles ligeglad med at blive døbt. Jeg blev ikke konfirmeret. Og jeg skal ikke giftes – i hvert fald ikke i en kirke. Dét at blive gift ser jeg dels som en måde at vise sin kærlighed på (hvilket er dybt latterligt. Hvorfor skal det skrives ned, at man elsker hinanden?) og dels en kristen/troende ting. Om jeg skal holde en sidste fest i kirken, når jeg ligger i kisten må tiden vise. Det er ikke noget, jeg har taget stilling til endnu.

Forresten så kan jeg fortælle alle jer, som ikke ved om, I vil lade jer konfirmere, at de to timer eksta man kan sove om ugen, fordi de andre er til præst – de er fantastiske ;) Så grib muligheden. Haha!

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad I har at sige til det her. Er jeg bare et snævertsynet røvhul på det her område, som ingen forståelse har på, at folk bliver konfirmeret, selvom de ikke tror en klap på Gud? Gør I det for gaverne eller troens skyld? :)