Jeg er rask – selvom jeg aldrig har følt mig syg

For præcis en måned siden skrev jeg dette indlæg. Her fortalte jeg hudløst ærligt, at lægen havde konstateret stress og sagt til mig, at jeg skulle huske min stopklods. Det var et slag i hovedet, for jeg er ikke typen, der kunne få stress. Kender I den tanke? Det sker for naboen men ikke for mig! Det gjorde det dog alligevel, og det var som sagt et kæmpe slag. Jeg følte det virkelig som et nederlag, for jeg følte mig jo ikke svag. Men sygdom behøver ikke gøre ondt; man behøver ikke kunne se det og nødvendigvis heller ikke mærke det. Jeg kunne mærke min; hjertebanken, svedeture og hovedpine, men ingen havde opdaget det. Jeg har en ret vild facade, jeg kan sætte op – og det kan både være en fordel for mig, men så sandelig også en ulempe.

Den anden dag ringede min læge til mig. Jeg blev spurgt, om jeg skulle noget i dag (onsdag) klokken 16:30, for hvis ikke, så ville hun gerne have, at jeg kom en tur forbi hende. Det gjorde jeg så. Hun spurgte indtil, hvordan jeg har haft det den seneste måned, om jeg har oplevet hjertebanken, svedeture, hovedpine, været mere tørstig, sover ordentligt og en masse andet. Vi målte mit blodtryk og fik en lang, god snak. Jeg kiggede på hende og sagde, at jeg ikke føler mig syg. Jeg har slet ikke følt mig syg igennem hele det her forløb; jeg har selvfølgelig kunne mærke, at jeg ikke har haft det så godt, og jeg har set bedre dage, men at sådan havde alle det vel. Hertil kiggede hun på mig med et meget bestemt – men stadig kærligt – blik og gjorde det klart for mig, at sygdom ikke er noget tabu. Min krop har reageret og sagt fra. Og det skal jeg ikke have det dårligt over, men tværtimod være glad for, at jeg lyttede til og tog handling på.

Samtalen lakkede mod sin ende efter en masse snak, og lægen kiggede på mig og fortalte, at på baggrund af de ting, vi havde snakket om, mit blodtryk og sammenholdt med tidligere, så er jeg rask. Jeg har ikke længere stress. Jeg kiggede sådan lidt mærkeligt på hende; mest fordi, jeg var glad for at få det at vide, men også fordi jeg stadig ikke føler, jeg har været syg, så at få at vide, man er rask, lyder lidt skørt i mit hoved. Men jeg er glad. Jeg er rigtig glad. Stress er jo ikke noget, der kommer og er der i 14 dage og så går det væk igen ligesom en virus. Det er ikke noget, du bliver smittet med, spiser eller får sprøjtet ind. Det ligger i din krop hele tiden og hvis du udfordrer det for meget, så kommer det til syne og fucker med dig. Jeg har lært at håndtere det nu, og jeg har i den grad lært at lytte til min krop og sige stop, når jeg kan mærke, at alt ikke er, som det skal være. Og det er min medicin til at komme ovenpå. Og at vide dén medicin har virket er fantastisk, for jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at det har været svært at ‘komme tilbage på sporet’, men alle omkring mig har bare været så fucking nice, og det har virkelig også gjort, at jeg har kunne tage processen lidt mere i stiv arm. Så tak! Tak til jer, der læser dette for jeres søde ord sidst, tak til mine kolleger, til mine venner, alle de søde bloggere, der har skrevet og selvfølgelig min kæreste og familie. Ja, bare tak til alle. Det er virkelig rart at vide, at man har så mange gode mennesker omkring sig, når lokummet brænder og kroppen siger stop. Tak :)