Jeg er glad for, at jeg fik stress

For noget tid siden fik jeg konstateret stress. Nu er jeg blevet “erklæret rask”. Det lyder stadig så mærkeligt for mig, fordi jeg ikke som sådan har følt mig syg. Men nu hvor det hele er kommet lidt på afstand, kan jeg godt både se og mærke, at den ikke var helt god med mig, og at det giver god mening med det tempo, jeg udsatte min krop for i så mange år. Det startede jo egentlig nok tilbage i gymnasietiden, hvor jeg i gennemsnit fik 5 timers søvn, fordi jeg havde så meget om ørerne. Men det var jo alt sammen noget jeg elskede, så derfor skænkede jeg jo slet heller ikke en tanke til, at det måske ikke var helt sundt.

Nu har jeg som sagt fået det lidt på afstand. Jeg er kommet over på den anden side, som man jo siger, og jeg kan sætte alting lidt i perspektiv. At trække stikket er blevet et begreb, jeg nu er bekendt med, og det gør noget virkelig godt for mig. Men jeg kan også godt mærke, at jeg er glad for, at jeg fik stress dengang. Naturligvis ikke glad for dét at have stress og hele forløbet imens, det står på, men tiden efter og de ting, det har givet mig. Jeg har virkelig lært noget om min krop og noget om mine forventinger til mig selv. Jeg har lært at slappe af, at lytte efter og at sige ‘nej’.

Selvfølgelig vil man jo altid helt være foruden negative ting i sit liv, men det er også vigtigt at huske på bagefter, hvordan det har dannet dig og hvilke ting, det har rykket i dig. Det er vigtigt, at du kan vende det negative til noget positivt og konstruktivt, som du kan bruge til at udvikle dig selv og blive den bedste side af dig selv.

Og dét har jeg lært – og hold kæft, det er rart. Jeg vil ikke takke mig selv for, at jeg kørte min krop længere end grænsen, men derimod takke mig selv for at være så viljestærk og hænge i, når det var vigtigst. Er der særligt nogle oplevelser, du husker, som du er glade for, du var igennem, selvom det var hårdt?