IS THIS THE END?

Jeg sidder i skrivende stund med en klump i halsen. Og den er ikke lille. En virkelig stor og modbydelig klump. Og den er ikke kommet pludseligt, men har bare vokset sig større og større over det sidste halve år.

Jeg har så mange ting, jeg gerne vil sige. Så mange følelser der gerne vil ud, og de vil ud på samme tid i ét stort kaos. Så jeg håber på, at jeg kan holde hovedet koldt og få skrevet dette indlæg, så det stadig er forståeligt. Hvis du er en af typerne, som gentagende gange har fortalt mig, at jeg klynker for meget, men alligevel ikke har kunne lade være med at stalke mig – så bare luk siden ned igen.

Da jeg gik ind i alt dette med hensyn til bloggen var det et kæmpe smil, jeg havde på læben. Jeg var sikker på, at jeg en dag nok skulle nå langt, og det hele nok skulle blive en succes. Men som alle andre ting, så er der også en bagside af medaljen. Den fucking beskidte og modbydelige medalje. Jeg var på daværende tidspunkt – tilbage i februar 2012 – klar over, at jeg ville blive stemplet som opmærksomhedskrævende, medieluder og så videre. Ja, I kender selv alle fordommene omkring bloggere.
Men jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne få mine tanker ned på skrift og dele dem med andre. Et sted, hvor jeg både kunne underholde og inspirere, men så sandelig også et sted, hvor jeg kunne slå følelserne løs. Og det må man sige – det har jeg godt nok også gjort!

Bloggen er blevet mit frirum. Min passion og min lidenskab. Jeg er ikke sportsfreak og går vildt meget op i fodbold eller andet boldhalløj. Nej, bloggen er mit sted. Men som alle andre ting, så skal man føle efter. Føle efter og mærke efter hvornår nok er nok og stoppe mens legen er god.

Lige siden jeg startede på denne blog er jeg gentagende ganget blevet kaldt for en opmærksomhedskrævende medieluder og alle mulige andre mærkværdige ord i denne sammenhæng. Ord som faktisk ikke går mig på, fordi jeg ved, hvad jeg står inde for – og ligeledes, hvad jeg ikke gør. Det er først, når folk bliver personlige, at det begynder at gå mig på. Derfor har det også gået mig på, nedtrykt mig og ikke mindst gjort mig rigtig ked af det, når jeg har fået at vide, at jeg har ændret mig.

“Daniel, jeg kan slet ikke kende dig mere. Du har ændret dig så meget, og jeg bryder mig ikke om den, du er blevet til. Du har aldrig tid til mig mere og vores venskab smuldrer langsomt.”

Dette er et klassisk eksempel på de udmeldinger, jeg har fået fra folk gennem det sidste halve år. Det er kommet som et chok for mig, at folk har følt det sådan, fordi ingen har sagt det til mig før. Disse mennesker, som har fortalt mig dette, har åbenbart været så pisse falske og holdt en facade op i stedet for at konfrontere mig. Som enhver anden har jeg naturligvis spurgt disse personer, hvorfor de ikke føler, de kan kende mig. Jeg får tit svaret “Din blog.”

Ja, jeg har ændret mig. Ja, jeg bruger meget tid på bloggen og det som hører med. Men at begynde at bruge min fritid og det jeg brænder for imod mig – det har jeg ærlig talt ingen respekt for. Jeg synes, det er det dårligste argument man kan bruge for, at man ikke kan kende mig mere. Jeg er blevet ældre. Mange ting er sket det sidste år, og selvfølgelig har jeg ændret mig. Har du ikke også det? Lever du stadig som en lille 13 årige? Nej, vel? Jeg gør heller ikke.

Nu skrev jeg lige før, at jeg ingen respekt havde for disse ord og menneskerne bag ordene. Men selvom, jeg ingen respekt har for dem, så tager jeg dem alligevel personligt. Det gør selvfølgelig rigtig ondt og er mega hjerteskærende at få at vide, at man er helt anderledes og ugenkendelig. Men jeg kan ikke forstå det. Hvorfor kan folk ikke bare acceptere og forstå, at jeg ikke har lige så meget tid som for nogle år tilbage? Bare fordi jeg ikke kan være sammen med alle mine venner og veninder på én gang, så betyder det ikke, at jeg er blevet en anden – jeg er stadig Daniel.

Jeg sidder med tårer i øjenkrogen lige nu. Det er på en måde vildt frustrerende at komme ud med dette, fordi det har gået mig på så længe, men alligevel utrolig rart. Det er altid rart at få luftet noget af alt det lort, man har liggende.
Grunden til at jeg ikke har villet lave dette indlæg før nu er, at jeg ikke vil føle mig svag. Jeg har ikke lyst til at folk skal se mig som den nedtrykte og kede af det Daniel. Jeg vil gerne være ham som inspirerer folk til at tackle hverdagens problemer med et smil. Men sådan er det bare ikke altid. Man kan ikke altid være smilende og glad.

På grund af alle disse udmeldinger fra folk, som jeg faktisk troet jeg var så tæt med, og som faktisk var så gode venner, at det ville være naturligt at respektere min blog og de ting jeg foretager, så har jeg overvejet gennem lidt tid at trække stikket ud og stoppe mens legen er god. Jeg har overvejet, at lukke bloggen ned. Ikke blot for en time eller to eller et par måneder … for altid!

Men bloggen er mit frirum – det er min ting. Og jeg vil ikke have folk skal bestemme over mine ting, og hvad jeg virkelig elsker at gøre og brænder inderligt for. Bare fordi lidt mennesker, som dybeset ikke respekterer mig, mener det er forkert, at jeg blogger – så stopper jeg ikke. Folk skal ikke have lov til at knække nakken på mig ved at fortælle mig, at jeg er blevet en anden Daniel. Jeg sagde før, at man skal stoppe mens legen er god. Og det holder jeg fast i. Men denne leg – min blog – er ikke bare god. Det kan blive meget bedre og festen er først lige begyndt!

Tak til dig, fordi du læste med. Jeg er glad for at være kommet af med alt dette – det har været virkelig frustrerende for mig. Jeg beder ikke om din medlidenhed eller forståelse for noget – jeg ønsker blot at komme ud med mine følelser. Tåren i min øjenkrog er trillet ned og er nu et afsluttet kapitel. Smilet er kommet tilbage for at blive.

Jeg giver ikke op, fordi andre ikke synes, jeg er god nok!