Hvornår bør man sige fra?

Nu er det vitterligt ikke, fordi jeg på nogen måde har tænkt mig, håbet på eller forventer, at I får medlidenhed med mig, ynker med mig og klapper mig på skulderen. Jeg kan sagtens klare mig selv, og jeg har ikke brug for medlidenhed, hvad sådan noget her angår! Jeg er blevet spurgt mange gange, om jeg ikke kunne sætte lidt mere fokus på min seksualitet og skrive herom, såfremt det er muligt at grave mere frem. Jeg tror nu altid, der er et eller andet aspekt, man ikke lige har fået fortalt. Og jeg har faktisk ville skrive dette indlæg i noget tid, og forleden fik jeg så skrevet det. Jeg udgav det bare aldrig. I ved jo godt, at jeg har mine små bitchflips ind i mellem, men hver gang jeg udgiver et sådan indlæg, sidder jeg også med en frygt for, at I sidder derude og tænker “Hold nu kæft, en tudefrans!”, hvilket også er grunden til, at indlægget først bliver delt nu. Og det ønsker jeg altså ikke blive set som. Jeg kan sagtens klare mig selv, men i og med at I gerne vil høre om det, og jeg selv synes det er rart at lufte det herinde for min store familie (hæhæ), vælger jeg nu alligevel at fortælle om det.

Spørgsmålet går på, hvornår man egentlig burde sige fra? Med tiden efter, jeg er sprunget har jeg oplevet alt for mange gange, at folk råber diverse ting efter mig. Nogen gange bliver jeg meget forarget, hvor pisse uopdragne og respektløse folk kan være, siden de kan tillade sig at sige sådan. Og ja, i går var jeg altså en “bæ-skubber, der bare skulle smadres sønder sammen!”.. Det var da i hvert fald dét to hardcore motherfucking bad asses sad og sagde om mig i toget. Ikke direkte til mig, men overfor mig og pegede på mig. Alene den måde de vælger at udtrykke deres had og frustrationer over min personlighed på, synes jeg, viser noget om hvor langt ude, de er. Jeg har altid bare vendt den anden kind til, ladet som ingenting, og bare haft “Haters make you famous!” i tankerne. Jeg har aldrig set nogen grund til at skulle svare igen eller gøre ondt værre. Men spørgsmålet er vel, hvor meget man egentlig skal finde sig i? Burde man bare vende sig om, smække dem en på lampen og derved vide, at de nok holder deres kæft fremover? Jeg ved det ikke er løsningen, men hvad fanden er løsningen så?

Jeg bliver crazy og får kvalme over, hvordan folk vælger at opføre sig nu til dags. Kan det virkelig være rigtigt, at fordi jeg (og andre homoer) har nosserne til at springe ud, fortælle åbent om vores seksualitet, hjælpe og inspirere andre, skal vi trynes, hånes, tæskes og ydmyges? I stedet for at vende mig om og smække de her bad asses næste gang, burde jeg måske hellere bare spørge dem, hvad fanden min seksualitet har med dem at gøre. Får de virkelig et dårligere liv af den grund? Men på den anden side set: Spørger jeg om dette, fatter de alligevel hat i deres halvhjerner.

Peace over and out, og vær nu forhelvede odentlige ved hinanden ♡