“Hvor er de personlige indlæg?”

Ovenstående et spørgsmål, jeg har fået en del gange på det seneste. Mængden af personlige indlæg er blevet mindre, og sniksnak, mad, inspiration og lignende er højere på listen, når jeg vurderer, hvad jeg vil fortælle. Det er ikke fordi, jeg ikke er villig til at dele ud af, hvad der sker bag skærmen, men det er jeg nu også overbevist om, at I godt ved. De af jer, der har læst med længe, har i hvert fald både læst om min biologiske far, hvordan jeg sprang ud, hvordan det er at være ung (i de trælse tider!). Jeg har fortalt jer om eksamensangst, da jeg blev overfaldet og generelt har jeg åbnet mig rigtig meget.

Mit liv har faktisk næsten været en åben bog for jer. Så kan jeg så diskutere med mig selv nu, hvorvidt jeg synes, det er fedt nu eller ej. Men hvad fanden, jeg står her endnu ;) Mit “problem” ligger nærmere i, at jeg altså ikke kan blive ved med at fortælle, om de samme ting om og om igen; I gider ikke høre på mit ævl om at være lyserød og skrigende bøsserøv konstant. I gider ikke blive ved med at høre om irriterende mænd eller bitchflips, når de er det samme. Mit liv er ikke så forfærdelig anderledes fra jeres, og jeg vil vædde med, at mange af jer har et mere spændende liv end jeg selv. Jeg er nu bare en normal fyr med træng til lidt opmærksomhed ;) haha. Man er vel blogger?

De personlige indlæg er altså ikke blevet færre, fordi jeg ikke har lyst. Men fordi, jeg ikke gider fortælle den samme røverhistorie tredive gange. Men frygt ej, jeg bliver da aldrig overfladisk eller bare svæver rundt i min skrift; jeg er stadig personlig og DANIELISHOJ.DK er stadig en personlig blog. Ingen tvivl om det. Og I skal heller ikke være bange for, at jeg trækker mig fra blogland foreløbig. Det er jo først nu det sjove for alvor begynder.

Læn jer tilbage som I har gjort hidtil. Græd med mig. Grin med mig. Elsk med mig (okay, det er måske i overkanten). I hvert fald, så skal I nok få personlighed. Og hvis I ønsker det, skal jeg nok fortælle hvor flintrende lyserød homo, jeg kan være… Og hvor effing kedelig, jeg kan være. I må også godt se mig morgengrim (okay, lad mig lige tygge på den!). Don’t worry!