Han var så bange, at han mistede sig selv

Dette indlæg er bragt lige fra hjertet. Det har været undervejs i flere måneder, og det bliver formentlig aldrig færdigskrevet. 19 år kan bare aldrig blive forkortet så meget ned, at det kan være i ét indlæg. Historien her er mit liv, mine oplevelser, mine tanker og mine ord. Ordene er skrevet i tredjeperson. Herved har jeg lettere kunne forklare mine tanker og følelser. Jeg håber at andre, som har stået eller står i situationen vil gøre sig selv den tjeneste at tænke på sig selv og sige fra.

Læs det oprindelige indlæg omkring min biologiske far her.

Han var ikke særlig gammel. Han husker det ikke præcist, men har været omkring 5 år. Lillesøster var nemlig næsten lige kommet til verden og var ikke mere end et år eller halvandet. Mor og far skulle skilles, familien skulle rives fra hinanden og alle skulle starte et nyt liv. Det var der i og for sig ikke noget galt i. Det bebrejdede han ingen for, for det forstod han godt var en naturlig ting. I dag, ca. 13 år efter, bebrejder han faktisk kun sig selv. Ikke fordi han følte skyld, overhovedet. Men fordi han burde have sagt fra noget før.

Mor, søster og ham selv flyttede. De fandt et lækkert hus, fik en ny tilværelse og alting synes egentlig at gå dem rigtig godt. Der var ingen far. I hvert fald ikke det første stykke tid. Han husker ikke, hvorfor der ingen far var, hvorfor han ikke besøgte ham og lillesøster eller hvorfor de ikke besøgte ham, men ét spørgsmål sidder stadig plantet solidt i hukommelsen. Det var en af de andre børn i børnehaven, der kom med spørgsmålet: “Hvordan ser din far egentlig ud?”. Han husker det, som skete det hele i går. Om der blevet svaret på spørgsmålet, er der intet minde om, men jeg forestiller mig, at der blot blev trukket på skuldrene i en form for “Jeg ved det ikke”. Men var det ikke også ligegyldigt? Han var jo glad sammen med mor og lillesøster. De havde det rart, og det var trods alt det vigtigste.

Hvad der skete efterfølgende sidder heller ikke plantet i hukommelsen, men lillesøster og ham kom på besøg hos deres far gentagende gange efter noget tid. De blev hentet om fredagen af deres far og mor hentede dem så igen om søndagen. Det skete hver anden weekend. Det er faktisk først fra skoletiden og opefter, at han husker, hvordan han havde det, hvad der skete og hvilke tanker, der fyldte hans hoved. Men én ting husker han igennem alle år: Han følte sig aldrig tilpas eller glad.

Han skreg, græd og hulkede hver gang. Hver gang det var ved at være tid til at forlade de vante omgivelser, hvor han følte tryghed. Hver anden weekend. Han lød lidt som et lille barn, der virkelig hulker, og man bare kan høre, at der sker et eller andet op i barnets hoved, som ikke er rart. Et barn som ikke er glad.

Da han blev teenager, blev det hele meget værre. Alting blev forstærket. Den utilpashed, der engang var som barn, som han den dag i dag ikke helt kan sætte ord på, fordi det ligger så langt tilbage i erindringerne, var blevet til en decideret frygt. Hver anden weekend var han bange. Bange for hvad der skulle ske. Hvad blev der sagt? Hvad måtte han gøre? Hvad måtte han ikke gøre? Én ting var i hvert fald stensikkert: Dagene skulle gå så hurtigt som muligt, og søndag klokken 16:00 kunne sammenlignes med at få sit liv og glæden tilbage.

I de her weekender var alting bare anderledes. Han kan ikke beskrive helt præcist, hvad det var, som gjorde udfaldet. Nogle ting kan bare ikke beskrives, de skal mærkes. Utallige skænderier satte sine ar på sjælen. Den efterhånden halvvoksne dreng, var totalt tillukket. Bange for at fortælle sine holdninger andre steder end i skolen, bange for at være ærlig og forsøgte mere på at sige det andre ville høre, end han selv mente, fordi han var bange for, at det gik udover ham selv. Han turde ikke fortælle om sine oplevelser, for hvad hvis hans far skulle finde ud af, at han havde fortalt andre det? Ville det blive værst for ham selv?

Skolen var det eneste sted foruden hos sin mor og søster, at han var tro mod sig selv. Måske var det også derfor, han altid gik efter de høje karakterer og rosen i skolen? Det var dét, der holdt ham oppe, og det eneste han faktisk følte han kunne kæmpe for.

På et tidspunkt var mor, søster og skolen bare ikke nok for ham. Det kunne ikke holde ham oppe til at fortsætte. Tankerne om hvis det hele bare forsvandt var mere en befrielse end det var et nederlag og en skuffelse. Han var ligeglad med andre. Han ville bare ikke mærke mere smerte, svigt, frygt og være utro mod sig selv længere. Det hele ville være så meget lettere, hvis han bare forlod alle med ét og aldrig kom tilbage. Han følte ikke, der var mere at kæmpe for, men vidste alligevel, at der var lys for enden. En eller anden dag skulle det hele nok blive bedre – spørgsmålet var bare, om han kunne være stærk nok og ikke knække inden han nåede ud til enden?

Det er nogle tanker som ingen burde få. Slet ikke en 14 årig, men om ikke andet, så var det altså sandheden. Et lille skub til, og han havde hoppet i det sorte hul, hvor ingen kunne få ham op igen, og hvor han ikke selv kunne fortryde.

Op igennem sine teenageår fik han flere venner. Faktisk var han meget social. Det vidste faren bare ikke, for han så aldrig vennerne. Han fik tit tilbuddet om at invitere vennerne med hjem til sin far, men det ville han ikke. Der var en eller anden form for stopklods. Han var en helt anden person hos sin far: En lille dreng uden nogen form for identitet, og det eneste han kunne smile over i de to dage hver anden weekend var lillesøster. Denne identitet, eller mangel på samme, ville han ikke udsætte sine venner for. Lillesøster forstod ham altid, og de var der altid for hinanden. Det er utroligt, at et menneske kan agere og tænke så meget anderledes efter omgivelserne. Hvordan en halvvoksen fyr med ét kunne blive til en lille dreng uden nogen form for selvtillid. Hvordan en ellers stærk fyr, kan miste sig selv så meget, at han ikke kan kende den person, han ser i spejlet.

Denne manglende selvtillid førte til identitetskrise, der tilhører sjældenheder. Jeg kender ingen som ham, der har gået så mange faser igennem på så kort tid i sin stræben på at finde sig selv og i sin kamp på at opbygge sin egen glæde.

Weekenderne fortsatte. Det samme gjorde frygten og de sindssyge udbrud, hvor han hev efter vejret i bar gråd. Han følte sig så magtesløs og anede ikke, hvor han kunne søge hjælp. De gange han forsøgte at hente hjælp, gik det udover ham selv i sidste ende. De sorte øjne, de høje råb og de modbydelige ord forfølger ham stadig den dag i dag, og ingen vil nogensinde kunne forstå, hvordan han egentlig havde det.

En dag tvang han sig selv til at skride til handling. Pludselig var der en form for lys, der gik op for ham, der fik ham til at tro, at retfærdigheden nok skulle finde sin plads en dag, så han søgte yderligere hjælp. Dén hjælp priser han sig selv for den i dag. Uden den hjælp havde han aldrig kommet over på den anden side, men derimod nok slet ikke skrevet disse ord. Meget kan folk sige om psykologer, men de hjalp ham, og de gav han håb på et tidspunkt, hvor han havde allermest brug for det.

Den 1. juni 2011 vil for altid være printet dybt i hans hukommelse. Dagen hvor han var sikker på, at alt håb var ude – men dagen hvor et nyt liv begyndte. Han hører stadig stemmen, der råber “Går du nu, så kommer du til at fortryde det!”. Han husker også hvor ligeglad han var, og begyndte at gå. Hvordan der blevet grebet i hans arm, og han blev slæbt igennem stuen i armen, mens et par kulsorte øjne stirrede på ham. Han husker, hvor meget han frygtede for sit liv i det øjeblik, men måtte holde igen, fordi han kunne se, det hjalp. Men frygten vandt, slap ud, og han brød sammen. Brød mere sammen end nogensinde før og hulkede som om verden forsvandt under fødderne på ham. De efterfølgende 5 minutter er som et black-out. Han husker intet overhovedet. Det næste, han husker er, hvordan de kulsorte øjne æder ham op indefra langsomt, mens han er trængt op i krog, og siger til sig selv, at han skal dø. At det er slut nu. Altså livet.

Pludselig ringer telefonen og utroligt nok har han mod på at tage den og fortælle, at han ikke må komme ud. De ord redede hans liv. Hans mor kom til undsætning, som var det en anden film om superhelte, og han, den lille forsigtige og buttede dreng, som aldrig sagde en lyd længere, sparkede døren op og løb, som han aldrig har løbet før, mens han skreg for fulde gardiner. Et skrig som signalerede, at han var bange men samtidig fri.

Fortiden ligger i hans facade i dag. Han har svært ved at give sin tillid og loyalitet til andre, for han er bange for, at de vil ham ondt og vil såre ham i sidste ende. Men han er stærk. Han har erfaret meget på kort tid, har mange ord og oplevelser at dele ud af, og det er han evigt taknemmelig for. Det er ikke kommet til ham på den mest retfærdige og behagelige måde, men han står her i dag. Han smiler, han er glad og kan efter 19 år fortælle, at han er lykkelig dybt inde fra hjertet.

Han har ikke mange ord tilovers for sin far, men én ting vil han sige, hvis han læser dette: Tak. Tak fordi du gjorde mig til det stærke menneske, jeg er i dag. Du gjorde det ikke behageligt for mig. Men jeg står her med et smil, og jeg er tro mod mig selv. Dine modbydelige, kulsorte øjne og dine usmagelige ord vil for altid stå mig nært, men du vil aldrig kunne tage håbet fra mig igen. Aldrig.