Find yourself and others will find you too.

Ikke en totalt sindsvridende nyhed, at jeg fortæller, jeg er til fyre. Og ej heller er det særlig sindsrivende nyt, at jeg er single, og har det været det i pænt lang tid. Faktisk så lang tid, at jeg aldrig (sådan officielt) har haft en fyr som kæreste. Jeg vil faktisk gerne fortælle jer lidt om alt dette med kærligheden and so on. Det er ikke så forfærdelig personligt for mig, så finder det meget naturligt bare at slynge ud til gud og hver en mand om, hvad jeg tænker om det. Ja, jeg er en åben bog.

Der gemmer sig andet bag ham den lidt kække fyr med de pæne øjenbryn og den mærkelige humor. Ingen tvivl om, at jeg savner en kæreste, og jeg ville elske at ligge søndag morgen, slynge armene omkring hinanden og.. (Ja, okay. Stopper her.). Og jo, jeg savner da også ham, jeg kan grine med hver dag, jeg kan ugle håret på, gå tur med, spise middag med, skrive med, shoppe med, smile med. Hold kæft, hvor jeg klynker.

Jeg er ikke voldsomt mere kræsen end mange andre. Dog siger mine veninder noget andet.  Jeg har bare mine små særligheder, der skal være på plads på min fyr, haha. Nej, der er en helt speciel grund til (tror jeg), at jeg endnu ikke har fundet prinsen på den grønne skildpadde; jeg kan ikke finde andre, før jeg har fundet mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg er totalt sindsforvirret og lever et skizofrenlignende liv, overhovedet. Jeg hviler skam i mig selv, og har da fundet store dele af mig selv i identitetsskattejagten.
Jeg bor bare det forkerte sted. Jeg kan ikke få mig selv til at passe ind i et samfund, hvor køer er mine naboer og hvor togene kun kører hver 4. time. Derimod skal jeg bo et sted, hvor accepten for det ikke-gængse er høj, og hvor uroen tæmmer tavsheden. Jeg er ikke snobbet, men jeg kan simpelthen bare ikke få mig selv til at passe ind i dette samfund på landet. Derfor har jeg også på fornemmelsen, at når jeg er flyttet til København, så finder jeg ham der på skildpadden. For først dér, tror jeg, jeg har fundet mig selv fuldstændig.

Det er en lidt mærkelig følelse, som nok kun meget få af jer, vil kunne relatere til; men storbyen er noget specielt for mig. Jeg er en fri fugl, så snart jeg træder ud af toget til Københavns Hovedbanegård. Det er en ny verden – en verden der er til for mig, og som jeg passer ind i. Det lyder mærkeligt, og jeg kan nok ikke forklare det så meget nærmere. Det er en af de følelser, som ikke kan forklares, men som skal opleves. Mit eventyr starter først dér, ellers står min verden stille.