Fars dag i går – savner jeg så en far?

Jeg er blevet spurgt et par gange af både jer, men også mine venner og bekendte, om jeg egentlig nogensinde savner at have en far. I går var det jo som bekendt Fars Dag, og en masse skønne fædre blev forkælet. Jeg ville også gerne have haft en far, jeg kunne give en gave til og sige ‘Tak’. Den far eksisterer bare ikke – den eneste, der skal have et tak, er min mor, fordi hun både har ageret far og mor for mig stort set hele mit liv.

Læs historien om min biologiske far her

Det korte svar er nej – jeg savner ikke en far. Jeg har hele mit liv aldrig følt, jeg har haft en far, til trods for jeg først slog hånden af min biologiske far for 4 år siden, han var bare en person jeg så og købte julegaver til. That’s it. Så nej, jeg savner ikke en far. Jeg har aldrig følt behov for en heller. Der skal da selvfølgelig ikke slås nogen tvivl om, at jeg da supergerne ville have en far, som jeg kunne elske, se op til og betro mig til – jeg tror alle i hele verden gerne vil have både en mor og en far. Sådan blev mit liv bare ikke spået at skulle leves. Jeg har ikke så mange ord at knytte til dette emne, men nu fik I svar på jeres spørgsmål, haha :)