Er jeg så modeblogger nu? Selvom jeg ikke har lyst?

Dette bliver et af de mere teksttunge indlæg, så jeg håber, I er klar på den slags. Ellers må I smække fødderne op, hente nogle popcorn og finde de friske øjne frem.. alternativt ligger mit indlæg stadig på bloggen i morgen.

Jeg har i dag været til mit første modeshow nogensinde. Say whay? Yes, I læste rigtigt. Jeg har blogget i 2,5 år med mere eller mindre succes hele vejen igennem. Jeg har fået en del invitationer til modeshows, men jeg har altid sagt, at “det gider jeg ikke – det interesserer mig ikke”. For nej, det interesserede mig faktisk ikke. Men i dag blev så første gang, at jeg satte mig på de berygtede stole.

Min manglende interesse har bundet i, hvad jeg har set på andre blogs, fjernsynet og så videre; hvad er det specielle, eller det fede, ved at sidde sammenpakket på 200 stole, med et glas billig champagne, som skulle forestille sig at være dyrt, i hånden, benene krydset og se på det ene sindssyge Lady Gaga outfit efter det andet? Det er sådan jeg har opfattet alle shows indtil nu.

Det har blandt andet også været derfor, at jeg ikke gider at skulle ligge i kassen som “modeblogger”. Bevares, der er mange fucking seje piger og drenge som blogger om mode, og de gør det så fandens godt – men jeg vil ikke betegne min blog som en modeblog. Der er forskel på at smide en ASOS collage op og på at gå i Acne sko og med Chanel tasker, læse Cover og Eurowoman som var det mig foran fjernsynet til Ramasjang og virkelig fordybe sig i mode og kende alle designerne. Det er ikke mig.

Og så alligevel lidt jo. Jeg tog min modeshowmødom i dag, og jeg kunne faktisk lide det. Selvom de mange kindkys som røg af sted var lige så falske og formelle, som jeg havde troet, de krydsede ben og de sammenpressede pladser var som forventet, så var de der outfit jo ikke så slemme. Kun lidt slemme. Jeg ville ikke selv hoppe i et af dem – det er lige i overkanten. Men stemningen var god, fyrene var lækre (det var nok mit største incitament for at tage af sted), og det var ret hyggeligt. Så er jeg modeblogger nu? Nu hvor min rigtig modemødom er sprunget. Jeg ved det ikke. Come on Daniel, det er vel ikke jordens største issue. Nej, det er det ikke – men jeg vil ikke blive glemt i mængden, fordi folk åbenbart opfatter mig som modeblogger, når jeg ikke selv føler, jeg kan stå inde for det.

Selvom min modemødom er sprunget nu og den bliver gennemtæsket de næste par dage, for ja jeg skal til flere shows (er han syg?), så ser jeg ikke mig selv som modeblogger eller fashionista. Og jeg vil ikke. Omvendt kunne jeg godt tænke mig at vide, om I tænker det samme? Ser I mig som en modeblogger – eller hvad ser I mig egentlig som? For hvis man ikke er modeblogger i Danmark men stadig smider den ene lækre tøjcollage op efter en anden, hvad fanden er man så?