Din krop er ikke et stykke papir, #ana

First of all vil jeg gerne understrege, at jeg på ingen måde er ude på at støde nogen i dette indlæg. Nok snarere det omvendte; jeg vil gerne prøve at åbne øjnene på nogle mennesker, få dem til at indse nogle ting, få dem til at tænke anderledes, så de kan komme tilbage på det rette spor. Jeg håber derfor, at uanset om I føler jeg forudrettede eller ej, at I vil se på dette indlæg med et åben sind, være modtagelig for de ord, jeg siger og ikke bare give mig en “Pas dig selv”-reaktion. For #ana, din krop er ikke et stykke papir.

#ana er hashtagget for anoreksi og det er, hvad det her skal dreje sig om; anoreksi, selvskade i forbindelse med anoreksi, og generelt emnet kroppen og vægt, som faktisk er et mega følsomt emne for mig. Jeg har forsøgt at skrive dette indlæg utallige gange. Rettet til. Slettet. Skrevet et nyt. Rettet til. Slettet. Jeg  er så skide bange for, at jeg kommer til at træde nogen over tæerne, fordi det er et megapersonligt og ømt punkt for nogen.

De seneste dage har jeg siddet og surfet lidt mere rundt på instagram, end jeg plejer. Og den anden dag faldt jeg over et billede af en af mine bekendte (Jeg håber, du læser med!), som havde tabt sig ufattelig meget og til min store overraskelse havde lavet #ana hashtagget til sit billede. Med det samme ringer en masse klokker i mit hoved. Jeg tjekker hashtagget ud. Jeg ser, hvor mange piger (og drenge), der uploader billeder af deres jawlines, thigh gaps, tydelige ribben, tydelige kraveben og ben tyndere end snor. Alt sammen i en meget overdrevet version. En sygelig version. Det skræmmer mig, det forarger mig og det chokerer mig, at billeder som disse ligger og florerer på de sociale medier. Tilmed skræmmer det mig endnu mere, at der nærmest er blevet oprettet sådan et lille community på Instagram på disse hashtags, hvor folk hjælper hinanden til at tabe sig endnu mere, til at sulte sig selv, til at like hinandens billeder, så de kan sulte sig selv. Jeg er målløs!

Jeg ved selvfølgelig godt, at der bag alt dette også gemmer sig andre ting. Andre sandheder end blot “Jeg vil tabe mig, og nu har det taget overhånd.” Det er klart, at der for nogen lægger en dyb depression eller lignende bag. Men på trods af det, er jeg stadig målløs over, hvordan man viser sådan noget frem, virker stolt af sin præsentation over at have sultet sig selv og krøllet sin krop, som var det et maltrakteret stykke papir. Samtidig med stoltheden, gemmer der sig en masse vrede, sorg og ensomhed bag disse billeder. Det er tydeligt – der er titusindevis af billeder, hvor folk har cuttet hele maven, armen, benet, eller det hele på dem selv, fordi de er flove over deres tilstand som anoreksiofre. Og selvom det skræmmer mig, så føler jeg sgu også for de her ana’er. Men hvad skal/kan man gøre?

Jeg føler mig magtesløs i den her situation. Jeg ville så gerne kunne nå ud til alle disse kede af det og syge (lad os nu se i øjnene, at det er sygt, og de har brug for hjælp!) mennesker, og fortælle dem, at drengene ikke ønsker en pige, der har så tydelige knogler, at det ser sygeligt ud. Drenge ønsker ikke to streger med et hoved på enden, som er fyldt med sorg og tanker. Drenge ønsker ikke et krøllet stykke papir, som ikke kan rette sig ud igen. Tværtimod.

Jeg kunne forstille mig, at nogen af jer som læser dette, sidder med tanken om, at jeg skal holde min kæft, fordi jeg heller ikke selv har jordens flotteste krop. Jeg ved godt, at jeg bruger et nummer større i tøj end størstedelen. At mine trøje sommetider sidder lidt tæt i siderne. At jeg ikke har pæne og markeret kindben. At jeg ikke løber 10 kilometer hver anden dag. Men i det mindste er jeg glad. Jeg er tilfreds, og selvom jeg da sommetider godt kan ærge mig over det, så har jeg lært at acceptere, at jeg ser ud, som jeg gør – og hvis jeg virkelig brænder for det, kan jeg ændre det. Det samme ved jeg, at I kan.
Jeg har en veninde, som er tidligere anoreksioffer. Ja, hun siger selv offer. For hun var offer for sygdommen. Den styrede hendes liv. Men hun er rask nu, og fortæller at selvom, man er så syg, indspist, ensom og optaget af ana-verdenen, så ved man godt, at der er noget galt. Man er ikke glad.

Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere en masse mennesker til at tænke, at selvom modeverdenen, bladene, aviserne, magasinerne, fjernsynet, reklamer og så videre hele tiden minder os om, at det er sexet at have et markeret ansigt eller en flad mave, så er det mere sexet at være glad! Og det er jo dybeset, hvad livet handler om – at være glad! Lad ikke de sociale medier, omverdenen, modeller eller andet styre jeres liv så meget, at I ikke selv har kontrol over jeres liv.

Take care. Din krop er ikke et stykke papir, #ana.