“DET ER JO BARE EN KROP!”

Foto: Henrik Fjørtoft

Det er tid til at være lidt seriøs. Slippe de overfladiske ting og komme lidt tættere på mig – igen. Med ‘igen’ mener jeg, at jeg på det sidste, bevidst eller ubevidst, er trukket mere og mere ind ad, og der er ikke blevet givet så meget personlighed her på bloggen. Alt hvad jeg har skrevet, har stadig været min mening, ingen tvivl der. Men I ved selv, hvor meget af min personlighed, jeg faktisk kan give uden det bliver for meget. Som blogger, hvor man også indrager sit privatliv, kan det sommetider være svært at skelne mellem om, det er for privat eller om det reelt set er anonymt nok til at kunne se dagens lys og blive delt med resten af verden. Denne balance har altid været svær for mig, og er det stadig. Jeg har et par indlæg, som jeg ikke altid er lige enig med mig selv om måske var lidt over grænsen? Jeg fortryder ingenting. Men det er en hårdfin balance at finde.

Dette indlæg har været skrevet mange gange – men uden at blive udgivet. Jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle formulere mig for at få sagt, hvad jeg reelt set mener, og samtidig uden at støde nogen – heriblandt mig selv. Den anden dag, så jeg dog en artikel “Det er jo bare en krop”, som omhandler en norsk politiker, der lider af muskelsvind og med sine kun 17 kilo og deforme krop springer ud som nøgenmodel. Hans udtalelse “Det er jo bare en krop” fangede mig omgående. Det fortæller, hvad jeg tænker.

Torstein, den norske politiker, udtaler som sagt ovenstående, og mener med det, at ens krop ikke skal stå i vejen for ens drømme og fremtidsplaner. Samtidig læser jeg mellem linjerne (måske er det bare mig?), at kroppen jo bare er en krop. Med alt respekt for alle, som går utrolig meget op i deres krop og holde den sund og fit. Det misunder jeg da til tider, for jeg har ikke den mest fitte krop. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke vil egne mig til model, og ej heller er jeg typen, der smider tøjet bare sådan lige, for jeg har lidt ekstra på sidebenene. Ikke sagt, at jeg skammer mig. For det gør jeg ikke. Det er bare ikke min stil og jeg ser bare ikke grund til på nuværende tidspunkt at blive totalt fanatisk, hvad det angår.

Jeg synes dog, at alt den her snak om krop, sund mad, træning og magre kvindekroppe er gået over gevind. Det er blevet en trend – set fra mine øjne – at blive så tynde, som muligt. For eksempel på Instagram, synes jeg, det går vidt for sig. Den ene efter den anden lægger billeder op af deres kroppe, hvor det afgørende ikke er, at man er tilfreds med sig selv, men derimod at have den tyndeste krop med flest markeret ribben. Chill – det er bare en krop. Jeg synes, det er ærgerligt, at det har taget denne drejning, og dem der ikke lige er de tyndeste (men heller ikke overvægtige) jo nærmest frygter at lægge billeder op på de sociale medier, fx. Instagram.

I mit hoved er det sgu blevet lidt for fanatisk alt det her, og jeg synes, at man skal chille lidt ned. Dog glæder det mig, at der stadig er kvinder (og mænd for den sags skyld) som ikke er blege for at vise former diverse steder. Irina Babenko er et glimrende eksempel på, at man ikke skal være bange for at vise sig selv frem (ikke at hun er overvægtig – not at all! Men hun har former. Som en kvinde skal have!) bare fordi, man ikke ligner en streg i luften. Det er jo bare en fucking krop!

Jeg ved ikke rigtig, hvordan dette indlæg bliver opfattet. Det kan nok forståes lidt på to måder; enten at jeg mener, vi er blevet for fanatiske, og i steder for at gøre os selv tilfredse, så går vi mere op i at konkurrere (hvilket er min pointe) eller jeg er total modstander af motion og sund kost. Sidstnævnte er selvfølgelig ikke en realitet. Jeg motionerer da også for at forbrænde mit ustyrlige alkoholforbrug (overdrivelse fremmer forståelsen, right?), og jeg flasher da også billeder af sund mad på Instagram og sådan.

Anyway. Don’t be such fanatically. Det er bare en krop.